Prince havde talt, og først og fremmest med en ægte og personlig stemme, og det er i virkeligheden det, der skaber størst respekt og anerkendelse og i sidste ende de største oplevelser. Og det er det, der sidder tilbage i kroppen, når alt det andet glitterstads for længst er forduftet. Ægte musik af ægte musikere. Ægte stjernestunder under Roskildes åbne himmel.
Alt i alt leverede Mouritz/Hørslev Projektet en noget nær perfekt koncert og udover et alt for langt indledende digt oplæst af Lone Hørslev er det svært at sætte en finger på koncerten og deres evne til at sparke liv i et træt festivalpublikum.
Kashmir prøvede at give folk et par nostalgitrip, men det var desværre ikke helt nok til at løfte den halvsløve koncertstemning, og de mange ballader havde helt sikkert gjort sig bedre til en meget mindre og indendørskoncert.
Titus Andronicus er fra New Jersey og er ofte blevet sammenlignet med Bruce Springsteen. Sammenligningen holder et stykke hen ad vejen, men så alligevel ikke helt. Men tilsætter man noget Gaslight Anthem og noget Bright Eyes anno 2002, så rammer man Titus Andronicus ganske godt.
jubelen var stor under hele Muses optræden på Orange. Muse havde nok allerede en plads i de flestes hjerter inden koncerten, og giver de lidt mere af sig selv og undlader af hvile på laurbærrene, så fastholdes den plads formentlig langt ind i fremtiden.
Selvom der var fyldt op inde under teltdugen, så sad der ligeså mange mennesker og nød musikken siddende ude på græsset. Og sådan en tømmermændsdag var musikken en fremragende ledsager til den positur. Altså siddende med en flaske vand eller en øl ladende op til resten af dagen.
Med den voksende status i dansk musik har også fulgt delte meninger og forventninger til nevøerne. Men på scenen virker Nephew ikke mærket af det. De leverer et show, som de langsomt udbygger fra år til år. Der blev i aften igen leget med lyd, lys og ord, og efterhånden har Danmark lært at lege med.
Them Crooked Vultures er et superband, som rent faktisk fortjener at blive kaldt super, hvilket der næppe kan herske megen tvivl om efter årets koncert på Roskilde Festival.
Og ligeledes formåede DuVall at gøre Staley ære med sin fortolkning af slutningsnumrene ”Rooster” og ”Would?”, som derudover også var fantastiske eksempler på de overlegne tostemmige vokalharmonier, som bandet altid har mestret til fulde.
Bange anelser og store forhåbninger. Forventningerne var blandede op til en afskedskoncert med Dizzy Mizz Lizzy på selveste Orange Scene. Kunne den lille trio med to halvfemserrock-albums udfylde den opgave, eller ville afskeden ende med et skuffende farvel?. Dizzy Mizz Lizzy skulle vise sig at have ramt mange mennesker helt frem til i dag, og dagens resultat blev en positiv overraskelse.
Det var tungt fra start til slut – tonstungt. Det var teknisk solidt og fejlfrit, og lyden på Arena fejlede ikke noget. Men der manglede noget. Man må medgive Meshuggah, at numrene hver for sig var uforudsigelige og komplicerede, og at de stadig formåede at levere rent teknisk, men som helhed endte indtrykket af koncerten ironisk nok med at indeholde begreber som forudsigelighed og rutine.
Selvom det mailisiske nomadeband Tinariwen udgav sit første album tilbage i 2001 – og rent faktisk spillede på Roskilde Festivalen samme år – så er det først med sidste års album, Imidiwan: Companions, at bandet for alvor er kommet ud til folk, der ikke nødvendigvis har verdensmusikken som deres foretrukne musikstil. Derfor var det da også oplagt at booke bandet igen.
Selvom, der blev pjattet mellem numrene, så tog bandet det seriøst når der skulle spilles. Især El Hefes guitarspil imponerede. Sætlisten var en god blanding af ældre og nyere numre, hvor nogle vækkede tydelig jubel blandt publikum, mens andre måske var knap så kendte. Et af de mere populære numre var uden tvivl ”Bob” fra White Trash, Two Heebs and a Been, hvor der gik fællessang i den.
Efter en albumpause på fire år vendte Sick of it All tidligere i år frygteligt tilbage med Based on a True Story. Et forrygende…
Islandske Sólstafir leverede en massiv omgang metal på Pavilion på en hed torsdag aften. Selvom bandet spiller en, indimellem frysende kold musik, var der hot as hell på den lille scene under den timelange koncert. En fed og dejlig tung, men også energisk præstation, som kun folk fra det vindblæste land kan mønstre.