Der er efterhånden langt mellem snapsene, når det kommer til den virkelige tunge metal på Roskilde Festival. Det er der allerede skrevet en masse om, så snakken om Roskildes musikprofil vil jeg ikke gå yderligere ind på, men når muligheden byder sig for at blive smadret helt igennem af tonstunge breakdowns, så takker man pænt ja.
Og tonstunge breakdowns er om noget det, som Lorna Shore er blevet kendt for. Men med deres tredje vokalist i rækken Will Ramos har de formået noget, som de færreste havde regnet med – at komme tilbage med ny forsanger for hele tredje gang og samtidig blive større end nogensinde før. Deathcore-bandet fik, hvad der nok må være en af genrens få reelle virale øjeblikke, med singlen “…Into the Hellfire”, der slutter med et breakdown og en vokal optræden, der lyder som en direkte forbindelse til de allermørkeste dele af helvede.
De formåede at holde hypen ved lige, og med pladen “Pain Remains” er de strøget med raketfart til toppen af genren med deres blanding af lynhurtige riffs, tunge breakdowns og symfoniske elementer.
Den blanding er svær at høre denne aften på Avalon. Der er mødt mange forventningsfulde mennesker op, der gerne vil smadres ordentligt igennem, men lyden er simpelthen noget af det mest ringe, jeg har hørt på hele Roskilde Festival. De lægger angiveligt ud med “Sun//Eater”, men det er næsten ikke til at høre – det er en grødet masse med meget få muligheder for at høre de individuelle bandmedlemmer, og det bliver ikke meget bedre, som koncerten skrider fremad.
Ofte skal bands på Roskilde Festival lige bruge et nummer eller to til at tune sig ind på det rigtige mix, men lydmanden (som angiveligt er bandets egen) når aldrig i mål med det. Tredje nummer er førnævnte “…Into the Hellfire”, og man håber så bittert, at de i det mindste får styr på bassen, men nej. Selvom forsangeren Will rammer plet med sin vokal, så bliver det aldrig den forløsning, som man håber på, fordi man simpelthen ikke kan mærke musikken. Når det nummer slutter skal jeg føle, at mit hjerte bliver flået ud, og det sker ikke.
Et band med mindre komplekse sange kunne måske have klaret sådan et lydbillede, men når Lorna Shore lyder, som de gør, så skal mixet også spille derefter. Man står hovedrystende og er vidne til et band, der ikke rigtigt lyder som om, at de spiller sammen, men bare gør, hvad de hver især har lyst til. Det, blandet med forsangerens lidt “another day at the office”-snak mellem numrene, gør, at Avalon ved koncertens afslutning er noget tommere, end da vi startede. Jeg kan se på de inkarnerede fans, at de er glade bare for at høre dem, men jeg har svært ved at forestille mig, at nogen er sådan oprigtigt tilfredse ved afslutningen.
