Fontaines D.C. har været et af de bands, jeg virkelig har glædet mig til at opleve på Roskilde, og specielt på Orange Scene, hvor rocken har trange kår disse dage. Det er der allerede blevet snakket rigeligt om, så lad os i stedet koncentrere os om koncerten, der – spoiler alert – holder hele vejen igennem.
Fra de første sekunder af “Here’s the Thing” mærker jeg, at de kan bære ansvaret ved at være årets rocknavn på Orange. De går på uden de store armbevægelser, men med en selvsikkerhed, der ikke virker påtaget. De er cool, men uden at det bliver distanceret.
Der er noget særligt over at stå blandt tusindvis af mennesker og opleve et band, der både kan lyde stort og intenst, uden at det bliver for poleret. Bandet spiller tight og med overskud, og specielt forsanger Grian Chatten har en udstråling, der sender tanker til Oasis’ tilbagelænethed og coolness i deres storhedstid. Sange som “Jackie Down the Line”, “Boys in the Better Land” og “Roman Holiday” bliver leveret, så den sagnomspundne orange feeling indfinder sig.
Så, midtvejs i koncerten, sker det, som alle taler om bagefter: Bandet giver scenen til en gruppe aktivister, der bruger 10 minutter på at sende et klart og tydeligt budskab om støtte til Palæstina. “Free Palestine” lyser op på storskærmen, slagordene runger ud over pladsen, og det er tydeligt, at det her betyder noget for både bandet og mange blandt publikum. Jeg bakker fuldt op om det valg – det er modigt, det er nødvendigt, og det er lige præcis den slags handling, der gør Roskilde til mere end bare musik. Det er ikke bare en politisk gestus for syns skyld, men et reelt statement, og det giver koncerten en ekstra tyngde.
Efter aktionen samler Fontaines D.C. tråden op igen og lukker med “Starburster”. Måske mister koncerten en smule momentum efter pausen, men det gør ikke så meget – det hele føles stadig som et samlet øjeblik, hvor både musikken og budskabet får plads. Jeg står tilbage med en følelse af at have været vidne til noget særligt: Et band, der tør tage ansvar, og som samtidig leverer en koncert, man kan mærke helt ind under huden.
For mig er det her tæt på det perfekte Roskilde-øjeblik. Musik, fællesskab, et band med skarpe holdninger og som står det ved dem – alt det, festivalen kan, når den er bedst.
