Bomstærk lille fredag
Torsdag blev Copenhell for alvor skudt i gang. Det var her festivalens hovednavne ankom til det københavnske helvede, og det var her, festivalen ville blive fyldt af de omkring 20.000 gæster. Da jeg ankom, var min første reaktion i mødet med festivalpladsen en glæde over opbygningen af pladsen, der igen var, som den har været de seneste år. Man kunne igen i år spise helstegt pattegris hos Pigs from hell, eller man kunne gå mere eksotisk hos Hellfire Burritos.
Som noget helt nyt, og formentlig nødvendigt for at tilfredsstille alle, kunne der i år ses fodbold, når nu Copenhell og VM faldt sammen. Det var arrangeret forholdsvis diskret i B&W Hallen og forstyrrede på ingen måde festivalen. Tværtimod bragte det de mange nationaliteter på festivalen sammen til en snak over en fadøl og en fodboldkamp.
Og international er Copenhell tydeligvis. Selvsagt er den det på line-up’en, hvor 14 nationaliteter i år var repræsenteret, og den samme mangfoldighed fornemmede man også i det store publikum, hvor der under koncerterne vejrede store flag i de store menneskemængder.
Netop mangfoldigheden kunne man igen i år glæde sig til, for den er virkelig en af Copenhell’s stærkeste sider. Den findes blandt gæsterne, i musikken, i butikkerne og i de underholdende indslag på pladsen. Og den fungerer – mangfoldigheden. Publikum elsker hinanden og festivalen, og vi har alle én ting til fælles: Fandens god musik.
Så da jeg igen i år entrerede gennem Gate To Hell, var jeg svært tilfreds ved atter at være en del af Københavns bedste helvede.
Parkway Drive på Helvíti (8/10)
Igen i år var jeg imponeret over det line-up, som festivalen stillede med. Min første koncert var med australske Parkway Drive, der pudsigt nok gik på scenen, kort efter at VM-kampen mellem Danmark og Australien var blevet fløjtet af i den store hal.
Parkway Drive leverede en røvfuld af en koncert, som næsten ikke kunne have været bedre som kickstart for mit Copenhell 2018. Deres metalcore blev leveret knivskarpt, og de fem på scenen var veloplagte fra start til slut. Winston McCall havde en udstråling, som vækkede publikum, og som matchede musikken helt perfekt. Samtidigt var han ét stort smil mellem numre, hvilket vidnede om, at hans oplevelse af koncerten også var ganske god.
Setlisten bestod af numre fra gruppens seneste tre albums, og her var det efter min mening ærgerligt, at Atlas fra 2012 kun var repræsenteret med nummeret ”Wild Eyes”. Her måtte australierne godt have skåret ned på numre fra det nye album Reverence, som ikke helt har levet op til mine forventninger. Også til dagens koncert var mine forventninger tårnhøje, og dem levede Parkway Drive langt henad vejen op til. Bevares, setlisten var ikke perfekt i min bog, men jeg havde også objektive (sol)briller på, og gennem dem var der ingen tvivl om, at gruppen fra Down Under havde leveret varen.
Nightwish på Helvíti (5/10)
Kvinderne er hvert år i stærkt undertal blandt forsangerne på Copenhell, og den første jeg skulle opleve i år, var hollandske Floor Jansen i spidsen for de finske mænd i Nightwish. Bandet stritter i rigtig mange retninger, og umiddelbart er de et navn, som kunne vække furore hos et dedikeret metalfolk på Copenhell. Det forprogrammerede bagvedliggende lydspor, med samples af keyboardeffekter og storladne kor, gav en fornemmelse af, at Nightwish var svøbet ind i en opskrift, som skulle følges fra start til slut. Og hvordan aktørerne på scenen agerede, var tydeligvis heller ikke tilfældigt. Ser man tilbage på tidligere koncerter med gruppen, så har de mange rutiner og positurer, som de følger til punkt og prikke på en livescene.
Teknisk er Nightwish dog fandens dygtige, og Floor Jansen har en stor del af æren for koncertens positive del. Jansen synger fantastisk, langt bedre end gruppens tidligere forsangere, og selv om hun til tider bevæger sig på grænsen til opera og Melodi Grand Prix, så gør hun det med en udstråling af glæde og power, som holdt publikum fast i et stærkt kvindeligt greb.
Opskriften mundede i dag ud i en koncert, som både havde sine momenter og sine svagheder. De kan jo trykke den af, og de kan jo godt lokke vores horn i vejret, men der var for langt mellem de momenter, og jeg ville ønske, at Nightwish tog flere chancer og turde skeje mere ud, når de besøger Copenhell.
Men! Copenhell kan sagtens rumme en størrelse som Nightwish – det var tydeligt. Den forreste del af publikum trykkede den af, og størstedelen gik ikke skuffet fra mødet med den hollandske frontkvinde og hende finske håndlangere. Her må man igen hylde den mangfoldighed, der er på Refshaleøen hvert år, når helvede bryder løs.
Thy Art Is Murder på Pandæmonium (8/10)
Minsandten om vi ikke skulle Down Under to gange på samme dag i år. Australske Thy Art Is Murder skulle efter planen smadre os på Pandæmonium, og det ville være tiltrængt, når man som jeg kom fra en blødere og mere melodisk oplevelse med Nightwish.
Australierne lagde ud gemt i mørke og scenerøg på den lille scene. De to guitarister og bassisten stod som mejslet i granit, og CJ McMahon var gemt under en hætte under de første par numre. Men inde bag røgen – nærmest gemt i mørket på scenen – havde australierne ingen problemer med at bryde igennem til os, og de ramte os fra første anslag, lige der hvor det gør rigtig godt. Mens resten af bandet helst ikke bevægede sig væk fra deres position i bredstående stilling, så smed CJ McMahon efter et par numre hættetrøjen, kom frem på scenen og fik pustet til ilden i det i forvejen tændte publikum, hvilket skubbede Pandæmonium et nyk tættere på eksplosionsfare.
Thy Art Is Murder gav os deathcore, der var tight, tungt og trimmet helt ned til at være kontrolleret australsk vildskab.
Arch Enemy – på Hades (8/10)
Svenske Arch Enemy har opnået en bredere appel gennem de sidste par år. Ikke ved at gå på kompromis, men deres dødsmetal er blevet mere melodisk, og canadiske Alissa White-Gluz, der kom til i 2014, har tilført vokalen et dybere growl og koncerterne et mere udadvendt udtryk, der i dag drog mig mod ærkefjenderne på scenen.
Svenskerne – og den canadiske frontkvinde – gav os melodisk dødsmetal af høj klasse på Hades, og som en kontrast til hendes feminine og klejne ydre, så var Alissa White-Gluz rent vokalt et brutalt bekendtskab, og hendes indlevelse i musikken og kontakt til publikum var afsindigt effektfuldt. Med sig havde hun et kompetent band, hvor især de to guitarister Michael Amott og Jeff Loomis i dag formåede at skabe et sammenspil mellem de hårdtslående riffs og fængende soloer, som kunne dukke op når som helst i løbet af numrene.
Arch Enemy er bedst når de er hårdest, som de var på ”The Race”, men i enkelte melodiske passager trak de os næsten for langt væk fra den genre, som de mestrer så fremragende.
Samlet set betød det ikke det store, for er du gal hvor skød de med skarpt i aften. Vi blev ramt, og det tog heldigvis noget tid at komme sig over det.
Avenged Sevenfold på Helvíti (2/10)
Torsdagens hovednavn var amerikanske Avenged Sevenfold, der gik på den store Helvíti netop som mørket havde lagt sig over Refshaleøen. Vi har her at gøre med et band, der aldrig har fanget min interesse – de har derimod forvirret mig, og det gjorde de i den grad også i aften, hvor deres optræden var opblæst og fuldstændig uvedkommende.
Egentlig skulle Avenged Sevenfold ikke høre et ondt ord for at have overfladiske attituder, være stylet og at forsøge at blæse sig selv op – det gør bands på Copenhell jo – og det virker som regel. Men som regel bliver det også leveret med enten en autenticitet, eller som et show der er smittende på og vedkommende for publikum. Her fejlede de. De virkede uoplagte, musikken var sprængfyldt med klichéer, og der var ingen sammenhæng mellem de udtryk der kom fra scenen. Avenged Sevenfold er ikke heavy metal, og igen kunne man til deres forsvar sige, at det kan Copenhell sagtens rumme og modtage med kærlighed. Det skete bare ikke. Intensiteten i menneskemængden dalede, som koncerten skred frem, og en lidt for stor del af publikum dryssede væk fra pladsen før tid.
