Lunken warm-up til jubilæumsfesten
10 år er det siden jeg stod på den første Copenhell sammen med ca. 4.000 andre metalhoveder. Øverst på plakaten var Deftones og Megadeth, og det danske islæt var Supercharger, Mnemic og The Psyke Project. Støt og roligt har festivalen vokset sig større år for år, og pladsen ved B&W Hallerne på Refshaleøen fylder lidt mere anno 2019. Vi var i år 28.000 gæster og 47 bands, der igen skulle have en helvedes god metalfest sammen.
Festivalpladsen lignede sig selv i år, og den genkendelighed er uden tvivl medvirkende til kærligheden til Copenhell er så stor. Traditioner der fungerer, huserer i større grad end nye eksperimenter og store ændringer. Igen i år kunne der smadres biler i Smadreland, der kunne festes og skråles med i det store Biergarten-telt, og madboderne med navne som Grill ’Em All og Master Of Porkets var der igen med både Fucking Sprød Svin og Hellfire Burritos på menukortet.
Jeg ankom i første omgang (via Highway To Hell selvfølgelig) til pladsen onsdag aften, som var warm-up-dagen. Kun Pandæmonium-scenen og under halvdelen af festivalpladsen var åbnet, og jeg var spændt på, om det mindre format kunne antænde årets Copenhell med et brag. Ud over at gensynet med festivalpladsen var én stor optur, så skulle de vise sig, at aftenen rent musikalsk ikke blev det startskud, jeg havde forventet.
Eagles Of Death Metal (3/10)
Mit første musikalske møde var med Eagles Of Death Metal på Pandæmonium. Josh Homme var med til at skabe denne klon mellem catchy boogierock og beskidt ørkenrock, men på livescenen har han overladt taktstokken til den karismatiske frontmand Jesse Hughes, og han skulle sammen med sit band forsøge at leve op til den trang til en fest, som publikum tydeligvis efterhånden var ved at være rigtig klar til.
Nok var EODM veloplagte, og Jesse Hughes var selvfølgelig lummer over for den kvindelige del af publikummet, men de bed sig aldrig fast i os, under den time de fik på scenen. Dertil virkede showet alt for rutinepræget, og den vuggende og cathcy rytme, der går igen i flere af deres numre, havde i længden ikke den store effekt på publikum – alt for mange stod stille og alt for mange snakkede og kiggede den anden vej.
Hittet ”I Want You So Hard” er så fandens smittende, at den selvfølgelig for et kort øjeblik fik os alle op på kogepunktet, men da kvartetten så også forsøgte sig med en kikset og langsom version af David Bowie’s ”Moonage Daydream”, så tabte de det hele på gulvet igen.
Mod slutningen forlod Hughes scenen i nogle minutter, mens Dave Catching lirede det der lignede en spontan guitarsolo af. Det blev efterfulgt af Jennie Vee, der indledte en bas-solo-version af ”Ace Of Spades”. Hun nåede kun 30 sekunder ind i den, inden Jesse Hughes kom tilbage på scenen for at afbryde hende og sætte afslutteren ”Speaking in Tongues” i gang. På samme tid rejste fire kæmpe oppustelige figurer sig på scenen, og jeg må indrømme at de var med at gøre afslutningen på koncerten ganske festlig og god. At oppustelige figurer skal være et af højdepunkterne under en koncert, vil jeg slutteligt lade stå for sig selv.
Katatonia (4/10)
Ovenpå den sløve start tankede jeg op med en pita med 200 gram trukket lam og en fadøl, inden svenske Katatonia skulle betræde Pandæmonium. Copenhell fejrede jubilæum, og det gjorde Katatonia også. Det er i år 10 år siden, at de udkom med albummet Night Is The New Day, som de derfor i dag ville spille i dets fulde længde. Kort før start begyndte lynene at blinke i det fjerne, selv om himmelen stadig var blå lige over festivalpladsen. Lige idet Katatonia åbnede med ”Forsaker”, begyndte regnen at vælte ned, og derfor løb knap halvdelen af publikum fra koncerten før den knap var begyndt. Det fortjente svenskerne ikke.
Den tiltagende vind drillede lyden, og regnen drillede band og publikum, men Katatonia gav os selvfølgelig hele albummet som planlagt. Det er et glimrende album, men denne aften kunne jeg godt have undværet de mange afdæmpede passager, der er at finde på albummet. Svenskerne har også en mørk og tung side, og den skulle de have satset mere på i aften. Mod slutningen gav de os et tiltrængt skud power på både “Day and Then the Shade” og “Ashen”, og det løftede showet for en stund. Lidt mere power fra starten af, havde muligvis holdt lidt flere publikummer på pladsen – og måske havde de endda fået varmen. Katatonia afsluttede med deres version af Judas Priest’s ”Night Comes Down”, og her synes jeg igen, at de skød ved siden af i deres forsøg på at afslutte med et brag.
Katatonia gjorde sit for at holde liv i de inkarnerede fans, som havde trodset regnen og blev foran scenen. Regnen var våd, vinden var kold, og Katatonia gav os desværre ikke det helvede vi havde brug for onsdag aften.
