Engelske Anna B Savage charmerede sit midnatspublikum på Pavilion med nervøs small talk, engelske fraser som ‘superchufted to be here’, glæde over at være på festivalen og bedst af alt – en pragtpræstation, hvor hun viste sin alsidighed i stemmeføring og leg med kompositionerne.
Den melankolske musiker fik en hård start, da de første toner lød netop, som Post Malone skød fyrværkeri af på Orange. Men hun og hendes tre musikere tog det i stiv arm og forlængede intro til første nummer, mens de tålmodigt grinede, til de kunne gå ordentligt i gang. For det danske publikum kan Anna B Savage bedst beskrives som et musikalsk kærlighedsbarn mellem Jomi Massages skæve melodier og vildskab og Tina Dickows følsomme guitarriffs og sørgmodige lyrik.
Badet i Pavilions skiftende blå og hvide lys spillede Anna B Savage sig gennem hendes debutalbum A Common Turn og skabte et unikt lydbillede, der lokkede publikum til undervejs. Anna B Savages fascinerende vokal skifter tone fra den dybeste bas til den skingreste stemme i løbet af øjeblikke, hvilket gør hende til en imponerende live oplevelse. Hun croonede sig gennem en atmosfærisk ”Chelsea Hotel #3”, der gled smidigt over i den ængstelige sjælekrænger ”Dead Pursuits”. Under melodierne vred hun skabagtigt ordene ud af sin krop, som om hver ytrelse kostede hende en lille smule af hendes sjæl. Performativiteten i Anna B Savages optræden er en væsentlig del af oplevelsen, og kropsligheden i hendes udtryk understreger, hvad der er på spil i musikken: sårbarhed og smerte, som skal krænges ud og deles for derigennem at blive bearbejdet. Det er en dragende oplevelse, der glider ind under huden som en droslende regn, der sætter sig i marv og ben på en kold efterårsdag.
Anna B Savages vekslen mellem de følsomme introverte numre og de dynamiske lydtapeter, der gradvist blev bygget, skabte en uforudsigelig fremdrift i hendes set. Numre som ”Corncrakes”, hvor lette harmonier blandes med en tung stortromme og et lydunivers, der langsom bygges op bekræftede, at Anna B Savage i særdeleshed er en kunstner, der trives med kontraster i musikken, vokal og optræden. Det gav Pavilions publikum en overraskende oplevelse udover det sædvanlige, som her dagen efter stadig sidder i festivalkroppen.
