Sort læder møder mellemøstlig mystik

Sidste år udkom split-albummet med bandsene Terremoto og Drone of the Dragonfly, hvor Alioscha Brito-Egana var primusmoto i Terremoto og instrumentalist på alle numrene og med kompetente herrer som Bo Morthen Petersen og Henrik Busacker på vokal. Drone of the Dragonfly havde også Bo Morthen Petersen med på et enkelt nummer, og med Carsten West som bandets primusmoto og altspillende instrumentalist.

På det opfølgende album Maremoto, som netop er udkommet, er det stadig Alioschas musik på den ene side og Carsten Wests på den anden, men nu hedder Alioschas band The Natural Disasters og albummets samlende titel er Maremoto. West hedder stadig Drone of the Dragonfly og har Bo Morthen Petersen med som fast vokal på alle numrene, hvor det til gengæld er Tomas Karlsbjerg, Anna Sharifi og Trine Trash, der styrer vokalen hos Alioscha. Forvirret? Det kan man godt blive, når de to albums så tydeligt er musikalske projekter mere end regulære bands. Og lad os tage udfordringerne først: énmandsprojekter risikerer at ende blodfattige i deres mangel på samspil fra et reelt band med forskelligrettede energier, der supplerer og understøtter hinanden i et komplekst – ja – samspil. Derudover kan de mange skiftende gæster på vokalen gøre musikken til en underlig ufokuseret størrelse, hvor der mangler en samlende tråd og krop, man kan følge og mærke hele vejen. Og det er også en reel risiko ved Alioschas og Wests projekter, al den stund at stil, udtryk og gæstemusikere skifter forholdsvist som numrene skrider frem. Men accepterer man præmissen om, at begge albums først og fremmest er to personers musikalske énmandsprojekter med en række gæsteoptrædende, er der store oplevelser i vente! Og nu er vi kommet til de positive ting:

The National Disasters

Alioschas The Natural Disasters har bevæget sig væk fra debutens nedbarberede bøllerock og lyder som et veltunet gothrock ensemble med sit skarpe, mørke udtryk – perfekt understøttet af Karlsbjergs mørke Eldritch-vokal som ydermere akkompagneres smukt og forførende af Anna Sharifi. Tilsammen tilfører de på førsteskæringen ”Path of Least Resistance” en perfekt symbiose med Alioschas tonsetunge gothrock. Resten af siden består af tilsvarende mørk goth med Sharifi og Trash som de eksekverende vokalister. Ypperligt! Og tungt!!

Drone of the Dragonfly

Det samme kan man sige om Carsten Wests projekt, som udgør en musikalsk drømmerejse gennem et mellemøstligt landskab med eksotiske instrumenter og lyde, som bliver forankret i den mørkmelanskolske vestlige rock med bastante trommer og Bo Morthens karakteristiske og elegante vokal. Stilen hos Drone of the Dragonfly er langt fra Alioschas mørke goth, men der er alligevel et slægtsfællesskab i de grå toner, som hos Carsten West bare bliver foldet mere ud og tilsat mellemøstlig mystik og mere filosofisk dybde i sit udtryk. At Bo Morthen Petersen er blevet hans faste makker på vokalen hæver blot bundniveauet op på et uhørt højt plan. Det bliver interessant at se, hvad de to kan udvikle sig til, og jeg håber da, at begge projekter får mulighed for også at præsentere deres musik live fremover.

Maremoto

Resultatet med albummet Maremoto er intet mindre end yderst vellykket og supergodt produceret, og jeg er imponeret over den helhedsfølelse og dynamik både Alioscha og West formår at tilføre deres projekter. Det har ikke været nogen nem plade at anmelde, men jeg lover lytteren en både enkel og kompleks lydoplevelse, når du begiver dig ind i de to meget forskelligartede musikalske univers.

Til dem, som erhænder sig musikken i form af vinyl er der en sindssyg flot gatefold-udgave i vente, med noget så originalt som et hæklet tæppe – udført af kunstnerinden Blød Lykke – som artwork til Drone of the Dragonfly. Det lyder ikke særligt gothrockagtigt – men det er det!