Det var smittende musik i særlig grad og det var musikalitet med overlegent overskud. Især guitarsoloerne fra Amadou Bagayoko var de bedste, jeg hørte på festivalen i år. Teltet blev langsomt fyldt, men flere burde havde fundet vej til Arena. Eneste minus var en alt for lav styrke på Mariam Doumbias vokal, ellers var der ikke meget at sætte på musikken fra Amadou og Mariam + band.
Hvor Cancer Bats’ musik virker både ensformigt og kedeligt på album, så er det noget helt andet live, hvor de canadiske hardcore punkere virkelig formåede at begejstre på Pavilion-scenen. Frontmand Liam Cormier var tændt og løb aggressivt rundt på scenen, mens han brølede ind i mikrofonen og ikke sjældent takkede de fremmødte.
Hvis man er til den klassiske blackmetal er det nye Satyricon nok ikke så interessant, men blandingen af black metal og rock ’n’ roll er i denne anmelders ører lige i skabet, også selvom den bliver spillet i bragende solskin en tidlig eftermiddag, og når bandet endda kommer ud på række og bukker for publikum efter koncerten er man kun glad for den udvikling Satyricon har taget væk fra de norske fjelde ud til et lidt bredere publikum.
Selvom man savnede nummeret ”On March the Saints” fra bandets seneste udgivelse, blevet der slynget masser af fede sange ud til publikum, og da medlemmer fra både Faith No More og Satyricon kom og spillede med det sidste nummer, var den stærkt positive oplevelse fuldført. Godt at have dig tilbage, Phil!
Stilen er støjende rock, der stiger og falder i både intensitet og lydstyrke, og man er mere viklet ind i en fortælling af episk karakter, end man lytter til regulære numre.
Pop og Roskilde Roskilde Festivalen er først og fremmest en rock-festival. Det er den, fordi genren dengang festivalen blev født, var progressiv, anti-autoritær og…
Den sorte nattehimmel stod perfekt til Nine Inch Nails’ industrial metal, der ikke blot lukkede Orange natten til lørdag, men også lukkede ned for bandets besøg til Danmark, da koncerten var en del af bandets farvel turné, og hvilken afsked!
Oasis har så massivt et bagkatalog at det næsten er umuligt ikke at skabe en god setliste, i hvert fald hvis man ser på de første par albums, og aftenen startede da også med den fede ”Rock ’n’ Roll Star” fra debutalbummet, hvorfra vi også fik superhits som den flabede ”Supersonic” og den lidt mere følsomme ”Live Forever”, der blev dedikeret til dem, der mistede livet under Pearl Jam koncerten på Roskilde i 2000.
Amon Amarth tager sig selv dybt alvorligt, og deres musik har den overbevisende saft og kraft, der gør dem til et kompetent band, og de leverede en ordentlig omgang growlende dødsmetal, der bogstaveligt talt sparkede liv i natten og blæste hjernen ren igen.
Fredag viste de fire skotter, at det ikke kun er i studiet de har noget at byde på. Dressed in black og med clash-hængende guitarer, indtog de Arena med en koncert der lover godt for fremtiden. Det var støjrock på et højt plan, og med melodier der nærmer sig stakkels Phil Spectors glansperiode i 60’erne.
Alt i alt savnede man noget af den anden Nick Cave. En mere afslappet en af slagsen, der tror på, at man ikke behøver at larme og skramle mest muligt, for at tænde de mange fremmødte. Man savnede messen og at den dystre præst, havde taget en i hånden, og ført en igennem det mere fascinerende Cave’ske univers.
Sløvhed er det mest dækkende ord. ”Langsomt” er et andet, men det kunne misforståes med tempo. Fleet Foxes musikalske kerne, er rigtig nok ikke hurtige rock-afleveringer, men derimod superb sangskrivning, kunsten at gøre rockarven sin egen og så selvfølgelig de vokale harmonier.
Det var helt klart de to pigers stemmer der var i centrum, og der var ikke mange passager, hvor ingen af dem sang. Den primære sanger var storesøster Johanna Söderberg, hvis høje og lettere skingre stemme ofte mindede om Joanna Newsoms, hvilket bestemt ikke er nogen kritik. Tværtimod.
Der er så mange ting ved The Mars Volta, der burde få mig til at holde mig langt væk; der er de mange soloer, de lange numre og en hel masse musikalsk lir, der tilsammen ville kunne begå sig fint under betegnelsen ‘psychedelisk hardcore-jazz’ . Men for fanden hvor er det fedt!
Pladsen foran Orange scene var proppet, publikum var overtændt (mere eller mindre kunstigt) og Trentemøller kvitterede med et over to timer langt DJ-set mere potent og vildt, end man for bare fem år siden, ville havde troet en dansk DJ kunne. Det var kun lydniveauet der oversteg indfrielsen af de store ambitioner.