Veto har for kort tid siden udsendt deres fjerde album 16 Colours, så det var med spænding man mødte op i Vega denne udsolgte og bidende kolde aften.
Man kunne mærke forventningerne helt ud i hjørnerne af spillestedet, for ikke alene er det en rum tid siden, Veto har besøgt de danske koncertscener, men hvordan ville de nye numre mon tage sig ud live. Det fik vi masser af lejlighed til at vurdere, for Veto havde valgt at inkludere hele det nye album, minus et enkelt nummer spredt over aftenens fremragende sætliste.
Og netop det nye album er interessant, fordi Veto har foretaget et mindre stilskifte. Bevares, deres signaturlyd er fortsat i spil, men der er kommet nye nuancer og vinkler til og Abrahamsen synger mere teatralsk og højstemt i denne nye ombæring. Han lyder næsten som Nikolaj Vonsild og går de store gamle firsergotikere i bedene. Om man kan lide det eller ej er en smagssag, personligt synes jeg det er glimrende og vidner om, at han er blevet en dygtigere sanger.
Koncerten sættes igang med exitten fra 16 Colours “The Take/ The Race” og med på scenen er – udover den vante opstilling med Abrahamsen på synth og røst, Jens Skov Thomsen på bas, David Krog Andersen på guitar, bamsen Mads Hasager på skind og Mark Lee på synth – Birk Storm på ekstra trommesæt og percussion til for alvor at skubbe de bankende rytmer ud over scenekanten.
Scenen er også som vanligt valgt med stilladser med lysstofrør i forskellige farver som baggrund. Der skiftes mellem forskellige farvenuancer – 16 farver måske – og det fungerer fint som medspiller til bandets optræden.
“Battles” fra Sinus fortsætter og da Veto kaster “Can You See Anything” afsted bringer det publikum i første hoppehumør på gulvet. Vi får en fremragende version af “You´re Hard To Get” og ligeledes en version af “Cannibal” fra debuten There´s A Beat In All Machines”, der minder en om, hvor meget man har savnet det nummer live. “Mount Dome” og “One-Eyed and Dying” fra 16 Colours fortsætter og viser sig udpræget værdige i livesammenhæng. Især “Mount Dome” må være selvskrevet til Vetos sætlister i fremtiden.
Lyden er rigtig god og knivskarp. Bandet spiller med stor lyst og tydelig entusiasme og der bliver indimellem leget lidt med strukturen fra albummenes udførelse. Men lyden er også en kende lav og det er synd, for Vetos musik kræver at man bliver ramt rent fysisk i mellemgulvet, når de tunge beats og modulerede guitarer kværner igennem Vegas trævægge. Den puls og følelse af knytnæve i mellemgulvet udebliver helt og aldeles desværre. Jeg søgte rundt flere steder i salen som aftenen skred frem, men resultatet forblev det samme. Ærgerligt.
“You Say Yes, I Say Yes” og “Duck, Hush and Be Still” skaber aftenens største bifald og folk går amok på gulvet og skråler med, mens fadbamserne rammer sidemanden som bølger i kuling. Her forstår man hvor guldet ligger i livesammenhæng og fortiden taler sit tydelige sprog. “It´s A Test” fra debuten bliver aftenens helt store højdepunkt. Et scoop af en sang, der starter i det stille melankolske og bygger sig op mod et splintrende klimaks, der får lov at vare ved indtil alle har overgivet sig. Simpelthen spitzenklasse og et eklatant eksempel på Vetos storhed, når de er bedst.
Vi får fire ekstranumre, herunder det stille og ganske smukke “Excited”, hvor publikum til trods for tydelig fredags-fuldskab mange steder, viser bandet stor respekt og holder kaje imens. Dejligt at opleve og Abrahamsen og Co. takker da også de besøgende for indsatsen. “Spit It Out” skaber påny kæmpe aktivitet på gulvet, men da aftenens afslutning kæmpehittet og nok Vetos mest populære nummer til dato “You Are A Knife” sætter igang, går alle amok. Hele Vega hopper i takt og yder de sidste krampetrækninger, inden kulden igen kalder udenfor.
En helt igennem glimrende koncert, hvor eneste anke må være, at lyden godt måtte være flere nyk højere. Det havde klædt aftenens ellers glødende præstation at få de rette decibel-bank i solar plexus, så man fik de godtgørende knubs og blå mærker, en elektronisk koncert kalder på.
