Det var med store omend mixede forventninger jeg gik til Cult Leader på Gloria. Vi blev ledt ind i komplet mørke, hvilket ræsonnerede fint med den musik, vi blev mødt med den næste times tid. Cult Leader er et skizofrent band. På den ene side spiller de en kompleks nedbrydende metal, der er garvet af bands som Neurosis, Cult of Luna og Converge, mens de pludselig skifter over i numre af uudslettelig mørke rundet af inspirationskilder som King Dude, American Recordings Johnny Cash og Nick Cave i hans mørkeste hjørne.
Det blev udfordrende at være vidende til og stillede krav til publikum. Så store krav, at det pænt fyldte telt blev tømt til det halve som koncerten skred frem. Folk stod ubeslutsomme, men trodsede regnen og søgte frelse andetsteds, når Utah bandet drev os gennem deres excorcistiske dæmonuddrivelse af en knugende knytnæve. Ubønhørligt drev de os fra depression til komplet opløsning med numre der skiftede fra tunge til nedslag af knusende sludgy doom, der var så tungt spillet, at det flere gange var nær ved at gå i stå.
Vokalist Anthony Lucero satte et anslag I mikrofonen, der blev loopet gennem det lange udgangsnummer. Det fik en sonisk afart af industrial bag musikken af den til lejligheden indhentede tøndebaskende Jacob Bannon fra Converge. Kæft han slår hårdt i de skind. Det var nærmest som et ribbensbrud, hver gang han tæskede stikkerne og i denne ombæring spillede han mere kontant, straight og tungt end i sit moderband. Mike Mason spillede sin guitar med fylde og vekslede mellem tunge riffs og næsten shoegazelignende momenter, der vækkede mindelser om Slowdive. Han ligner en tvilling til Mastodons Brent Hinds og spiller tommetykt, mens han indimellem skifter til monotone og smukke lyriske toner.
I det hele taget er det yderst konsekvent mørke, Cult Leader udsætter os for. Der er gennem hele koncerten en rugende kværn af støj under guitar og bas. Deres numre starter nærmest i omvendt rækkefølge rent musikalsk. De peaker med energi fra start, hvorfra de nærmest skånselsløst nedbryder nummerets enkeltdele, til et skrøbeligt skelet står tilbage. Fra fodslæbende tungt til opløste trommeslag, der fader ud og lader os hele igen. Den opskrift kendetegner koncertens 60 minutter. Hvor andre bands veksler mellem almindelig sang, gutturale brøl og frenetisk growl i samme nummer, vælger Cult Leader at gøre det anderledes.
Det betyder at numre som ”A Patient Man” og ”To Achlys” for lov at udfolde sig med majestætisk mørke og Luceros dystre baryton fra ende til anden. Folk står og venter på et vredefuldt gennembrud, en forløsning, der aldrig indfinder sig. Det samme gælder deres sludgede numre. Her bygger de op mod et klimaks, de helt udelader, hvor det ellers er forventeligt.
Stik mod sædvane prikker de til vores vaner og det er tydeligt til frustration for nogle og glæde for andre. Herunder undertegnede.
En koncert ud over det sædvanlige.
