For små otte måneder siden ramte Depeche Mode Parken. Her åbnede de deres verdensomspændende Memento Mori Tour med start i København. Det var med en af deres bedste plader siden Ultra fra 1997 og en plade, der var ventet med lige dele spænding og frygt. Fordi netop spænding havde der været mellem Dave Gahan og Martin Gore, siden Andy Fletchers sørgelige og alt for pludselige død på badeværelset efter brud på en kranspulsåre.
Fletcher havde fungeret som emotionel lynafleder mellem de to herrers signifikante egoer. En slags mediator og buffer, når uenighederne gik højt. Nu hvor han var væk, øjnede mange desperate fans risikoen for Depeche Modes endeligt. Men heldigvis skabte Fletchers død et rum, de to bestående medlemmer måtte deale med, hvis bandet skulle bestå.
Ud af det kom et fremragende album. Et album hvor de bl.a begge respektivt har forfattet et nummer til den anden. Gahans “Speak To Me” er allerede en undertegnedes favoritballader – en fejende flot og grandios hymne, der bør blive en del af bandets evergreens, hvis der er retfærdighed til. Desværre spillede de ikke nummeret, men kun Gores halvflade Grand Prix lydende bidrag til pladen. Nummeret blev heller ikke spillet denne aften i Royal Arena, hvor bandet nu var tilbage i Danmark efter ikke mindre end 87 gigs på landevejen.
Ville spilleglæden og entutiasmen være intakt og ville bandet levere lige så fuldt ud en både smuk, underholdende og ikke mindst rørende koncert med en perlerække af sange fra hele deres lange katalog af album. I Parken fik vi en ren magtdemonstration, som er svær at trumfe, ja bare ramme nogenlunde niveaumæssigt Men det gjorde Basildondrengene endnu engang. Der var ingen rust at spore og spilleglæden var lige så eklatant tydelig som for syv måneder siden. Gahan & Gore var også denne gang flankeret af en ekstra synthist og korsanger, samt en trommeslager der i sandhed tæsker tønder som en sej metaldrummer.
“My Cosmos Is Mine” åbnede showet pris som den har gjort på hele touren. Et mørkt, dunkelt og uendeligt tungt nummer, der er fortrinligt på pladen, men som ikke rigtig kommer til sin ret live. Den løber ligesom pladen over i “Tagging Tongue”, der viser sig som et langt bedre livenummer end åbneren. Herfra slynges vi frem og tilbage i tiden i de næste forrygende 135 min, der ikke er ét sekund for langt. “Walking in My Shoes” vækker for alvor publikum til live og da “It´s No Good” fortsætter og nu er lyden aldeles glimrende og alle har fundet deres momentum på scenen. Gahan danser og tonser rundt på scenen, som en skamskudt høne, men det virker opildnende og berigende, ikke påtaget. At den mand er over 60 år, kan man kunne se måbende med på. Ærefrygtindgydende præstation. Igen.
Triaden “Policy of Truth”, “n Your Room” – I en omarrangeret alternativ klubversion – og en helt vanvittig fed udgave af 83´er monsterhittet “Everything Counts”, der er næsten funky i sit udtryk følger og her må man bare bøje sig i støvet. For kan et band smide tre så unikke perler afsted lige efter hinanden og ikke smide dem fedtet rundt spredt over sætlisten, har man altså at gøre med et verdensklasseband af de helt store.
Visuals er også i topklasse og indkorporeret i numrene, så de løftes og spiller prima sammen uden at tage fokus fra musikken og det på scenen. Publikum er næsten overstadigt klappende og hujende og stemningen er himmelsk.
Det store hit “Strangelove” leveres akustisk af Gore ude blandt publikum og det virker mod forventning fantastisk. Folk synger med af fulde hals og Gore ser glædesstrålende på menneskehavet foran ham. Han bliver stående og synger det gamle nummer “Somebody”, der går helt tilbage til 84. Den spillede de ærgerligt nok ikke i Parken, men havde i stedet valgt “A Question Of Lust”, så det nummer var særdeles velkomment.
Føstesinglen fra Memento Mori “Ghosts Again” bliver også singalong, mens hovedsættet afsluttes med så eminent stærke numre i streg som “I Feel You”, en både dansabelt og næsten overjordisk smuk hyldest til Fletcher i kraft af “Behind The Wheel”, Black Celebration” og “Stripped”. Black Celebration er kærkommen og efterhånden en sjældenhed, men her er det første og eneste gang, Gahan kke rigtig kan følge med vokalt. Bevares, det handler om to sætninger i omkvædet, men det lægger man mærke til, når han ellers er så fuldstændig suveræn.
Koncerten slutter helt som vanligt med deres måske største hit “Enjoy The Silence”, der leveres til perfektion. Herefter takker de af, men den typiske DM-fan ved, at vi sket ikke er færdige endnu. For vi skal runde 81´er gennembruddet – tyggegummipoppede og næsten naivt synthede “Just Can´t Get Enough” og selvfølgelig grand scale stofhyldesten “Never Let Me Down Again” til synet af 36.000 svingende arme bølgende i takt i luften.
Men inden det får vi en intens og meget rørende akustisk version af “Condamnation”, hvor Gahan og Gore står sammen og giver den alt, hvad de har til hinanden og os. At Gahan stadig formår at synge den krævende sang så vitalt og knusende smuk er sgu til at få ståpels af.
Aftenens overflødighedshorn af en suveræn overskudskoncert med udelukkende fejende flotte og ekstremt velturnerede numre fra før og nu, med et band både delende ud af de forventede storsælgende hits, såvel som de mindre kendte sange er så godt, at mange yngre bands må se på de gamle koryfæer med kæmpe misundelse og respekt, for få kan levere varen så flot og gennemført. Jeg kan i al fald dårligt få øje på nogen.
Endnu en kæmpe sejr til bandet, der nu igennem 33 år har beriget os med fremragende plader. Vel har der været mindre gode album undervejs, men aldrig dårlige eller middelmådige plader. Det er 10. gang jeg ser bandet live, siden jeg så dem første gang i Saga i 1983 og de to seneste besøg i både Parken i juni og Royal Arena i går, hører til blandt de allerbedste af slagsen.
