Ms. M’s blandede bolcher
Der er en hårfin grænse mellem genial og vanvittig, og det er her, Janelle Monáe befinder sig bedst. Hun laver teatralske koncerter, hvor hun optræder som forskellige personligheder i outrerede, stilige kostumer. Undervejs leverer hun et festsammensurium bestående af avantgardepop, electro, jazz, r’n’b og hvad hun ellers synes, der passer ind. Anything goes i sangerindes eklektiske univers, hvor grænsen mellem musik og politiske budskaber om kvinderollen i det moderne samfund og LBGT rettigheder fuldstændig udviskes. Der er nok at tage og føle på, når Janelle Monáe går på scenen, og det var ikke anderledes på Orange tidligt lørdag aften.
Lidt storhedsvanvid er godt for sjælen, så koncerten blev spillet i gang af Strauss klassiske værk “Also Sprach Zararhustra”, der gled over i Dr. Martin Luther King’s “I Have a Dream” tale, der indleder “Crazy, Classic, Life” fra sidste års udgivelse anmelderhyldede Dirty Computer. Sangen gav rig mulighed for Monáe til at demonstrere hendes overlegne sangstemme og hendes rytmiske sans for rap. Den formular blev brugt igen i de følgende sange, og det blev desværre hurtigt repeterende og forudsigeligt. “Screwed” og “Django Jane” gled ind i hinanden, og hendes set føltes hurtigt lidt for glat og let. Den følelse blev underbygget med en ekstremt plat og følsom tale inden den fremragende ballade og Miguel duet “Primetime”. I talen snakkede hun om, at i dette nu, under hendes koncert, skabte vi minder, minder som vi kunne varme os ved i fremtiden og dele med de næste generationer. Opkastningsfornemmelse og kedsomhed var godt på vej til at true håbet om en mindeværdig koncert, og da Monáe efter en halvtimes koncert forsvandt ud bagved under en funky soul instrumental opvisning fra bandet, satte frygten ind… stod vi overfor en Cardi B skandale oplevelse? Var det det?
Efter få øjeblikkes stille scene lød de velkendte knips og genkendelige toner af “Pynk”, der hylder den kvindelige seksualitet, og her fik Monáe sans for avantgardistisk mode fuldt spillerum. Iklædt de nu berømte vaginabukser designet af Duran Lantink sang og dansede hun og hendes fire dansere sig gennem den underspillede politiske popballade, og hun gjorde lynhurtigt frygte til skamme. Imellem små kostumeskift, hvor Monáe blev udstyret med militærfrakker, små jakker og hatte/uden hovedbeklædning gav hun publikum en ordentlig en på opleveren. Hun og de fire kvindelige dansere befamlede hinandens bagdele og twerkede under den sexede, løsslupne “Yoga”. Prince blev hyldet med “Make Me Feel”, hvor den amerikanske sangerinde moonwalkede, mens motownsfunky blæsere gav den fuld skrald. Publikum blev involveret, og tre udvalgte fans blev inviteret op på scenen for at udføre solodans til lyden af dancehall rytmerne i “I Got The Juice”. Det skabte et komisk og rørende øjeblik, da en ung kvindelig fan knap nok kunne sige sit navn til sit store idol. Men danse det kunne hun under stor jubel og klapsalver fra publikum. Efter en kort politisk brandtale og lidt Trump bashing spillede sangerinden “Tightrobe”, som blev afsluttet i bedste James Brown dansestil. Referencer var der nok af i Monáes set, og det er et underholdedne element i sig selv at spotte dem. Det hit kunne passende have været afslutningen, men Ms. M havde en sidste overraskelse i hendes sæk med sofistikeret gak og gøgl. Under allersidste nummer fik multitalentets dramatiske sans frit lejde med rockeksperimentet “Come Alive (The War of The Roses)”. Under mellemstykket fik hun publikum til at sætte sig på hug, inden hun klatrede ned i første pit med ordene;”This is illegal”. Mens crowd security så til med rædsel i øjnene, sad hun på hug med sine fans, fik dem til enkeltvis at synge tralala i mikrofonen, inden hun spassede fuldstændigt sammen med alle til de heftige guitarer og ragtime riff, mens hun skreg:”Let’s go crazy”. Hvilket folk selvfølgelig gjorde i total galskab.
Det var en imponerende afslutning, der i sig selv fortjener topkarakter. På trods af en middelmådig, glat og ligegyldig indledning fik Janelle Monáe samlet publikum i anden halvdel, hvor hun leverede varen til fulde med et show, der var sjovt, underholdende og politisk relevant uden at kamme over i det sentimentale. Ganske enkelt lækkert!
