Aftenens udsolgte forårsarrangement i den ydmygt indeklemte bygning på Stengade, havde mest af alt karakter af et tungt gyngende jordskælv som uden tvivl må have efterladt revner i murværket og skæve vinduer. De 3 bands på aftenens plakat havde status af henholdsvis veletableret, upcoming og totalt ukendt, og viste sig tilsammen at udgøre et program, der med kirurgisk præcision leverede de modneste frugter fra det stolte stramtræ, hvis rødder strækker sig langt gennem de mørkeste sumpe, ind i de dybeste skove og under de bredeste ørkensletter.
Før vi endnu ved, at vi små 4 timer senere vil forlade matriklen med en sjældent fænomenal musikoplevelse under de hylende trommehinder, går dannevangske Kala med begrænset liveerfaring på scenen, og med den viden skærpes opmærksomheden på den let famlende forberedelse. Bekymringen gøres fuldstændigt til skamme, da en snigende og sfærisk opbygning lukker munden på publikum og kulminerer i en tordnende stammedans, hvor især trommeslageren med en spillevende kraftpræstation skyder showet afsted, og tvinger de sidste barflys til at yde behørig opmærksomhed. Lydbilledet vækker minder om Los Natas og deres argentinske bud på ørkenrock, blot omsat til en ekstremt tung og delikat præcis mid-tempo doom, der uden skyggen af tvivl vil rydde hylderne hos de lokale vinylpushere så snart der ligger en udgivelse klar. Jo før, des bedre.
Alkymist har for kort tid siden sluppet den fremragende EP Element. Nysgerrigt udforskende, autoritært afrettende og kosmisk rejsende i sand fryd leverer kvartetten dette dugfriske mesterværk i sin fulde længde. At forventningerne har været høje behøver ingen yderligere kommentarer med meritter som Düreforsög og Gas Giant, men i aften ledes tankerne mere i retning af Kellermensch møder Baal på ryggen af en meteorstump på skæbnesvanger kurs gennem atmosfærens tyndeste lag. Peter Bjørneg, der alene med sin tilstedeværelse får Pinhead fra Hellraiser til at fremstå harmløs og pyntesyg, er som vokalist en helt afgørende, og hidtil uset stærk scenekarakter. Særligt fremførslen af Black Egypt/Element demonstrerer musikalsk tæft og et kompositorisk overblik, som får mig til at mistænke Alkymist for at rumme et meget stort og langtidsholdbart potentiale.
Hvis følelsen af at have spist rigeligt og stadig have lyst til mere virker bekendt, så er dét nøjagtigt hvad der præger stemningen i Stengades ydmyge lokaler efter at have sagt veltilfreds farvel til Kala og Alkymist. De ekstra lunser kød hedder Weedeater fra North Carolina, som undertegnede senest havde fornøjelsen af på Roskilde Festival i 2012, en regnfuld eftermiddag på Odeon i selskab med blandt andet Hank Williams the Third. Sært nok var det sidstnævntes version af anløbent western swing som trak de største spor, og mens vi venter på eksponenten for den tungest tænkelige version af southern sludge doom giver det faktisk mening, for sammenfaldene er talrige: Kompromisløs kærlighed til det fugtige, tunge syden, der kun kan fortolkes renhjertet af sande børn af den endeløse sump, hvor et hårdt liv leves i faldefærdige træskure, med hjemmebrænderier og rejefiskeri, i smækbukser og udtrådte snørestøvler.
Myte eller ej, så gør Dave “Dixie” Collins sin entré på scenen med at bunde en halv flaske Jack Daniels. Selvom man jo må håbe, at det blot er kold te og dermed en rekvisit med henblik på at få publikum i gang, så vil rygterne vide at den er god nok. Åbningsnummeret, og vel nærmest varemærket Good Luck, and Good Speed leveres da også med et vanvid og en hæst hvislende vokal, der rydder enhver mistanke om teaterwhisky. Med andre ord, døren i skuret er lige smækket i bag os, og nu bestemmer huset hvad der serveres! Der er ikke den store variation i repetoiret, til gengæld leveres numre som For Evans’s Sake, og §20 Peanut med en autencitet, som selv fagfæller af så høj kaliber som eksempelvis Fu Manchu og geografisk beslægtede Down sjældent har kunnet præstere. I min fascination af ”Dixie” Collins´ scenoptræden og forrygende energi har jeg fået placeret mig så tæt på højttalerne, at det bliver bydende nødvendigt at trække bagest i salen for en stund, hvorfra jeg med fryd betragter et gyngende publikum garneret af Dixie’s kasket og grå fuldskæg, der hvirvler rundt på scenen. Weedeater får i aften placeret sig i den absolutte top af livebands fra den tungeste del af sydens fineste frembringelser.
Vi forlod Stengade 30 med tak for en aldeles fremragende koncertaften og med vished om, at der er rigeligt med tung og solid næring nu og fremover til både stamme, gren og topskud.
