Copenhell 2023 – Fredag

End (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Efter et par varme dage i Helvede lovede meteorologerne at regnen ville kigge forbi en tur og binde det støv, der efterhånden havde fået mig til at hoste som en gammel astmapatient. Men inden det våde element, fra oven vel at mærke, ville indtage festivalpladsen, trådte den danske trio Strychnos frem på den mindre hovedscene med solen bankende direkte ned på vores halvskaldede isser. Det var ikke nogen rar fornemmelse, men det var heller ikke nogen rar fornemmelse, at overvære de tre bandmedlemmer langsomt indtage deres pladser.

Strychnos (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Strychnos – Hades

De har eksisteret i tyve+ år, men udgav først deres fuldlængde debut A Mother’s Curse sidste år til stor begejstring for det samlede anmelderkorps. Selv Thomas Treo var begejstret. Nu skulle de indtage Copenhell med deres mildest talt blodige black death metal, men det blev til en stædig kamp mod den ubarmhjertige sol midt på dagen. For at understrege alvoren ved Strychnos’ projekt, lovede frontmanden, Martin Andersen, at publikum inden længe ville blive slået ihjel! Og når man betragtede de tre herrers blodtilsølede kroppe, var der en vis vægt bag ordene.

Strychnos (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Og da musikken endelig bragede ud af højttalerne, var det da også en solid omgang kværnende dødsmetal, der tog fat i struben på publikum fra start til slut. Numrene blev leveret med en cool arrogance, der aldrig blev rigtig farligt, men solen, varmen, støvet og det relativt tidlige spilletidspunkt satte også en naturlig dæmper på løjerne. Ingen tvivl om at Strychnos rigtig gerne vil have deres musik ud over rampen, men det vil helt sikkert fungere langt bedre i en mørk natklub en sen aften, hvor publikum er godt lakket til på forhånd. Igen kan man undre sig lidt over Copenhells programplanlægning, men sådan er det jo nu en gang. Strychnos gjorde hvad de kunne, og det skal blive fedt at se dem igen et sted i nabolaget!

Napalm Death (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

Napalm Death – Pandæmonium

De hårde hunde i Napalm Death fra Birmingham-området står på ingen måde tilbage for hverken Strychnos eller andre dødsmetallere. Det er teknisk grindcore af den ypperste slags, der fyres af fra scenen, når ”Barney” Greenway strækker hals og gør som en arrig køter, mens han vandrer rundt på scenen i et manisk tempo. I dagens anledning manglede bassisten og man havde derfor trukket en legekammerat ind fra højre til lige at tage den tjans. Og det gjorde han faktisk ganske udmærket! Men Greenway er altid en pudsig herre at se på. Ingen tatoveringer eller store overarme. Faktisk ligner han mest et blegt, britisk postbud, der ved en fejl er havnet i et brutalt grindcore dødsmetalband. Men bruge vokalen, det kan han sgu!!

Napalm Death (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

I de tyve minutter koncerten varede nåede vi at komme lidt tilbage i bagkataloget, også før Greenways tid i bandet, men så stoppede festen også. Bogstaveligt talt, fordi den ene storskærm ude i siden simpelthen have revet sig løs i vinden og ville mase de folk, der stod der, flade som pandekager, hvis den faldt ned. Så koncerten blev stoppet og publikum flyttet. Og kort tid efter faldt skærmen faktisk ned, så det var nok meget godt, selvom det var på bekostning af helvedshundenes performance.

End (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

End – Gehenna

Heldigvis stod End klar på Genhenna med en vanvittig omgang hardcore punkrock til at afløse briterne. Og med canadiske Brendan Murphy i front som en ædende ond satan, blev stemningen pisket godt op med et arsenal af skældsord og en tordenvokal af en anden verden. Jeg har sjældent hørt noget så kompromisløst hardcore punkrock, som samtidig befandt sig på et svimlende højt teknisk plan. Men det er det selvfølgelig, når dagens trommeslager måtte følge med selveste Billy Rymer fra The Dillinger Escape Plan, der svinger stikkerne hos End på plade.

End (Foto: Claus Wrang Michaelsen)

End er simpelthen noget af det mest tight og voldsomme musik, jeg længe har oplevet, og de stod ubetinget for nok en af de bedste koncerter på denne festival. Og da sidste nummer var fyret af blev selv Murphy nærmest venlig at høre på, da han takkede publikum for de utallige moshpits, der hærgede rundt oppe foran scenen.

Skynd – Pandæmonium

På vej tilbage til hovedpladsen lød der nogle insisterende elektroniske beats fra Pandæmonium, hvor man havde spærret af omkring den nedfaldne frugt, og det viste sig at være australske Skynd, som jeg havde håbet at kunne fange lidt af. Det blev så de to sidste numre, som mest blev båret af den kvindelige performer / sangerinde, som kalder sig Skynd, mens den kutteklædte Father stod for bas og electronica. Derudover havde de en trommeslager, der mest benyttede elektriske synth-trommer, der gav et underligt lydbillede indenfor Copenhells rammer. Men selvom det lyder nærmest poppet og harmløst, var der et isnende gotisk skær over Skynds performance. Hendes vokal er flot og ren, men på ingen måde poppet. Det var velkomponeret gotisk synthrock, eksekveret på overbevisende vis med isdronningen i midten.  

Slipknot – Helveti

Corey Taylor er på ingen måde hverken reserveret som isdronningen eller tilbageholdende på nogen måde. Faktisk er han alt andet. Som den kyndige kapelmester han er, blev der den næste halvanden time uddelt læsterlige tæv til publikum med en ren tour de force i bandets imponerende bagkatalog, mens Taylor vandrede rundt på scenen og havde en fest kørende. Slipnot har været en hyppig gæst i Danmark gennem årene, både på Roskilde Festivalen og flere gange på Copenhell. Og der er ingen tvivl om, at de er populære hos danskerne. På et tidspunkt lagde jeg mærke til tre yngre kvinder stå med armene om hinanden, mens de sang med på stort set alle numrene. Det vidner i hvert fald om en dedikation, som jeg tror bandet nyder hos rigtig mange af deres fans. Det er nu fjerde gang jeg oplever de maskerede djævle fra Des Moines, Iowa, og der skal efterhånden mere end nogle fjollede masker til at piske en stemning op hos mig. Og hele konceptet med to percussionister ude på fløjene og en keyboardist, der vandrer rundt med afhuggede hoveder på scenen, har heller ikke den store effekt længere. I det hele taget burde Slipnot overveje at genopfinde sig selv. Prøv noget nyt! Tag maskerne af? Bare et eller andet bemærkelsesværdigt, så de ikke ender som den største anakronisme, som de på mange måder allerede er. Når det så er sagt, har bandet ubetinget en perlerække af fantastisk stærke numre, som vi fik serveret på baggrund af et særdeles flot show denne aften.

Written By
More from Carsten Meedom
Interview: Heather Nova
I forbindelse med hendes seneste koncert i Lille Vega,gav Heather Nova et...
Read More
0 replies on “Copenhell 2023 – Fredag”