28.06.23 – Kendrick Lamar – Orange, Roskilde Festival

Damn. Kendrick Lamar gjorde det igen. Den amerikanske rappers retur til Orange scene blev onsdag aften et triumftog, hvor han serverede en hitparade for et tændt og jublende publikum.

Efter en storladen arena-tour sidste år ankom Kendrick Lamar på dette års festival med et nedskrællet sceneshow, hvor lyrik og musik stod i første række. Resultatet var en demonstration af Lamars overlegenhed som mesterlig rapper og sangskriver.

Onsdag aften kommanderede og styrede han med sikker hånd publikum gennem et festivalset uden de store udstyrsstykker, hvis vi ser bort fra det indledende og afsluttende festfyrværkeri. Med sig på scenen havde han kun en lille gruppe ekspressionistiske dansere, og ellers var det bare ham, musikken og publikum i herlig forening.

Lamar åbnede med den legende ”N95” fra hans seneste album Mr. Morale & The Big Steppers. Han indtog scenen med en ro og afslappethed i sin fremtræden, som står i skarp kontrast til hans bidende politiske tekster og inficerende beats. Hans rap var spids, præcis og ramte lige i hjertet. Hver gang.

Kendrick Lamar kom vidt omkring i sine albums og gav os fanfavoritter fra fortiden, til tider i alt for korte versioner som ”Swimming Pools (Drank)”, der var frustrende kort. Senere gav han plads til publikum, der rappede lystigt med på ”Bitch, Don’t Kill My Vibe” i en a capella indledning, hvor nostalgien blomstrede, og den orange stemning bredte sig. Han servede hårdtslående rytmer og revsende rap med ”DNA”, men gav også plads til følsomheden med ”LOVE”, hvor Kendrick Lamar fik publikum til at tænde et hav af lys på plænen, mens de svajede til tonerne.

Kendrick Lamar beviste med sin optræden på Orange, at han er i en klasse for sig selv. Hvilket der ikke var nogen tvivl om, før han gik på scenen. Men med den oplevelse som publikum gik væk med, kan jeg kun sige. Damn! Kendrick Lamar gjorde det igen.

Karakter 8

Karakter

8
More from Camilla Jørgensen
Tina Dickow: In The Red
Print 🖨 PDF 📄 eBook 📱 Poppet melankoli Med to albums i...
Read More
0 replies on “28.06.23 – Kendrick Lamar – Orange, Roskilde Festival”