7
Det blev som vanligt en udfordring at stå en Neurosis koncert igennem. Man bliver pryglet ubønhørligt i deres selskab og amerikanerne for hurtigt skilt fårene fra bukkene, hvor sidstnævnte forlader Avalon inden det sidste riff er fedet ud. Os der bliver, går derfra i en katarsislignende tilstand.
9
Alt stod i perfekt ascendant med månen og dermed fik Sleep bundet en rød tråd fra månelandingsintroen til koncerten gik mod ende til tonerne af ”Cultivator/Improved Morris”, der lukkede nattens oplevelse med en højt løftet fuckfinger til profetien om at rocken skulle være død.
Når Cult of Luna peaker, er de uforlignelige, men sangenes længde og følelsen af vel rigelige gentagelser af den formel svenskerne benytter sig stålsat af, tillige med de tålmodighedskrævende opbygninger blev lidt for meget i længden på denne fredag i april.
Når Goethe et sted siger, at vi skal hylde digteren til at leve et liv i stor, følelsesmæssig smerte, så vi andre kan nyde godt af deres martrede poesi, tænkte han på mennesker som Scott Kelly.
Når man er sanger og guitarist i Neurosis gennem 25 år plus det løse, har man fortjent sine sporer. Og Scott Kelly gør, hvad han kan, for at vise sine sporer. Hele kroppen er tatoveret i usædvanlig grad, og det gråviltre skæg understreger indtrykket af en mand, der har kæmpet sine kampe med tilværelsen.
Honour Found In Decay er en mageløs plade – hvorvidt det er Neurosis bedste album vil tiden vise – men efter ”Raise The Dawn”´s sørgmodige violiner lukker det massive værk, er man gjort af overjordisk stof, hvis man uden pause tør trykke på play én gang til.
Stener-monumentet over dem alle blev leveret ædende tungt Inden stener-koryfæerne gik på scenen i Amager Bio med genrens indiskutable hovedværk Dopesmoker, skulle vi lunes…
Amerikanske Neurosis er kendt for at levere tungt, smertefuldt og stærkt støjende rock, og søndagens møde med sanger og guitarist Scott Kelly blev imødeset med en smule uro. Hvad nu hvis han slog mig ihjel og åd mig?
I overraskende lange fem kvarter tog Neurosis publikum med på en dyster men ubeskrivelig smuk odysse ind i deres organiske støjunivers.
Selvom Roskilde Festival offentliggjorde deres program i midten af april, fortsætter de ufortrødent med at offentliggøre navne. I sidste uge kom Faith No More…