Psych Rock from Outer Space
De kommer ikke fra rummet, men derimod fra Rochester i staten New York, kun godt 100 kilometer øst for byen Buffalo. Ikke desto mindre er de Konger af Buffalo og efter aftenens koncert også Konger af den kontrollerede og teknisk eminente Psych Rock. Men først skulle vi lige varmes op af den danske kvintet, Summon King Sykes, som ikke er tilsvarende konger over noget som helst, men som gjorde en hæderlig indsats på at levere et godt show til deres fremmødte fans.
Summon King Sykes
Bandet med det lidt pudsige navn fik viklet sig ind i deres instrumenter og leverede fra første pulsslag et overbevisende og tonstungt sæt af deres doom psych, som indimellem blev lidt forudsigeligt og skitseret, men som også havde sine momenter, når numrene blev lidt proggede. Især lød bassen suveræn, når den fik lov at tage føringen og leverede en række temposkift, der gav numrene et tiltrængt break. En gang imellem trådte den ene guitarist frem til mikrofonen og sang nogle kortvarige melodilinjer. Det burde han lade være med, er mit faderlige råd. En ting er, at vokalen hverken havde pondus eller karakter til at løfte musikken, og selve melodilinjerne var også fuldkommen overflødige i mine ører. Risikoen er selvfølgelig, at de kommer til at lyde som et dårligt opkog af tidlig Ufomammut, hvis de skærer vokalen helt væk. Men her er der i hvert fald plads til forbedringer. Heldigvis var selvsamme guitarist eminent til at skabe massive lydblokke af ren guitarstøj, når det hele gik op i en højere enhed. De foranstående publikummer var i hvert fald tydeligvis yderst tilfredse med Summon King Sykes, som kvitterede med store smil og et dedikeret show indenfor deres rammer!
King Buffalo
Det var noget mere rutinerede kræfter, der trådte ind på scenen og leverede en god halvanden time fuldfed psych rock. Koncerten kan opdeles i to blokke: Den første halvdel, der lagde fra kaj med ”Hebetation” fra Burden of Restlessness og som havde en noget mere afdæmpet fremtoning end sidst King Buffalo spillede på Copenhell i sommers. Måske var koncerten på metalfestivalen anlagt med fokus på de mere rockede elementer i musikken, hvor især guitarist og sanger Sean McVay foldede sig mere ud med lange, syrede guitarsoloer. Første halvdel denne aften på mere beskedne Loppen var i hvert fald mere tilbagelænet og nærmest uden distortion på guitaren, bortset fra enkelte gange, hvor det hele fik et nøk opad på volumenknappen. Anden halvdel af koncerten var meget mere larmende og her fik vi det King Buffalo, som leger med en energi og en løssluppenhed, der gør dem eminente. For det, der gør trioen til noget helt særligt, er, at de spiller superkontrolleret og ikke mindst varieret, samtidig med at de kan åbne op for sluserne, så man bliver blæst ud i det mentale ydre rum. Og da settet sluttede med ”Shadows” fra Acheron og ”Drinking from the River” fra Orion, blev der i den grad fyret op under kedlerne, så man måtte overgive sig til den psykedeliske støj, der omfavnede en som en kalejdoskopisk kåbe af lyd og lys.
King Buffalo er ikke som de fleste andre psych bands! De tre drenge fra Rochester er teknisk set uhørt dygtige på deres instrumenter, og de spiller med en overlegen lethed og rutine, der også nogle gange bliver deres akilleshæl, når det hele bliver lidt for meget nedtonet vellyd. Men jeg nød oplevelsen af Dan Reynolds på bass, som vuggede rundt som en jazzmusiker, der ved en fejl var havnet i et rockorkester. Og McVay på guitar og vokal er altid en fornøjelse. Man ved aldrig, hvornår han detonerer, men kvaliteten kan man ikke sætte en finger på. Og Scott Donaldson på trommer sørgede for at være de solide blyklodser, der hænger i de to andres frakkeskøder og holder dem nede på jorden med sit bundsolide rytmearbejde. Tilsammen udgør de en sammenspillet enhed, der denne aften leverede smagsprøver fra de fleste af deres seks albums og med et så ekvilibristisk overskud, at man let tilgav dem deres lidt skødesløse første halvdel.
