Perfektionisten Steven Wilson gæstede endnu engang København. Han har efterhånden spillet her et utal af gange og har opbygget en massiv dansk fanskare igennem årene. I denne ombæring var opgaven dog i første omgang vokset hans booker over hovedet, for han var programsat til Royal Arena, der har en kapacitet på circus 12.000 hoveder. Det gik dog heller ikke som forventet med billetsalget, så man valgte klogt at flytte Wilson til de mere nærværende omgivelser i Operahuset. Det gjorde ikke spor, da akustikken og vue i den smukke bygning er aldeles prima og som sådan blev det en vinderfordel for Wilson og co. Som altid holder Wilson tiden og præcis kl. 20 starter en lille film, der helt bevidst fucker med vores sind. Ord er balanceret til billeder, der skifter karakter henad vejen, som filmen skrider frem. Typisk den altid politisk bevidste Wilson. Foran scenen er også som vanligt et tyndt transparent tæppe, hvorpå filmen projiceres op på. Samme tæppe danner et par numre senere grundlag for den israelske sangerinde Ninet Tayeb´s smukke ansigt og vokal under balladen “Pariah”. Smart måde at få hende med på scenen på digital vis.
Lyden er fra første anslag af åbneren “Nowhere Now” knivskarp og helt perfekt. Wilson går i samarbejde med sin egen lydmand ikke på kompromis og lyden skal bare være i orden, så ikke noget med at fedte rundt en 2-3 numre, før den sidder i skabet. Tingene skal være perfekte fra start, hvilket altid er en fornøjelse, når man frekventerer Wilson på en scene. “Home Invasion” følger og der gås til stålet med entusiasme, som var det første gang, de spillede det nummer. En lækker version af instrumentalnummeret “Regret #9” følger og her mærker man allerede, hvor udpræget teknisk dygtige musikere Wilson har medbragt. De to numre fra Hand. Cannot. Erase. rammer et af Wilsons store temaer. En plade der tager sit sørgelige udgangspunkt i Joyce Carrol Vincents død i et værelse i London. Hun lå død mere end to år, uden nogen opdagede det. Albummet omhandler det mærkelige skisma, der omfavner det moderne samfund idag; den store ensomhed i et kommunikationssamfund, der aldrig har været mere åbent for venskaber og kontakt.
Så får vi første skud fra Porcupine Tree med “Don´t Hate Me”. En sang hvor bandet i den grad både er nøjsomt tilbageholdende og spiller med musklerne. Tight og tændt serverer de den og folk omkring giver den godt med headbanging ved de hårde partier. Et særdeles velvalgt et af slagsen. Wilson kan indimellem blive lidt for glat, smooth og kantløs og her gør det godt med lidt voldsomme udladninger, som modvægt.
En flot version af “The Same Asylum As Before” får selskab af Lasse Hoiles små visuelle fortællinger på bagtæppet, af Wilson humoristisk præsenteret som “A really sick dane with a twisted mind”. Publikum er med ham og både klapper, griner og ytrer sig gennem hele koncerten. Han har folk i sin hule hånd og det er tydeligt fanskaren ikke alene er vokset, men også gjort stærkere gennem tiden. En detalje han senere pointerer inden et Porcupine Tree nummer, hvor han reflekterer over det besynderlige i, at netop det fortidige band var så kendt og elsket af få, men efter han gik solo, har fået en stjernestatus og nævnes af mange som et af de helt store. Det mærker man også hver gang bandet sætter igang med et Porcupine Tree nummer. Her løfter stemningen og klapsalverne sig mere end et nøk.
Den lyshårede Nick Beggs med de lange fletninger og feminine statur, Craig Blundell på trommer, Adam Holzman på keys, den fortrinlige guitarist Alex Hutchings og selvfølgelig Wilson selv, vekslende lidt på guitar og keys gør en blændende indsats og man kan simpelthen ikke ønske sig bedre musikere på Operaens scenegulv. De leger indbyrdes med hinanden og komplementerer de respektive instrumenter. De hugger til, når nummeret forventer det af dem og de lister sig afsted på tå og spiller gelinde og med stor musikalsk gefühl, når det er budskabet. Mesterligt at være vidende til simpelthen. Wilson fortæller at det er deres koncert nummer 141 og at de er flade og ikke rigtig gider mere, mens hans gestikulerer ren deroute med hænderne. Han får dog vendt det til spas og påpeger, at bandet og han kommer til at lave adskillige jokes med hinanden på scenen til aften, nogle ligefremme, andre mere for de indviede. Det bliver heldigvis ikke for fjollet i løbet af aftenen, så fint med det. En lang og flot opbygget “Ancestral” lukker første sæt med en voldsom finale, der bare bider sig fat og bliver ved og ved til der kun er overgivelsen tilbage.
Efter 20 min pause får vi en sej version af “No Twilight Within The Courts of The Sun”, der drøner over i en ultimativ version af “Index”, der er fremført hver gang Wilson er i hovedstaden, men i denne ombæring er omarrangeret en smule. Bandets stop/start knips med fingrene i starten er nummeret er uhyre effektfuldt og bringer nye sider til nummeret. Inden “Permanating” skydes igang får vi en opfordring fra Wilson om, at rejse os og danse disco sammen med ham. Den suppleres af lidt vamle farver og stikker helt af ifht bandets øvrige materiale. Humoren går min verden forbi og jeg synes det er upassende og mister modus, men de fleste er øjensynligt med på joken. “Song Of I” får følgeskab af en øjenåbnende laservisual med en kvinde, der siddende på scenekanten opbygger en ekspressiv dans, der følger hel nummeret og det ser vitterligt ud, som om hun er tilstede på scenen i levende live. Porcupine Tree klassikeren “Lazarus” følger til manges begejstring. Ikke min, jeg har altid fundet det kedeligt og overvurderet, men det rammer salen rent ser man.
En lidt vammelsød “Song of Unborn” komplet med cheesy visuals af rokker flyvende i universet, embryyoer og lignende bliver sgu noget klichefyldt og jeg tabes igen. Heldigvis slutter bandet med fortrinlige versioner af “Vermillioncore” og “Sleep Together”. Især sidstnævnte trykkes ud over scenekanten med masser af pedal.
Fire ekstranumre bydes vi. “The Sound of Muzak” får hele salen til at gjalde i fællessang og en sindsoprivende smuk og perfekt afstemt lukker i kraft af “The Raven That Refused To Sing” følges til dørs af den smukke og dybt sørgmodige tegnefilm om ravnen, der kategorisk nægter at synge, når den er lukket inde i sit omklamrende bur og ikke et øje er tørt i salen, hankøn som hunkøn.
Wilson har altid lagt meget vægt på visuals, så man får en totaloplevelse live. Hans lange venskab med århusianeren og videokunstneren Lasse Hoile fornægter sig ikke og også denne gang fik vi ting, der gik smukt i hånd med de respektive kompositioner. Det tager dog indimellem fokus fra de dygtige musikere på scenen, men hvordan man foretrækker det, er og bliver jo en smagssag. Personligt ville jeg skrue lidt ned for de mange visuelle indsalg og lade musikken tale for egen ret. Bortset fra enkelte missere blev denne koncert endnu en triumf for multiekvilibristen Wilson, der med sit formidable hold ganske enkelt aldrig skuffer.
