Mindre uhygge. Mere liv.
Den gode gamle Valby Hallen har ikke været brugt til koncerter siden 2014, men denne aften spøgte svenske Ghost i den grå hal, og de havde taget de seks energiske nordmænd i Kvelertak (se anmeldelse andetsteds på siden) med sig som opvarmning. Min største frygt var, at lyden i den gamle hal ville svigte, men både under koncerten med Kvelertak og Ghost, var der heldigvis intet at sætte på lyden.
Ghost er et solo-projekt…eller er det? Dette spørgsmål er for tiden højaktuelt, da der kører en sag mellem forsanger Papa Emeritus III (borgerligt kaldet Tobias Forge), og fire tidligere medlemmer af gruppen, der alle mener at have penge til gode hos Papa, der har håndteret profitten i gruppen. Sagen er ikke afsluttet, og at den sag kører til offentligt skue, har taget noget af show- og gimmickeffekten fra projektet.
Selve indledningen på koncerten var nærmest et ritual. Til Allegris ”Miserere Mei, Deus”, blev de tildækkede instrumenter på højtidelig vis gjort synlige, og kort efter kom Papa Emeritus og hans maskerede musikere så på scenen. Koncerten blev indledt med det relativt nye ”Square Hammer”. Det var et godt valg, for nummeret er både hårdt og har en cathcy energi, som publikum tog til sig med det samme. Papa Emeritus stod majestætisk midt på scenen, og de fem Nameless Ghouls bag ham var som altid iført mørke masker. Med de nye medlemmer syntes der også at være kommet mere bevægelighed på scenen. De fremstod under koncerten mere aktive og ”ude over scenekanten”, end da jeg sidst oplevede Ghost, og det var med til at gejle publikum op, hvilket Papa Emeritus ikke altid havde held med.
Ghost fortsatte med ”From the Pinnacle to the Pit” fra det anmelderroste Meliora, som tog lidt af energien fra koncerten. De gjorde hvad de kunne på scenen, men en publikumsfavorit bliver det nummer nok aldrig. Nu vi er ved publikum, er det værd at nævne, at det var en broget flok, der stod i hallen. Her var både modne par, hipstertyper, metalhoveder og forrest i salen var der gud hjælpe mig teenagepiger der skreg, som var det et teenageidol, der stod på scenen. Måske er titlen på sidste års EP ikke så tosset: Popestar.
Efter tre numre smed Papa Emeritus den store kåbe og den høje bispehue, og med det opstod der også en større og mere folkelig kontakt til publikum, end jeg før har oplevet hos ham. Papa Emeritus hyggesnakkede både om øl og damer, og et par gange i løbet af koncerten, blev det uinteressant, når snakken varede i 3-4 minutter og var uden tydelig rød tråd eller pointe. Heldigvis var der flere gode musikalske højdepunkter. Især ”Year Zero” og ”Ritual” fik for alvor fik gang i Valby Hallen, og skabte en energi, som Ghost desværre ikke kunne fastholde i alle koncertens 90 minutter.
Ghost bragede ikke igennem i aften, men de leverede en sikker og solid koncert, hvor meget var, som det plejer. Musikken strittede i mange retninger, som den jo gør hos Ghost. Det ene øjeblik gav det mening, mens det øjeblikket efter fik mig til at miste engagementet i koncerten. Ghost spøger stadig, men alt er ikke ved det gamle. Stemningen var mindre mørk og teatralsk, mens koncerten var levende og havde kvaliteter, og jeg er spændt på, hvad Ghost har i ærmet i fremtiden.
