Når tiden opløses og alt bliver ét
Jeg har anmeldt musik i over 25 år og har kun to gange tidligere givet en koncertoplevelse 10 ud af 10. Sidste gang var efter Heilung i Amager Bio for snart tre år siden i 2019. Er det ædrueligt at give det samme band topkarakter igen? I tilfældet Heilung er svaret: helt bestemt! Med den tilføjelse, at havde der været et ellevetal på skalaen have de fået det i stedet.
Som ved alle deres optrædender starter det hele ved, at et røgelseskar bliver bragt ind ved en kutteklædt skikkelse, og snart breder den krydrede, liflige duft af mose og eksotiske, fjerne egne sig i salen. Ritualet hylder den ceremoni, der nu skal til at starte. Og det store blodrøde skind bagerst på scenen bliver tildelt en særlig opmærksomhed. Ensemblets pulserende hjerte!
Derefter marcherer alle medlemmer af Heilung ind på scenen, og med ryggen mod publikum reciteres den rituelle monolog om, at vi alle er skabt af det samme stof, den samme gud, om I vil. Og så begynder Heilungs helbredelsesproces – eller renselsesproces er måske et bedre ord. For de næste to timer bliver vi purificeret af skiftevis tyste og nedstemte besyngelser, monotone tribale rytmer, der hypnotiserer og opløser enhver tidsfornemmelse. Har sekvensen varet fem minutter? Tolv? Det er ikke til at sige, og det er også fuldstændig ligegyldigt. Mens det hele pågår, opbygges en indre spænding, der får kroppen til at svaje i takt med rytmen, og når det hele rundes af, falder skuldrende ned og forløsningens dopamin eksploderer i kroppen. I ceremoniens sidste tredjedel stiger intensiteten og lydstyrken, lysshowet får det til at flimre i hjernen, og det hele ender med et befriende, pulserende, katharsisskrig, hvor alle slipper hæmningerne og danser som besatte på scenen, forløst, renset!
Begyndelsen
I forhold til den sidste ceremoni jeg overværede med Heilung – det er simpelthen ikke dækkende at kalde det en koncert – var der ikke umiddelbart de store ændringer i fremførelsen af først ”Krigsgaldr” med fylket af corpsepaintede krigere iført skjold og spyd, som står faretruende på scenen som en anden vikingehær. Heller ikke Maria – Heilungs ene centrale skikkelse iført hvid dragt og med et lyst, elegant gevir placeret på det smukt dekorerede hoved – varierede stort over hendes gengivelse af ”Lifa”. Men hendes vokale performance og hendes magiske tilstedeværelse er af en anden verden. Hun er Jorden og Livet og Åndedraget, samlet i én skikkelse, og som ceremonien skrider frem udfylder hun flere og flere roller. Ikke kun som vokalist, men også som trommeslager, og som medvirkende aktør i de mange rituelle handlinger, der udspiller sig foran publikum. Man mærker hendes tilstedeværelse, uanset hvad hun beskæftiger sig med. Det samme kan man sige om Uwe – Heilungs anden centrale skikkelse og ceremonimester – som modsat Maria er klædt i mørke, dunkle lag af tøj og med et mørkt, faretruende gevir på hovedet med symboler påsat, som mere signalerer hidkaldelse af universets mørke magter og kræfter. Uwes vokal er også holdt i et mørkt, raspende, messende toneleje, der komplementerer Marias lyse vokal og hvor de mange kvinder på kor, giver et fantastisk bagtæppe af hviskende, syngende valkyrier i konstant samklang.
Bag hele vokalarrangementet består Heilungs performance af én ting mere: Et fuldstændig ubeskriveligt bolværk af tribale rytmer, som det hele bygges op omkring. Som hovedarkitekt og dirigent står Christoffer – Heilungs tredje kreatør – bag sin pult og igangsætter en flod af samplede lyde og rytmer fra sit bord med alle mulige remedier som kohorn, knogler og sværd. Alt sammen flettes det ind i et konstant arbejdende flow af insisterende rytmer, der udføres af to percussionister i hver side af scenen, som knokler som gale for at holde drivet i gang. Ikke på noget tidspunkt falder rytmen, tværtimod stiger intensiteten og rytmerne bliver vildere og hårdere, som ceremonien skrider frem.
Midten
Det er svært at adskille de forskellige afsnit af ceremonien, men på et tidspunkt mærker man en højere energi, de konstant vandrende krigere dukker op og forsvinder og intensiteten stiger. På et tidspunkt indvilliger den høje kvinde med bar overkrop at blive ofret til guderne, og hendes arme bindes til et spyd, hvorefter Uwe knækker nakken på hende med et tykt reb bundet om halsen. Skikkelsen falder sammen og ritualet fortsætter, indtil Maria samler hende op, puster liv i hende, fjerner spyddet og frigør hende igen. Alt sammen i én samlende livs- og dødscyklus, som giver mening, mens man overværer det, men som er så vanvittig svært at beskrive karakteren af for dem, som ikke har overværet Heilungs performance. På dette tidspunkt skrues der også op for lysshowet og trommerne får skruet lidt op for decibelstyrken. Sådan føles det i hvert fald. Vi tages videre ind i Heilungs magiske univers, og musikken, riterne, rytmerne bliver stadigt mere fysiske og insisterende.
Slutningen
De sidste fyrre minutter er én lang opadstigning til det afsluttende crescendo af totalperformance, hvor alt bliver sluppet og alle tilstedeværende på scenen giver det sidste, de har. De tribale rytmer er her nærmest industrial, og lydstyrke, lys og performance går op i en højere enhed. Fylket af krigere forsvinder skiftevis ud bag scenen og affører sig skjold og spyd og dukker op igen med bar overkrop og begiver sig ind i en fælles, vanvittig dans, der fylder hele scenen. Som et sidste frontalangreb mod publikum kaster tre af mændene sig ud på en skov af løftede arme og bliver båret rundt, indtil de er tilbage igen. Kvinderne i fylket har også smidt særken og går bersærk sammen med mændene, og det hele er nu gyngende bryster, svedige overkroppe og én stor kraftudladning, der fortsætter og fortsætter … indtil rytmerne pludselig stopper, og ceremonien er slut. Som en sidste afslutning samles alle i en halvcirkel på scenen, igen med ryggen mod publikum, hyldende det samlende, pulserende objekt bagerst på scenen. Inde i midten blandt publikum står jeg – fuldstændig stakåndet.
Jeg har alle Heilungs albums på vinyl, og de er spændende at dykke ned i, men har man aldrig overværet deres ceremoni eller performance, fornemmer man ikke den dybde og dedikation, der er i deres projekt eller mission. Det er på scenen, Heilung genopfinder sig selv og tilbyder publikum noget helt unikt og dybt autentisk, som jeg ikke kan erindre, jeg nogensinde har oplevet før.
Se dem nu, mens de er her!
