Beth Gibbons har altid været ufattelig sky på en scene. Dengang hun i 90´erne frekventerede Danmark en håndfuld gange i selskab med Triphop-godfatherne Portishead, var det også nogle gange næsten pinefuldt, at overvære hende krumme sig igennem med ryggen til publikum det meste af tiden. Som om vi gjorde vold på hende med vores blotte tilstedeværelse. I sjældne interview, gør hun også ærligt opmærksom på hendes store udfordring, så det synes ikke at være spil for parnasset.
I går i et propfyldt Falconer teater gjorde det sig naturligvis gældende igen. Efter det syv mand store band havde indfundet sig på scenen, gjorde Gibbons sin entre næsten snigende ind i halvmørket bagom om orgelnisten. Man kunne få den tanke, at hun håbede på, at vi ikke ville opdage hende. Hun satte forsigtigt sine klipklapper af og efter at have ryggen til os og øjenkontakt med trommeslager, orgel og percussionisten, som blev et vilkår for resten af den 70min lange seance, trådte hun undseeligt frem i bare tæer og greb om mikrofonen, som var det hendes eneste sikre hold i egen virkelighed.
Herpå startede en underspillet, men alligevel næsten overvældende flot koncert med et helt igennem naturligt og stensikkert samspil mellem Gibbons og hendes syv musikere. Det var med imødeset spænding, hvad hun ville diske op med, for hendes nye soloplade Lives Outgrown er en underspillet affære, kun effekturet med større ensemble, når der er brug for de store udladninger og crescendoer. I Falconer fik vi trommer, alskens percussion, cello, violiner, bas, guitarer, orgel, blæsere, ja sågar nogle plasticrør svinget i luften, så de lød som sugende vind over tør ørkensand.
Allerede på åbningsnummeret, der ligeledes åbner pladen “Tell Me Who You Are Today” var lyden fremragende og akustikken helt på plads. Applausen var overvældende og det var som om den lange ventetid fra sidst Gibbons var her, havde akkumuleret en trang til at udbasunere alt der overhovedet kunne gives, nu hun endelig stod der; dronningen af sørgmodig, stenet, støvet og dybt melankolsk musik. En røst man kun kan bukke sig i støvet for, har Gibbons. Helt tilbage til 94, hvor hun og Portishead velsagtens skabte genren Triphop i kraft af mesterværket Dummy, har hun lydt som en moderne pendant til Billie Holiday. Når Gibbons sang til aften, var det som om folk holdt vejret og først sugede luft ind efter hun var færdig.
Vi fik en fornem version af “Burden of Life”, hvorpå singlen “Floating On A Moment” blev leveret. Hvis salen var næsten eksalterede efter starten, virkede det decideret ekstatisk, da det nummer fadede ud. Det er bestemt et blændende nummer, men der skulle komme mere kant på en gnistrende og støjende version af “Rewind”. Her tog den mandlige violinist i stedet en guitar over skulderen og viste tænder med heftige og ruskende hug på instrumentet. Et blændende spillet nummer, der lige løftede koncerten ud af det rolige, rugende og lettere tilbageholdende modus fra første triade.
Det var befriende med lidt muskuløs udladen og det klædte koncerten, at gå et andet sted hen. Lives Outgrown har en tendens til at ligge lunt i samme dystre leje pladen igennem og virker indimellem på kanten til det ensformige i sin lyd. Omvendt kan man sige pladen er meget homogen, men “Rewind” gav et kærkomment los i ørene og gav et væsentligt nøk live ifht pladeindspilningen.
Andægtigheden blev skudt til hjørne for en stund og det skabte kærkommen luft.
Længere henne spillede Gibbons og band henholdsvis “Mysteries” og “Tom The Model” fra det excellente samarbejde Gibbons havde med Paul Webb aka Rustin´ Man på det mesterlige album Out Of Season.
De to numre minder mere om Portishead end soloudspillet Lives Outgrown, omend i en mere analog og varm lyd. At hun havde valgt at inkludere de to numre sammen med et enkelt Portishead nummer på setlisten kan skyldes, at hun ikke kan nøjes med materiale fra ét album. Omvendt kan det ses som en kærlig gestus til alle os, der elsker Out Of Season og savner Portishead.
Gibbons henvendte sig først til publikum midtvejs i koncerten med hvad der lod til at være to-tre korte sætninger, for man kunne intet høre pga klappen og piften. Det var faktisk aftenens eneste reelle øjenkontakt, udover lidt til sidst da koncerten var til ende. Heller ikke her var det muligt at høre, hvad hun havde på hjerte, fordi hun valgte et tidspunkt lige da nummeret summede ud. Måske en taktik fra hendes side, så publikum føler hun forsøger, mens hun belejligt slipper for ubehaget med en reel kommunikation. Igennem alle numre stod Gibbons med lukkede øjne mens hun sang sine numre. Resten af tiden med ryggen til. Det provokerer og ærgrer sikkert nogen, i al fald hørte jeg det kommenteret, hvor jeg sad. Men det musikalske nærvær og eksekveringen var indiskutabelt sublimt, både hvad angår band og hovedperson.
Vi fik en uendelig smuk og sart udgave af “Roads” fra Dummy og taknemmeligheden viste sig tydeligt på det markante bifald fra salen. Folk kunne ånde lettet op, hun spillede sørme Portishead. Men heldigvis kun et enkelt nummer, fordi denne aften var på sologrund og hun er et nyt sted i dag.
Tak for en sublim og overordentlig velspillet aften, der ikke kunne sættes en finger på. Måske med undtagelse af den noget korte spilletid på godt og vel en time plus to ekstranumre. Men på sin vis, var jeg mæt og tilfreds på en tilpas måde. Og havde hun valgt at inkludere flere numre fra tidligere projekter eller en håndfuld covernumre, var det måske blevet udvandet. I stedet blev det suverænitet i renest destillerede form.