
Lørdag aften havde undertegnede indfundet sig under Coronado-Bridge i San Diego. “Beton-helvede” er nok et ord, der beskrev omgivelserne meget godt. Tidligere på aftenen havde teaterstykket “San Diego” spillet i turbinehallerne i København, og sammen med et par hundrede andre sad jeg og stirrede på en tro kopi (dog lidt mindre) af den californisk bro, og ventede spændt på, hvad der nu skulle ske. Kl. 22.15 trådte kongerne af dansk surf Tremolo Beer Gut ind mellem bropillerne, greb deres instrumenter og skød ellers koncerten igang med “Sleazenator”.
Desværre var det ikke det originale Tremolo Line-up, da to medlemmer manglede. Sune Wagner har sikkert nok at se til, med den nylige udgivelse af Raveonettes 2’er, mens Yebo proklamerede at Per sunding var blevet forhindret i sidste øjeblik. Til gengæld overtog “den femte” Tremolo, Nalna, som så mange gange før lead-guitaren, mens bassen blev spillet af en af Per Sundings eggstone-partnere. Det eneste medlem, der har været med til alle koncerter er Yebo (trommer, Crunchy Frog-chef), så mon ikke et fast line-up for længst er fortid. Tremolo Beer Gut handler om at have det sjovt, og spille noget surf-guitar. At bandet havde det sjovt, var men ikke i tvivl om. Vodkaflasken og Juica-kartonen ved siden af trommesættet forsvandt gradvist, mens humøret hos bandet steg. “I er fulde – Vi er fulde!”, skreg Yebo ud mod publikum.
Koncerten bestod af en blanding af gode tremolo-hits fra bandets to plader og en række live-klassikere som f.eks: “Death Valley ‘69” (der også er et bonus-track fra vinyl-versionen af Tremoloernes debut-album).
Efter “Ol’ Stam Bull” proklamerede Yebo, at der ikke var tvungne siddepladser, og at den sparsomme plads foran bandet kunne bruges til f.eks. dans. Den opfordring tog ca. halvdelen af fans’ene til sig, og snart vrikkede pigerne med hofterne mens fyrene spjættede som en gale med deres ben. Resten af koncerten stod den på dans, og det fik temperaturen i turbindehallerne til at stige gevaldigt.
Til aftenens koncert havde Tremolo Beer Gut samlet B-holdet. Et backingkor bestående af Simon, Show, Heste og Satan (?, red.). Under hele koncerten stod de på en balkon – højt hævet over scenen, men under sidste nummer – “Gangster Surf” for anden gang denne aften – kom de dog ned på scenen, og deltog i galskaben. Scenen blev forvandlet til et sandt anarki, og det var svært at se, hvor grænsen mellem band og publikum gik. Bandet væltede rundt mellem hinanden og publikum, og Jengo (guitar) hopppede op på en beton-klods, og poserede for de dansende fans.
Den store motorvejsbro var den perfekte setting for en Tremolo Beer Gut koncert, og var med til at gøre aftenen helt unik. Jeg har dog oplevet Tremolo Beer Gut spille meget mere tight. Lørdag aften var der flere irriterende små-fejl, og timingen var flere steder lidt ved siden af. Det skal dog siges, at et band, der aldrig øver, og som konstant skifter ud i medlemmerne aldrig kan blive helt tighte. Ikke desto mindre labbede publikum det i sig som sultne ulve. Så selvom Tremolo klart har spillet bedre koncerter, så giver setting, spilleglæde og energien denne aften et plus i min karakterbog.
Set-liste:
Sleazenator
Diablo Mountains Sumrise
Ol’ Stam Bull
Stoli Chaser
Beer Hunter
Swedish Erotica
Chinese Spy
Racehorse From Hell
Das Modell
Sonofabitch
Death Drome
Las Vegas
Slingshot Dragster
Remember Jemez Red
Clayton’s Hotrod
While Squaeresville Is Watching From Afar…
Gangster Surf
Ekstranumre:
Evilvis
Deathvalley ´69
Gangster Surf