Når et band i lige høj grad forguder Santana, tidlige hardcore-bands som Black Flag og Minor Threat, samt eksperimenterende tyske rock-bands fra 70’erne, siger det vel næsten sig selv, at deres musik er alt anden end let kost. Dette er bestemt også tilfældet for The Mars Volta og deres anden plade “Frances The Mute”. Med 5 sange fordelt over næsten 80 minutters spilletid, har de to frontfigurer Omar Rodriguez-Lopez (guitar) og Cedric Bixler-Zavalas (sang) skabt en stor og ambitiøs plade, der konstant kræver lytterens fulde opmærksomhed. En stor mundfuld, men bestemt også en stor oplevelse.
Pladen åbnes med “Cygnus…Vismund Cygnus”, der med sit vilde tempo, komplekse struktur, og utallige rytmeskift, også ville have passet perfekt ind på den fremragende debut “De-Loused In The Comatorium”. Man kan dog allerede her ane, at bandet ikke blot har valgt at lave den samme plade igen, for hvor “De-Loused In The Comatorium” til tider var en noget hektisk affære, har The Mars Volta denne gang valgt i højere grad at bruge stilhed, som en vigtig del af deres musik. Dette er paradoksalt nok både pladens styrke og svaghed, da “Frances The Mute” på den side lyder mere homogen og helstøbt end debuten, men på den anden side også irriterer med flere alt for lange passager, der blot består af underlige lyde eller næsten ingen lyde overhovedet. Bedst virker det i den smukke “Miranda That Ghost Just Isn’t Holy Anymore”, hvor stiheden efter nogle minutter bliver brudt af en Ennio Morricone-agtig trompet, der perfekt lægger op til Bixler-Zavalas umiskendelige vokal. Det virker derimod blot malplaceret, når bandet i singlen “The Widow” efter kun godt 3 minutter begynder et næsten lige så langt lyd-orgie, (hvilket naturligvis også er blevet klippet ud, når den vises på MTV), og i det ellers fremragende 31:42 minutter lange afslutningsnummer “Cassandra Geminni”, går det hele til tider en smule over gevind.
“Frances The Mute” er dog bestemt ikke nogen “stille” plade. “L’Via L’Viaquez” er en vidunderlig gang salsa-punk, hvor The Mars Volta for alvor viser, hvad det er, der gør dem til sådan et glimrende band. For selv om bandet består af nogle fantastiske musikere, der konstant udfordrer lytteren med deres vilde sangstrukturer, glemmer de ikke de gode melodier og de store følelser i deres musik. Bandet lyder på hele pladen utroligt sammenspillet, hvilket gør, at man selv i de mere syrede og hektiske passager, hele tiden kan finde nye detaljer i musikken.
Trods sine fejl er “Frances The Mute” dog en mere end vellykket opfølger til “De-Loused In The Comatorium”, der viser, at The Mars Volta definitivt er trådt ud af At The Drive-In’s skygge. De har med deres unikke og kompromisløse stil (prog-ambient-noise-hardcore-salsa?) nærmest skabt en genre for sig selv, og det bliver spændende at se, hvilke nye veje bandet vil gå i fremtiden.
