Missourihåbet leverede en absolut godkendt time
Efter lidt cosy intromusik begav Kevin Morby og hans tre bandmates sig ind på scenen og satte forsigtigt stikket i guitaren, mens han indledte aftenens timelange sæt uden dikkedarer, smalltalk eller velkomsthilsner med det soulinficerede titelnummer fra hans netop udgivne album City Music. Den starter med et forsigtigt groove, der bygger sig op som nummeret løber. Bandet er alle klædt i heldragter ala Kliche i deres velmagtsdage og ser velfornøjede ud. Pavilion er godt fyldt og den 29 årige sangskriver, nyder også stor popularitet i øjeblikket. En popularitet der er støt stigende over fire plader med Hungry Saw som gennembrudddet. Teltet gynger med og er tydeligvis med Morby denne første aften på hovedfestivalen.
Den mere bastant riffede ”Crybaby”, der dufter markant af Lou Reed tager over og løfter tempoet væsentligt, Det sætter gang i fødder og hofter omkring mig og folk kan stensikkert lide det mere tempofyldte og melodiøse nummer. Det bliver fyldt til dørs af den letbenede ”1234” som lidt banalt hylder heltene fra Ramones.
Lyden er lidt lav, men bestemt godkendt og instrumenterne står ganske skarpt. Morby og bandet ser ud til at nyde samspillet og det forventningsfulde og begejstrede publikum, der virker nærværende og parat til hans slackede blanding af Kurt Vile-ish lettere sløve rock og det mere psykede og garagerockede med et twist af soul. Netop garagerocken bliver midtpunktet i den galopperende og næsten fræsende ”Dorothy”, der fornemt afrunder koncerter og sender folk ud i det blæsende efterårsvejr.
Men inden da skal vi lige midtvejs rundt om en fortrinlig version af ”Harlem River” fra selvsamme album, der gyngende og trancegroovy sender mængden ud af teltet og afsted tilbage til dengang, hvor musik tog den tid den skulle. Et ret enkelt og basalt groove, der fortsætter længe uden de store udsving, hvorpå en heftig og udskridende guitarsolo tager over for en stund, men derefter lader sig falde tilbage og giver hovedrollen tilbage til det altoverskyggende groove. Aftenens helt store højdepunkt for undertegnede.
”Destroyer” med masser af slideguitar, en heftig og særdeles energisk version af ”I Have Been to the Mountain” fra sællerten Hungry Saw og en næsten hymneagtig og yderst melodramatisk udgave af ”Parade” fra Still Life gjorde også godt og publikum istemte tilfredshed op mod scenen. Så meget at Morby i en glædesrus bad et par publikummer om deres mobiltelefoner, så han kunne tage et par snapshots af de glade og triumferende mennesker på gulvet.
Måske der indimellem gik lidt tomgang og vel meget hygge i den – især når man lige inden havde overværet Red Fangs stoner-angreb pa Avalon og nogle sev da også som koncerten skred frem, men Morby leverede sine både iørefaldende og gammeldaws sange på fin og smittende vis og stillede med en sætliste, der kom godt rundt i krogene på den time, der var ham godtgjort.
