Forventningens glæde blev indfriet da danmarks bedste alternative rockband indtog Avalonscenen ved midnatsskifte. Med længder. Sidst de gæstede Hotel Cecil i følgeskab af deres nye album, sidste års fremragende Future Plans, spillede de en overvældende koncert, der er svær at overgå. Den formåede de alligevel på forunderlig vis at overgå igår. Om det er Roskildes ånd der smitter, eller det er publikums entusiasme må stå hen i det uvisse. Men bandet var uhørt tændte og spillede med en brod og vildskab, der antændte ikke bare mig, men så sandelig også folk omkring mig. Selv deres take på Pink Floyds ”Wish You Were Here” blev leveret i en fejende flot version med et frådende støjklimaks.
Numre som ”Uh Ah” og ”Value Of An Hour” fra mesterlige If Love Is Missing It Must Be Imposed stod klare, med masser af rum og en næsten jazzet vibe, ikke mindst fra den glimrende trommeslager Emil Landgren. Kasper Deurell spiller sin Rickenbacker bas med emotionel tyngde og udpræget feel for melankoli. Han er evident i musikken hele tiden og dirigerer med overblik sangenes følsomme udsving. Flankeret af de to vokalister Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ryum , der komplementerer hinanden på fornem vis, når ikke de går til stålet på hver deres guitar med hhv drøje guitarhug og noisy shogazede støjflader af Sonic Youth og tidlig Blonde Redhead skolen.
Der bliver ikke leftet for publikum med unødig jovial tale mellem numrene. Bandet er kommet for at spille! Kun et ”hvor er det godt at se jer og hvor er vi glade for at spille her”, bliver vi mødt med. Det gælder musikken, som ubetinget er i højsædet. Der bliver spillet med tænderbidende koncentration og bandet behøver ikke at holde øje med hinandens udsving, fordi de kender hinanden så godt.
Mod slutningen runder Speaker Bite Me af med de helt store tunge og volumniøse skyts. ”Sweet Expectations” får lov at rulle sig helt ud med blæsende støjkaskader helt på linje med My Bloody Valentine og bandet giver sig også helt og aldeles hen på den majestætisk afrundende ”Future Plans”, der i sin tyngde og repetetive kværnende støj minder om Swans, når de er mest stålsatte.
Indtil videre festivalens fineste koncert og hvor er det godt, at den leveres af et dansk band.
Jeg kan ikke umiddelbart få øje på nogen bands, der på nuværende tidspunkt overgår Speaker Bite Me på den danske scene!