Der er to citater i nyere musikhistorie, som bedre end nogen anmeldelse udfolder essensen af aftenens program: Dylan Carlson, stifter af bandet Earth og skaber af nyere tids drone-rock, som på spørgsmålet om problemet med moderne rockmusik dovent svarer ”too many notes!”, og Michael Scheidt, det menneskelige bagtæppe for fænomenet Yob, der uden tøven svarer ”I’m incredibly lazy” på den evindelige spørgen ind til den kreative proces.
De umiddelbart letkøbte oneliners lyder fra de ypperste formidlere af moderne doom-metal. En genre, hvis simple udtryk nok ikke tåler en nærmere musikvidenskabelig udredning, men ikke desto mindre og efter undertegnedes ydmyge mening er den foreløbige kulmination på metalgenrens evolutionære potentiale. Det langsomme brag, den stille eftertænksomhed. I vilkårlig rækkefølge og gerne uden varsel, i skøn indbyrdes samhørighed, og med høj forventning til de næste par timer.
Bethmoora har på kort tid sat dybt mærke i den danske doom-scene og mønstrer et tæt sammenspillet hold, der med gyngende entusiasme demonstrerer et fast greb om deres metier. Nogenlunde ens klædt, beskægget og bemalet trækker de ufortrødent showet i gang, og imponerer med noget i genren så uhørt som at dvæle ved op til flere hurtige temposkift. Det hele garneret med en højt og intenst hvæsende vokalpræstation, som ved første lyt er vanskelig, men ender med at levere fylde og substans til en stærk helhedsoplevelse. Afslutningsvis annonceres fra scenen med et freudian slip, at Yob spiller senere på aftenen. Lad det nu ligge. Hvis jeg stod med en galej uden besætning, så ville jeg hyre de her drenge på stedet.
Monarch hæver barren for så vidt angår den slæbende, intense oplevelse. Det brager simpelthen løs fra 5 bandmedlemmer, som tilsyneladende befinder sig i hver sit univers for at mødes i synkroniserede kraftudladninger. Og det kan kun lade sig gøre, fordi der under det hele ligger en trommeslagerpræstation af intet mindre end bibelsk omfang. Der trækkes og hamres, som en pilot der leder sine passagerer levende gennem en meteorregn uden sikkerhedssele. Men ikke helt uden småskader. Den sfæriske kvindevokal, som lejlighedsvist overtager lydbilledet er uden tvivl tiltænkt en betydelig komplementær rolle i det dystre tyngdefelt, men leder i stedet tankerne længselsfuldt i retning af roskildeaktuelle Chelsea Wolfe eller den sært fængslende Myrkur, og efterlader kun en småirriterende parentes i den samlede oplevelse.
Bell Witch træder ubemærket frem på scenen efter lydcheck. To mand høj på henholdsvis trommer og 6-strenget bas. For den uindviede kan det forekomme aparte, at Jesse Shreibman kryber i forsterstilling bag sit trommesæt, mens As fra det seneste album Mirror Reaper fremføres af Dylan Desmond på den 6-strengedes gribebræt. Jeg vover pelsen og tolker det som en uforbeholdent ydmyg gestus overfor den ubarmhjertige omstændighed, at han for kort tid siden har overtaget pladsen fra Adrian Guerra som pludseligt afgik ved døden i 2016. Som minutterne går, skaber den let teatralske indgangspositur sammen med en uprætentiøst fremført version af As en knugende intimitet, som uden besvær kunne have tålt en hel aftens opmærksomhed. Vi vækkes hårdt og brutalt af hypnosen, da Shreibman uden varsel kaster underdanigheden af sig og trykker det forsvarsløse trommeudstyr helt i bund, fulgt af alt hvad den 6-strengede kan trække. Der følges op med Above, som er anden sats i Mirror Reaper hvorefter der takkes for i aften. Man står uforløst og småforvirret uden lyden af So og Below, som på vinyl fuldender det 1 time og 22 minutter lange epos.
Dem som valgte at fejre den første ærlige forårsaften i Pumpehuset, kan glædes over at have overværet noget så sjældent som 3 timers ubrudt hyldest til doom-metals fineste nuancer, musik for hvilken tiden er lykkeligt ubetydelig, så længe den blot er lang og lækkert monoton. Netop derfor er det svært at forstå, hvorfor et så uomgængeligt værk som Mirror Reaper tillades beskåret så brutalt, på så flygtigt et grundlag som lukketid.
