9
Thurston Moore bevarede sin Gudfaderstatus igår og jeg kommer igen next time around. Intet var overflødigt, alt fungerede, lyden var perfekt. Hvad mere behøver man. Mesterligt.
Frustrerende pauser og en lyd, der led lidt under vokale nuanceproblemer og et band, der fremstod lidt ligeglade og uengagerede gjorde, at selv om sætlisten var tæt på perfekt og lyden præcis så voldsom, som den skulle være, gik jeg fra Store Vega med en sær fornemmelse af skuffelse
Vi kårer 80ernes 30 bedste albums. My Bloody Valentine’s’ “Isn’t Anything” ligger nr. 23.
Rumskibskaptajnen Keith Canisius leverer på This Time It´s our High en blanding af psychedelisk 60´er pop og æterisk dreampop og blid shoegaze, som den leveredes i 90´erne . Det er et voldsomt effektivt, men også et noget ensporet lydbillede, der ikke undgår en uheldig bismag af gentagelse som albummet skrider frem.
Retrobriterne bekender sig til shoegaze med drømmende sensuelle vokaler og synthrytmer, som gejstlige til religionen, nemlig henført og altopslugende. Det er både godt og skidt. Godt fordi de langt hen ad vejen gør det overbevisende, men skidt fordi de læner sig så ublu op af genrens koryfæer.
Den foregribende lyd på Loveless skabte et værk, som må stå som et af de mest influerende indenfor shoegazen og den alternative rock. Kært barn har mange navne og uanset hvilken genre man kategoriserer MBV under, har de med Loveless lavet en uomgængelig milepæl som på ingen måde lider under tidens tand.
Det dunkle og det lyse, det intime og det storladne. Det legendariske band My Bloody Valentine laver musik, der hypnotiserer og luller de vågne ind i drømmeland. Stemningen var en blanding af angstfuld forventning og benovelse, da My Bloody Valentine nærmest listede ind på scenen. Ville de kunne leve op til hypen?