Vilde skæve smukke sikre Baal
Som det også har været tilfældet, de sidste par gange Baal har givet koncert i København, var det torsdag aften Amager Bio, der dannede ramme om begivenheden. Koncerten var meldt udsolgt, hvilket havde resulteret i en ekstrakoncert aftenen før. Kort før showet startede, hørte jeg snakke omkring mig, der afslørede forventningsglæde til både at høre numre fra den netop udgivne Time is old og den populære debut Sensorama fra 1996.
Forventeligt nok var det netop disse to album, der fyldte mest på setlisten i aften. For undertegnede handlede spændingen primært om det nye album, som jeg før koncerten kun kort havde stiftet bekendtskab med. Jeg følte mig helt tryg ved, at Sensorama ville få lov at fylde i aften, og at disse numre ikke ville skuffe. Efter koncerten stod jeg med en signeret vinyludgave af Time is Old, så hermed afsløret at livebekendtskabet med det nye album i aften var godt.
På de nye numre viste Baal sig heldigvis både fra deres rå, skæve, teatralske og rørende smukke side. Den fik fuld power på både ”Freak Show” og ”She’s So Good To Me”, som begge fik mere liv og kant på liveversionerne. Samtidigt fik de vist sig fra deres mere afdæmpede side på titelnummeret og ”Slowly”. Alt sammen gik rent ind hos en tydelig tilfreds fyldt sal, der i aften tangerede til den modne side.
Men lad os nu ikke lægge skjul på, at der også i stor grad var set frem til de gamle kendinge, som har givet Baal et stærkt og holdbart kvalitetsmærke, selv om det har været svært at leve op til på de senere pladeudgivelser. Vi fik selvfølgelig både ”King Media”, ”Bubble Fake” og ”Bikerhead”, som havde været utilgiveligt at gå udenom i aften. På flere numre var der indlagt passager særligt til liveudgaverne, og disse gav plads til både fællessang, polkarytmer og leg med/på instrumenterne. Her viste Baal overskud både i forhold til spilleglæden og i forhold til at de alle er hamrende dygtige musikere.
Bjørn Fjæstad er en eminent frontmand og sanger, og han ejede scenen i Amager Bio i aften. Han bevægede sig nærmest majestætisk på scenen. Det kunne se dirigerende ud, men jeg tror også, at det handler om, at han ikke kan lade være med at følge detaljerne og følelserne i musikken med hele kroppen – især med hænderne, hvis bevægelser smittede af på flere publikummer, der formentlig ikke typisk står og danser med hænderne – men det var en fornøjelse at se på. Ærgerligt var det dog, at bandets øvrige medlemmer fremstod for anonyme og var pakket godt ind i scenerøg og bagfra kommende silhuet-skabende lys. Det var ærgerligt, når de alle fire er hamrende kompetente, og har en enorm andel i Baal’s unikke musikalske univers – på plade og under aftenens koncert.
Fjæstads karakteristiske stemme sad klokkerent i skabet. Det spektrum han vokalmæssigt bevæger sig sikkert i, er intet mindre end imponerende. Han havde hele showet i sin hule hånd, og sammen med resten af Baal lukkede og slukkede han i første omgang med ”Eurodope”. Her er det efterhånden blevet en tradition at publikum, efter Baal har forladt scenen, insisterende fortsætter nummerets afsluttende la-la passage, indtil Baal returnerer til scenen til ekstranumre. Sådan foregik det også i aften, hvor der til sidst blev plads til den fantastisk hæsblæsende og kaotiske ”Bikerhead”, og ”The Last Show On Earth”, der traditionen tro afsluttede koncerten med et langt og fælles Goodbyyyeeee.
Baal overrasker konstant i deres musik med de mange twists og særlige passager, der er i deres livemusik. Det er rock, der møder cabaret, og det vilde der møder det rørende. Overraskede gjorde de dog hverken i deres setliste eller deres kvalitet. Her var Baal, som de plejer, stensikre, og de efterlod den fyldte sal som en stadig lykkelig del af den Baal-familie, som stemningen osede af i aften.
