En særdeles velspillet koncert med en knivskarp lyd, der fik alle nuancer med og et tilbagelænet band, der vidste hvad de havde at gøre godt med og både forstod at økonomisere virkemidler og eksplosivt rocke igennem. Og hvor var det rart endelig at se Lanegan tilbage i egen høje persona, med rock og blues som omdrejningspunk.
Lanegan’s mørke baryton af en gravrøst komplementerer Campbells henførende og fløjlsbløde vokal perfekt. Hvor de hver især kan blive for ensidige, giver de hinanden et spændstigt modspil, som i den grad bærer og klæder en koncert af denne intime akustiske art.
Det er muligt, at Hawk er en rejse i traditionerne udad velbevandrede genrer, men Campbell og Lanegan undgår alle faldgruber og leverer deres retro-folkrock så genuint og overbevisende, at man spørger sig selv, hvorfor mange bands har så travlt med at opfinde rocken på ny.