Sidste dag i helvede skulle blive endnu en heftig dag med masser af black metal af højeste klasse, et par udklædte klovne og endnu et hovednavn, der skulle (be)vise, hvorfor de anses for et af de største rockbands i nyere tid. Som på de øvrige dage bankede solen ned på vores efterhånden godt brankede isser, og på vej ind til festivalpladsen så man adskillige festivalgæster, der så noget brugte og klatøjede ud. Det er hårdt at have det sjovt! Men det mest morsomme var nu alligevel den lille gruppe håbefulde missionærer, der stod klar med Jesu frelse og inviterede ind til absolut syndsforladelse og inderlig fred. Det var helt underligt at se et kors, der ikke sad omvendt, og jeg tvivler på at de rekrutterede mange nye medlemmer til menigheden. Men stor cadeau til deres engagement, for hvor ellers skal man prædike den gode bogs lære om Jesu kærlighed og tilgivelse, end ved Copenhell, hvor det er Den Faldne Engel, der tilbedes?
Mammoth WVH – Hades
Første band på den mindre hovedscene havde på ingen måde noget diabolsk over sig. Tværtimod karakteriseres Mammoth WVH bedst som intelligent, elegant og sympatisk rock uden kant og aggressivitet. Og så er der også lidt legendestatus over bandet, da frontmanden er søn af ingen ringere end Edward Van Halen, som desværre døde for få år siden af kræft. Sønnen hedder Wolfgang Van Halen, og Mammoth er også navnet på det første band, farmand var medlem af – som sanger, i øvrigt. I denne nye version af Mammoth smelter far og søn sammen i en gedigen højkvalitets rock, hvor man kunne frygte, at den svært byggede Wolfgang ville falde igennem som arvtager efter en af verdens bedste guitarister. Og lad det være sagt med det samme, Wolfgang er mindst lige så dygtig på en guitar som farmand. Og så er han samtidig helt sin egen med sin egen stil. Ikke nogen leflen for sit berømte ophav, selvom publikum piftede behørigt, når han stillede sig ud på kanten og leverede en fed guitarsolo. Mammoth WVH har kun en enkelt udgivelse bag sig, men vi fik også smagsprøver på opfølgeren, der udkommer senere i år. Og det lover godt, hvis man kan lide den lidt radiovenlige rock. Det, der gør den unge Van Halen til noget særligt er både hans talent til at skrive gode sange, og det faktum, at der står tre guitarister på scenen. De to øvrige legekammerater er primært rytmeguitarister, men det giver altså noget solidt bund, når tre spader fyrer den af samtidigt. Om det var til ære for Copenhell ved jeg ikke, men indimellem fyrede drengene nogle solide bredsider af med masser af støj, som faktisk gav det hele lidt kant. Således varmet godt op, både ud- og indvortes, begav jeg mig mod den mindste scene, hvor djævlens repræsentant på denne gudsforladte jord blev gestaltet i form af canadiske Spectral Wound.
Spectral Wound – Gehenna
De er fra Montreal, Quebec, og har tre albums i ryggen og så ser de sindssygt hårde ud med sortsvedne kroppe og massivt læder outfit. Jeg kiggede mig omkring for at se, om de missionærende jesuitter havde fundet vej til Gehenna, men det vovede de trods alt ikke. Og det fortænker jeg dem sådan set ikke i, for den næste time stod i hardcore black metals tegn med en brølende stærk Jonah i front med tyngde og hæse skrig. Stilen var klassisk black metal, men med en anseelig mængde tunge elementer, der klædte de mørke mænd fra de dybe canadiske skove. Groovy og stilsikkert og helt bestemt et band, der skal tjekkes mere ud. Jeg kendte ikke Spectral Wound på forhånd, og de efterlod et supergodt indtryk, der helt sikkert vil vinde indendørs en sen aften i en ordentlig kæffert. Aggressivt men kontrolleret, konsekvent eksekveret, og med en fed attitude.
Billy F. Gibbons – Helviti
Egentlig trængte jeg til at hvile ryg og stænger, og hvor gør man det bedst end på den solbeskinnede græsskrænt overfor de to hovedscener. At der så samtidig var besøg på hovedscenen af en – trods alt – levende legende i form af den ene halvdel af ZZ Top, gjorde bare pausen mere interessant. Gibbons og sidekick var begge iført beskidte ens dragter, og de spillede begge på dueblå guitarer. De stod sågar på samme måde, når fader Gibbons mumlede ned i mikrofonen. Indstuderet og tjekket, men i længden også lidt kikset som en dårlig tyggegummireklame. Jeg har aldrig været fan af ZZ Top og deres bluesrock, og jeg bliver heller aldrig fan af Gibbons, selvom manden kan spille en spade, så englene (ikke den faldne) synger. Der var dømt fællessang, da de klassiske ZZ Top-numre blev leveret, og på den måde blev pausen på plænen faktisk meget hyggelig, selvom man kan undre sig over, hvad en 73-årig bluesguitarist laver på Copenhell.
Angus Mcsix – Hades
Jeg kunne under normale omstændigheder aldrig drømme om at bevæge mig ind til en koncert med Angus Mcsix, den tidligere forsanger i Gloryhammer, men når nu vi var i nabolaget havnede vi alligevel helt oppe foran. Og jeg skal da lige love for at underholdningsværdien var i top, selvom musikken ligger og roder rundt et sted ude blandt de mere kuriøse indslag. Stilen er powermetal, som vi nærmest kun kender det fra det tyske (Thomas Winkler er schweizer), og der var flere gange dømt sing-along med et begejstret publikum.
Der var alt muligt på scenen fra Excalibur-sværdet mit på scenen, der hele tiden blev forsøgt hapset af en irriterende gnom, en plastikdinosaur, der kom væltende ind, udklædte bandmedlemmer, der var taget ud af Star Wars’ forkrøblede univers, og en forsanger, iklædt gyldne plader, der led af et mindre storhedsvanvid. På et tidspunkt blev en fyr blandt publikum crowdsurfet i baren på et oppustet badedyr for at hente en bajer til den kvindelige bassist. Gudfader!! Men sjovt var det, og missionen lykkedes faktisk!! Hvem skulle have troet det, men faktisk var Angus Mcsix ret utrolig.
Ghost – Helveti
Om det er et tilfælde ved jeg ikke, men dette år var der rigtig mange bands, der gemte sig bag masker og iført underlige kostumer. Svenske Ghost var ingen undtagelse, og det var meget svært at tage dem alvorligt, da de hoppede rundt på scenen iført klovnedragt og hjelme. Musikken kaldes også okkult Abbarock med sin kombination af det melodiøse og pæne med et solidt touch af det satanistiske med kutter og hætter og en masse okkulte symboler. Tidligere var de meget interessante med den lidt anderledes insisteren på anonymitet og med kombinationen af det farlige og det poppede.
På Helviti denne dag fremstod de nærmest ligegyldige i min optik, og uden særlig spændende numre, der kunne løfte den musikalske oplevelse. Jeg er klar over, at Ghost har en dedikeret og stor fanskare, jeg har bare svært ved at se, hvad den bygger på. Ligesom Slipnot skulle de nok overveje at genopfinde sig selv. Det er altså ikke nok at tage en sjov maske på længere.
Blackbraid – Pandæmonium
Et andet band jeg havde glædet mig sindssygt meget til at opleve, var amerikanske Blackbraid, som består af native amerikanske indianere med traditionel kropsmaling og indianske udsmykninger. Min største nysgerrighed gik på, hvordan de ville fortolke black metal-rammerne ind i deres kulturelle univers. Oprindeligt er bandet startet af forsangeren Sgah’gahsowáh, men denne dag havde han fuld opbakning fra en flok – undskyld mig – pisseflotte mænd med langt sort hår og indianske tegninger på de muskuløse overkroppe. Musikken var helt igennem gennemført black metal med masser af tyngde og med en aggressivitet, der fik numrene langt ud over scenekanten.
En heftig moshpit oppe foran vidnede om stor begejstring, og på et tidspunkt voksede den til en selvbestaltet Wall Of Death, hvor publikum stod parate overfor hinanden, inden de til sidst buldrede sammen med et satanisk grin på fjæset. Autentisk og knivskarpt leverede Blackbraid indiansk black metal, og eneste anke herfra er, at man havde booket portugisiske Gaerea samtidig på Gehenna. Hvad helvede tænker de på, når de lægger det skide program?
Gaerea – Gehenna
De portugisiske mørkemænd spiller også en gedigen black metal, og de sidste to numre, jeg havde fornøjelsen at overvære, viste et band, der i langt højere grad dyrker det stemningsskabende frem for det aggressive. Mørkt og dystert, iskoldt og ekstremt støjende. Opskriften på en vellykket black metal kage. Jeg glæder mig til at opleve dem igen til en selvstændig koncert, for de har helt sikkert noget spændende at byde på!!
Guns N’ Roses – Helveti
Da jeg så Axl Rose og Co første gang slange sig på skærmen ved det hedengangne MTV Headbangers Ball tilbage i start 90’erne var det svært ikke at blive begejstret. Klassisk rock’n’roll med en karismatisk sanger og en blændende guitarist, bakket godt op af en perlerække af dygtige musikere. Attituden var også en finger i fjæset på det etablerede, og Axl Rose blev snart en kontroversiel figur ude i det etablerede musikmiljø. Desværre mistede musikken hurtigt min interesse, og i dag hører jeg det aldrig. Jeg har oplevet bandet live flere gange, og hver gang var det et marathon af både godt, skidt og rigtig skidt. Det virker, som om bandet ikke er i stand til at skelne mellem den kvalitet, de trods alt har produceret, og så alt det skrammel der er blevet brugt som unødvendigt fyld på mange af deres håbløse udgivelser. Denne aften, efter fire dage i helvede, havde jeg simpelthen ikke mandsmod og cojonas til at stå en hel aften ud med drengene fra Californien, og efter en halv time og tre numre måtte jeg strække våben og forlade pladsen, inden jeg ville gå i knæ af afmagt. Når det så er sagt må jeg sige, at bandet stadig kan trække fulde huse. Det er ubetinget det band på festivalen, der trak flest publikummer foran Helviti, og jeg tror også, at de fleste, der har købt endagsbilletter til lørdag, kom for at se Guns’n’Roses. Der var i hvert fald et betydeligt café latte-segment, der pludselig dinglede rundt på festivalpladsen, som afveg noget fra de øvrige gæster. Men det er jo kun fedt, at Copenhell kan tiltrække så forskelligartede publikummer. Og jeg er overbevist om, at ledelsen af festivalen ser det som et succeskriterie, at der skal være plads til alle! Og stor respekt for det.
Copenhell 2023 vil for mig blive husket som netop en festival, hvor der var plads til en lang række meget forskelligartede musikere og musikalske udtryk og ikke mindst publikummer. Yderligere var det også tydeligt, at Copenhell havde taget princippet om diversitet alvorligt!! Hvor er det fedt at opleve så mange kvinder i heavy metal-sammenhænge! Alle de mindre scener især havde et væld af stærke kvinder, der i den grad leverede et overbevisende og stærkt show. Og det afspejler først og fremmest at det er blevet mere normalt, at kvinder stiller op i den hårde og til tider ekstreme rock. Der var jo engang, hvor Suzi Quatro var en markant rollemodel, fordi hun på det tidspunkt i 70’erne som den eneste kvinde spillede bas og sang i et rockorkester. Ikke et ondt ord om Suzi, som jeg har stor respekt for og adskillige plader med, men rockscenen i dag har heldigvis masser af kvinder, der sparker røv og viser uhørt højt talent indenfor metalrock. Og jeg glæder mig allerede til Copenhell 2024 for at se, hvad de til den tid har brygget sammen til os af spændende navne.
