Jesus leverede varen
Da tågen pisker ud af røgkanonerne kl. 21 på et Store Vega, der er spændt til bristepunktet af forventninger, er man nødt til at væbne sig med endnu lidt tålmodighed. For det tager lige et kvarter mere, at lukke tilpas meget filter ind imellem skotterne og deres publikum, før de for alvor er klar til at gå på scenen. Det går nu såmænd fint, når højtalerne pumper krautrock fra chilenske Föllakzoid, mens vi venter.
21.15 trasker de to skotske shoegazebrødre Jim og William Reid ind på scenen og bliver modtaget, som helte man har ventet på i dekader. Med sig har de tre håndlangere og i fællesskab tager de opstilling på scenen. Jim mumler sagte ‘Good to see you’, hvilket er en ret absurd replik, da han netop ikke har en chance for at øjne publikum i al røgen. Nuvel , der sættes i gang uden videre udsættelse med åbneren fra Damage and Joy ”Amputation”. Lyden er lidt flosset, trommetung og noget lav i volumen, når vi taler Jesus-terminologi, men det ændrer sig heldigvis hurtigt som aftenen skrider frem. ”Amputation” er en super-iørefaldende vinder af en åbner og den bliver sammen med en rødglødende version af ”All Things Pass”, aftenens to bedste skud fra nykomlingen.
Bagtæppet er udgjort af suppe-coveret fra Damage and Joy, hvilket går igen resten af koncerten, for hver gang de spiller et nummer fra den plade. Ellers er lyset simpelt i sit udtryk, holdt i rødt, hvidt og blåt lys og så selvfølgelig røgen. Man aner William Reid´s stridslystne strutgarn, der er præcis så iltert som i firserne. Fem mand alle klædt ulasteligt i sort fylder scenen uden de store dikkedarer. William løfter ikke en gang blikket fra sin guitar under de 80 min. koncerten varer. Jim holder vedholdende fast i sit mikrofonstativ og gør ikke meget mere væsen af sig, end at læne sig lidt til siden og indimellem kækt at løfte lidt på benet, når omkvædet for alvor sætter igennem. Præcis som forventet og som det skal være.
Sættet er sammensat af godbider og fra Psychocandy, Darklands, Automatic, Honey´s Dead og Damage And Joy. Især de tre perler fra Honey´s Dead vækker begejstring. Første gang da ”Far Gone and Out” sætter ind efter en lille håndfuld numre. Her bliver der trykket ekstra igennem og kommer heftigt hvæs på guitarerne. Anden gang da ”Teenage Lust” smides afsted i en vidunderlig langstrakt version, hvor beatet er trukket lidt ud af den og den serveres slæbende og tungt. Tredje gang da ”Reverence” lukker hovedsættet i en fortættet og forlænget version, hvor der syres helt ud fra William Reid´s side. Her løfter The Jesus and Mary Chain sig ud af deres stramme formel og selvvalgte tøjler og leverer en forrygende afslutning, alt imens publikum gjalder med og istemmer omkvædet ‘I Wanna Die Like JFK’. Den exit tager virkelig stikket hjem denne aften.
Imellem de numre gør især ”The Hardest Walk” fra Psychocandy sig bemærket i en mindre skinger version end på albummet og publikum kvitterer ved at hoppe op og ned som bolde imens. Også ”Some Candy Talking” fra EP´en af samme navn kan noget ud over det sædvanlige, da et øresønderrivende riff sætter ind mod slutningen. Her husker man pludselig tiden i firserne, hvor blodet løb ud af ørerne, når man var i selskab med de provokerende skotter. Det nummer gik rent hjem.
Inden ”Reverence” sættes i gang griber Jim Reid mikrofonen og annoncerer: ‘This is our last song, but we can easily be persuaded to more’.
Dét bliver bandet i den grad da også overtalt til ved publikums overvældende applaus og vender så sandelig også leveringsdygtige tilbage med en fællessangsskabende og helt igennem fantastisk nedstemt turnering af ”Nine Million Rainy Days” fra Darklands. Opløftende og underspillet i al sin melankolske pondus.
Så får vi fire Psychoperler på snor i kraft af klassikeren ”Just Like Honey”, samt ”You Trip Me Up”, ”Taste Of Cindy” og en suveræn ”Living End”, der virkelig vækker begejstring, inden ”War On Peace” på storslået vis slutter aftenens brag af en koncert.
21 numre på 80 min udgjorde en eminent støjpop kavalkade med et særdeles cool, men også veloplagt band, der uden de store udslagssving eller rutinefyldt kedsomhed bare kørte en sejr hjem via deres unikke sammenblanding af shoegaze, støjpop og motorcykelrock med et surfet islæt.
