Det var med forventningens spænding, jeg bevægede mig ind på Odeons backstage-område for at møde frontmanden i ISIS, umiddelbart før deres koncert på fredagens festival. Til en samtale om larmende rock, anmelderi og om kunsten i musikken, mens solen bagte fra en skyfri himmel på en herlig dag.
Amerikanske Neurosis er kendt for at levere tungt, smertefuldt og stærkt støjende rock, og søndagens møde med sanger og guitarist Scott Kelly blev imødeset med en smule uro. Hvad nu hvis han slog mig ihjel og åd mig?
Det var tydeligt, at der ikke var meget fut i publikum på denne slidte eftermiddag, men The Bronx gjorde hvad de kunne for at få pisket gang i kludene på folk med deres punkede rock’n’roll og knyttede næver i vejret.
Med et bagkatalog, der rummer nok gode sange til at udgive flere greatest hits albums, så er forventningerne selvfølgelig store når M. Ward går på scenen. Desværre formåede han ikke at leve op til sine egne sange på en søvnig søndag, hvor han havde et fire mand stort band med sig på scenen.
Lyden var rigtig god i et Arena telt, som var godt fyldt, selvom mange festivalsgængere var taget hjem søndag aften, men de der var tilbage er helt sikkert glade for, de blev for at høre Yeah Yeah Yeahs, og se Karen smile så smukt efter at have sunget en meget langsom, fin version af ”Maps” fra debutalbummet Fever to Tell.
En af denne festivals absolutte højdepunkter og en så frapperende in your face-oplevelse, at den kommer til at sidde i hukommelsen, længe efter festivalens sidste toner er fadet ud.
White Lies manglede noget for virkelig at brage igennem. Dertil virkede de lidt for ydmyge, og usikre på eget format (og det er ikke nødvendigt). Men Odeon var proppet, og det er en cadeau af de store, at bandet kunne få så mange mennesker til at rocke med…
Sammenlignet med eksempelvis Babes In Toyland har Ida Maria nogle langt bedre melodier og en langt mere varieret stemme, der både kan være ru og rå og følsomt intonerende i de mere langsomme numre.
I overraskende lange fem kvarter tog Neurosis publikum med på en dyster men ubeskrivelig smuk odysse ind i deres organiske støjunivers.
At Peter Sommer med sit seneste album er blevet langt mere rocket end tidligere er ikke længere nogen hemmelighed, og derfor var det også ærgerligt at han endnu engang måtte se sig forvist til at spille kl. 13 på en træt søndag. Han lod sig heldigvis ikke mærke af det, men virkede tværtimod yderst veloplagt og afslappet, hvilket smittede af på det talrigt fremmødte publikum.
Bandet udviser altid en stor energi når de spiller live, hvor alle ni medlemmer går amok på deres respektive instrumenter imens forsanger Corey Taylor løber rundt på scenen. Denne koncert var præget af denne sædvanlige energi, men med tryk på sædvanlige, da det efterhånden er blevet lidt for indstuderet at se på…
Sigøjnerfest under en skandinavisk sol Egentlig skulle de slet ikke have spillet, men da rapperen Lil’ Wayne aflyste i sidste øjeblik, valgte Roskilde Festival…
Man kan ikke beskylde kvinden bag Fever Ray, Karin Dreijer Andersson, for at være en linselus. Arena scene var fredag midnat var badet mørke, og kun grønne laserlys og afdæmpede lanterner gjorde, at man kunne se scenen. Karin Dreijer Andersson var hemmelig et eller andet sted inde i mørket.
Udover et stort show, så havde Pet Shop Boys ikke ret meget at byde på da de lukkede Orange scene lørdag aften. Modsat da de spillede på samme scene i 2002, hvor især lyden imponerede. Lyden var også god denne gang, men de fleste af bandets sange virkede underligt outdatede og ligegyldige.
De første to numre troede jeg var en joke. Så dårligt kan man simpelthen ikke spille. Især Marnie Stern håndterede sin guitar som en enarmet, tolvårig dværg. Trommer og bas fulgte trop i den skramlende og usikre rock, der forsøgte at lyde som Steve Vai i en støvet udgave.