Sparsomme smagsprøver på Maggies magi
På kvindernes kampdag gæstede amerikanske Maggie Rogers et udsolgt Studie 3 i DR Koncerthuset. De store forventninger kunne fornemmes blandt publikum – forventninger der nok også var blevet fodret rigeligt via en hype, der har været omkring Maggie Rogers, siden hun i 2016 blev rost til skyerne af Pharell Williams, da hun deltog i hans Masterclass på NYU. Det fik snakken om hendes naturtalent til at brede sig som en steppebrand, og siden har hun udgivet sin EP Now That The Light Is Fading, som også udgjorde størstedelen af hendes korte setliste denne aften.
Maggie Rogers kommer fra landlige omgivelser i Maryland i det østlige USA, og hun var oprindeligt mest interesseret i folk-genren og spillede selv banjo og guitar. Først da hun studerede i Frankrig fik hun for alvor øjnene op for elektronisk musik. Hun skriver og komponerer selv, og hendes lyd er landet på en behagelig og dansevenlig sammensmeltning af netop disse genrer. Både som komponist og som sangskriver er hun blevet rost til skyerne, og jeg havde på den baggrund også skruet mine forventninger op til mødet med Maggie Rogers denne aften.
Ud over at spille de fem numre fra førnævnte EP, havde Maggie Rogers et par andre numre med, men hun formåede kun at udfylde 45 minutter, hvilket umiddelbart er i underkanten. På den anden side var det lige tilpas, set i lyset af at koncerten i længden blev monoton, og jeg savnede den kant og variation, som jeg har et indtryk af, at hun har i sig. Aftenens højdepunkt var hendes version af Neil Youngs ”Harvest Moon”, som hun fremførte i en semi-elektronisk udgave, som matchede hendes musikalske univers. Udgaven var kreativt skruet sammen og fik for første og eneste gang draget mig med ind i Maggie Rogers’ musikalske univers denne aften. Singlen ”Alaska” vækkede også salen en smule, men disse to gode numre kunne ikke redde koncerten fra at fremstå middelmådig. Da hun på nummeret “#” greb til guitaren, fik hun sat et præg på nummeret, hvorved man pludselig fornemmede at Maggie Rogers var til stede og ville noget med sin musik.
Maggie Rogers og hendes tre musikere leverede en koncert, der efterlod mig med blandede følelser. Rogers var helt igennem sympatisk og havde et uprætentiøst tilstedevær på scenen. Hun bevægede sig frigjort og ubekymret med karakteristiske moves, og hendes nedtonede og ærlige udstråling – hendes tilbagelænede og stærke håndtering af pladsen ved mikrofonen – ledte flere gange mine tanker hen på Joni Mitchell, selv om man derudover nok skal passe på med alt for mange sammenligninger mellem de to.
Selv om Maggie Rogers havde en fin kontakt til publikum, og også leverede en par enkelte anekdoter, så blev de 45 minutter en flad oplevelse uden de store musikalske udsving. Da hun efter den korte tid på scenen forsvandt i samme sekund sidste nummer var spillet, og ikke kom ind til et ekstranummer på trods af taktfaste klapsalver, så stod man med konklusionen, at man kan forvente mere af hende. At man er ny i branchen og har et begrænset materiale må ikke blive en hvilepude.
Velkommen på scenen til Maggie Rogers. Næste gang vi ser hende i Danmark skal bagkataloget nok være der, og vi kan også godt forvente, at hun smider hvilepuden fra sig og går all-in.
