En fornemmelse af at være blevet mere eller mindre blæst omkuld på fem af albummets første seks sange, hvorefter The Migrant mister pusten og de store armbevægelser. Det kan undre, at de stort opsatte arrangementer ikke er spredt anderledes ud over albummet.
Der er enkelte lettere søvndyssende perioder, hvor det er vanskeligt at holde fokus, men inden man slumrer helt hen, bliver man vækket til live af en ny lille charmerende overraskelse. Og det er med til at gøre The Elephants til en god ven, man ikke bliver træt af at være sammen med, men som af og til lever lidt for meget sit eget liv.
Offbeat – med på beatet Den danske musik har sjældent været mere alsidig, end den er på nuværende tidspunkt. Bookingbureauet Offbeats årlige showcase demonstrerede…