Årets første Roskilde Festival-koncert for undertegnede får de danske prog-metaller i Feather Mountain lov til at stå for. De er et nyt navn for mig, men et par forbipasserende metalhoveder kaldte dem for “det danske svar på Tool” dagen inden, så det lød som en fornuftig start på koncertprogrammet i år.
Ved Gaia-scenen er der et solidt, men ikke prangende, fremmøde inden koncertstart. Mikrofonstativerne og trommesættet er (i dagens anledning?) blevet udsmykket med blomster i diverse farver — klassisk trick til lige at vise “hey, kan godt være, at der er skruet godt op for distortion på guitaren og at vi råber lidt, men vi er også nogle følsomme fyre.”
Bandet lægger solidt ud i sommervarmen med et moderne take på prog-metal, som fans af The Contortionist og TesseracT helt sikkert kan nikke med på (hvis de kan fange rytmen, det er jo prog). Der er lidt problemer med forsangerens vokal i starten, der ikke går helt rent igennem, men da det først bliver fikset, kan jeg godt se, hvad vores venner fra dagen inden mente. Numrene er måske ikke lige så lange som Tools, men det er tydeligt, at der er tænkt i samme baner med opbygninger og melodier, omend vokalen er lidt mere lys og “poppet”.
Som koncerten skrider fremad får vi de første råb fra forsangeren, og guitaren får også et ekstra nøk i lydbilledet, som hjælper på det samlede indtryk. Publikum svarer positivt tilbage og sætter gang i både mosh- og circle pits, og en crowdsurfer tager endda chancen på trods af Roskilde Festivals ret hårde mening om den slags.
Som publikum bliver mere energiske, så giver bandet det samme tilbage og hen mod slutningen opnår koncerten en rigtig solid synergi mellem de to parter. Spilleglæden er ikke til at tage fejl af, og vi ender med en koncert, der klart giver lyst til mere. Solidt arbejde fra Feather Mountain, som klart bør være tilfredse med deres indsats og første optræden på Roskilde Festival. Næste gang tror jeg, at et mere spændende lys- og sceneshow ville kunne løfte niveauet — selvom vi var inde under et telt, så lægger deres musik mere op til mørke end en Roskilde Festival i dagslys og 28 grader.