Where Did Nora Go er popmusik med masser af stemninger, idéer og udtryk. For pop-elskere er det måske lidt for meget af det gode – for lyttere med hang til eksperimenter er det måske lidt for poppet. Lad os håbe, at lytterne i begge lejre er klar på at være nysgerrige og gå på kompromis, for den meget høje kvalitet af dette album kan ikke anfægtes.
Ni år efter bandets debutalbum, er The Veils klar med fjerde udgivelse. Og lad det være sagt med det samme – det er et Veils i absolut topform, og ikke mindst en Finn Andrews der med sin karakteristiske vokal er et gribende og fremragende omdrejningspunkt.
Mens den ene fod konstant er placeret på monitoren, så slipper den anden kun speederen, når der skal jokkes på distortion-pedalerne. Genremæssigt er det ganske varieret fra den ska-agtige åbner ”Bløde og nyde” over den punk-befængte ”Dødens Stopdans” til den pop-grænsende ”Skib til Kbh”.
Louise Juul viser et stort potentiale som både sangerinde og sangskriver på Austin, men efter min smag mangler der lidt større armbevægelser og mod i arrangementerne, for at albummet for alvor står frem i fra strømmen af andre pop-udgivelser.
Klak Tik leverer musikalsk de elementer, som normalt kædes sammen med fodboldens tiqui-taca. De små hurtige overraskelser, masser af skift og bevægelse i deres musikalske ståsted, en enorm kreativitet og en absolut fremtrædende uforudsigelighed.
Der er mange om buddet på den danske pop/rock-scene, og når alt kommer til alt er det nok et spørgsmål om temperament, om man er mest til det ene eller det andet band i flokken. Gasblå rammer mere tæt på bulls-eye i forhold til mine præferencer end fx Ulige numre og Telestjernen gør.
Den søgende stil efterlader et indtryk af en Harper Simon, der ikke helt ved, hvilken retning han skal vælge. Det gør albummet meget usammenhængende, men det giver også et par interessante udfald, når nu en velpolstret musikhjerne krænger sig ud.
Stephan C. Krabsen a.k.a. Bjergtaget viser med Velkommen Til, at han har masser at byde på. Med et skarpt, charmerende og betagende udtryk får Krabsen rundet EP’en af med bravour – og jeg håber, at han næste gang lader det personlige og jordnære være gennemgående fra start til slut.
Det skyhøje niveau fra 2010 bliver ikke helt videreført på Let It All In, der er et album med masser af åbenlyse og medrivende kvaliteter. Desværre er der næsten ligeså mange passager, hvor man savner intensiteten, dybden og nerven, som I Am Kloot mestrer som ingen anden.
Peter Sommer har begået sit hidtil bedste album, der endnu engang positionerer ham som en kunstner, der har en fortrinlig evne til at kombinere det folkelige og tilgængelige med det dybt personlige og kunstnerisk interessante.
Petrus Kapell byder på et album, der har en masse gode og positive idéer, der imidlertid alt for ofte lider under kravet om tysthed og stilhed. En enkelt fuldtræffer er ikke helt nok til at sikre albummets samlede kvalitet, men der er potentiale for fremtiden.
Two Door Cinema Club har valgt indgangen til salen med den lidt for sukkersøde og ligegyldige forestilling, hvor plottet er for forudsigeligt og tænkt. Næste gang vælger de forhåbentlig salen, hvor der er plads til de lidt smallere og mere udfordrende forestillinger, for der er i den grad brug for at få overfladen brudt.
Freddy and the Phantoms viser på Shadows Across the Country, at der er et kæmpe potentiale i bandet, men jeg hører en tendens til, at det bliver en smule for tænkt, og en anelse for lidt impulsivt og umiddelbart. Den glidebane håber jeg stopper inden næste album, som jeg ikke desto mindre glæder mig rigtig meget til at høre.
Stealing Sheep er underholdende, tiltalende og skævt. Det store kommercielle gennembrud i Danmark bliver næppe en realitet i denne omgang, men for musikelskere med hang til spøjse fortællinger og en kombination af moderne indie og gammeldags folkemusik, så er der al mulig grund til at tjekke Liverpool-trioen ud.
Poor Moon har bestemt en tiltalende charme undervejs i det omskiftelige, men alligevel let genkendelige lydbillede. Nogle gange bliver springene fra let og luftig folkpop til tunge og teatralske opbygninger lidt for store, og af og til lykkes det ikke helt at finde fodfæste i de flyvske kompositioner.