15.04.18 – Godspeed You! Black Emperor – A Colossal Weekend, Store Vega

Du kan ikke sige ”Goodspeed You! Black Emperor” uden at rette ryggen en lille smule, og måske endda slå hælene sammen. Bandet fremkalder de dybeste anerkendende nik blandt engagerede kendere af post-rock, og med største berettigelse. Som en stenaldermand, der i en gammel TV-reklame malede en lastbil på en klippevæg, uden helt at kunne beskrive hvad han lige havde malet, så lagde vi – altså, os, der nu bilder os ind at være engagerede kendere af post-rock – måbende øre til de helt nye landskaber af lyd, som blev bredt ud med deres tidlige udgivelser. Og vi vidste, at det vi hørte havde enormt potentiale.

En aften med GY!BE er derfor altid spændende, for med et bagkatalog hvorfra der i dag kan plukkes og sammensættes til en ydmygt bevidsthedsudvidende rejse i dét ukendte, som bandet heldigvis er bedst kendt for, så ligger altså også potentialet til en indspist og ufornærmende omgang, hvor musikerkollektivet i stedet for at overrumple og provokere, blot agerer kustoder med faste mødetider. Setup’et var som vi kender og elsker: Anonymt siddende i rundkreds og med et backdrop, som med behændigt udført levende, flimrende og smukt tågede sort/hvide billedsekvenser, æstetiserer over menneskeracens kortsyn og det lurende, globaløkonomiske kollaps. Det urovækkende billedunivers stod bare i skarp kontrast til de magelige positurer, og efterlod en fornemmelse af at have været vidne til en rutineøvelse.

Når et så stærkt budskab som det, GY!BE repræsenterer, kan falde så hårdt til jorden som det gjorde i søndags, og de skyhøje forventninger langsomt siver ud ad pandelappen, så må sympatien overtage styringen og i stedet lede tankerne i kredsløb om hele konceptet. Deres tidlige udtryk i midthalvfemserne kortsluttede tidsånden på samme måde som punken gjorde det i 70’erne, men i stedet for at være udtryk for et aggressivt fravalg af samfundsnormer, så var her tale om en engageret samfundskritisk kommentar, der samtidig ramte plet med deres både billedligt og taktilt gennemarbejdede fysiske udgivelser. Men verden ændrer sig. Meget tyder på, at det ikke er til det bedre, og med førnævnte udgangspunkt kunne man håbe, at omstændighederne påkalder sig det Godspeed’ske protestinstinkt og deraf følgende kompromisløse udladninger. Det altid tilbagevendende ”Hope”, som også flimrer på bagtæppet denne aften, er desværre ikke nok til at holde liv i bålet af globale indignationer, og sender signaler om et band, der er blevet en tand for voksne.

Post-rocken har siden dens opståen antaget så mange former, som genremæssigt efterhånden er så langt fra hinanden, at det næppe kan forsvares at holde dem i samme bur. GY!BE er i dén sammenhæng en konstant, fordi de gennem hele karrieren har holdt et ekstremt højt niveau af altid krævende, foruroligende og vanvittigt smukke udgivelser. Men hvis budskabets politiske ben skal kunne nå jorden, så skal der meget tykkere sål på støvlen.

Det bliver til en rank ryg og samlede hæle for aftenens præstation i Store Vega. Men intet honnør.

Karakter 5

Karakter

5
Written By
More from Gunnar Holse
21.03.18 – Anvil – Beta, København
Classic rock i én dimension Som tidligt skud på NWoBHM-bevægelsens stamtræ blev...
Read More
0 replies on “15.04.18 – Godspeed You! Black Emperor – A Colossal Weekend, Store Vega”