Med deres forrige album ”Symbol of Life” beviste den gotiske metals gudfædre, den engelske kvintet Paradise Lost, at de ikke var faldet af på den efter den uinspirerende musikalske parentes ”Believe In Nothing”. Deres seneste album, det titelløse ”Paradise Lost”, der er gruppens tiende udspil, slår fast med glohede syvtommersøm, at det fortabte paradis er genfundet her på jorden – og det er mørkt, dystert og energisk som bare fanden! Således er der efter 17 år ingen tegn på metaltræthed hos bandet. Tværtimod, fristes man til at sige. De har ikke slækket på deres musiske integritet og giver i den grad hvinende baghjul til alle døgnfluerne fra den amerikanske nu-metal-scene. Det kunne også mærkes, da bandet sidste tirsdag spillede for et begejstret publikum på et proppet The Rock i København.
Undertegnede havde ellers undret sig over, hvorfor et band af Paradise Lost’s format fik tildelt et så ydmygt spillested som Københavns heavyrock-haven The Rock, når de før har spillet for fulde huse i f.eks. Vegas store sal. Men min fordom blev heldigvis gjort til skamme, for selvom scenen er lille, og der ikke er plads til alverden i de mørke kælderlokaler, så var lyden overraskende god, og bandet og deres support forstod virkelig at spille stedet op.
Opvarmningen bestod af to relativt ukendte bands herhjemme, Society One fra USA og israelske Orphaned Land. Og sjældent er jeg blevet så positivt overrasket – her var virkelig tale om to meget forskellige stilarter indenfor metalscenen, der ikke desto mindre leverede en forrygende kick-start inden Miltons mørkemænd overtog showet.
Society One lignede mest af alt en cirkustrup fra Helvede – forsangeren en blanding af en maskulin Marilyn Manson og en ung Iggy Pop med tonstung eyeliner; basisten en mellemting mellem huletrolden fra ”Lord of the Rings” og den dæmoniske klovn fra ”Spawn”; guitaristen som taget ud af Coal Chambers lineup og trommeslageren der græd sorte makeup-floder – men wow for en sceneenergi! Det er længe siden, jeg har set en så veloplagt optræden, der svømmede i adrenalin og rå brutalitet. Med en lydside der blandede Downset og Korn med endnu tungere metal, og en vokal der til tider mindede om Kieth Caputos fra Life of Agony, var dette en rystende opvisning i aggressionsudladning, man ikke kan andet end applaudere. Måske rent musikalsk ikke så sindsoprivende, men deres performance kunne mange bands helt klart lære noget af – sådan trykker man den sgu af!
Det seks mand store Orphaned Land bød på en helt anderledes oplevelse, men uden tvivl en svidende opvisning i metallisk kompleksitet og skønne frygiske skalaer. Musikken kombinerede de nationale rytmer fra deres hjemland med den tunge rock og klassisk heavyrock a la Dream Theatre. Især trommerytmerne efterlod undertegnede forpustet; her var virkelig en trommeslager, der kunne sit kram – ja, de indviklede rundgange og rytmeskift gav næsten genklang af noget Toolsk. Smid oven i det nogle fede power-soli fra guitaren og en blanding af citar, keyboard- og klaverbund, og så har du et band der virkelig er værd at holde øje med i fremtiden!
Men nu var det jo Paradise Lost, som var aftenens hovedattraktion og de skuffede bestemt ikke. De fem gotiske guder, Nick Holmes (vokal), Gregor Mackintosh (guitar), Aaron Aedy (guitar), Steve Edmondson (bas) og Lee Morris (trommer), alle klædt i sort, leverede et set, der hovedsagelig bestod af numre fra deres seneste to udspil, dog med enkelte hilsner til deres gamle rødder. Selvom man godt kunne savne nogle flere af ørehængerne fra ”Host” og ”One Second”, så var det alt i alt et varieret og godt sammensat repertoire.
Bandet syntes veloplagte, og forsanger Nick Holmes (der er blevet langhåret) var tydeligvis på bølgelængde med sit publikum, hvilket kom til udtryk i hans snakkesaglige lune ind i mellem numrene. Paradise Lost er noget så sjældent som et band, der formår at skrive catchy melodier og fængende tekster, der på trods af at spænde over engelske pendanter til ”hjerte/smerte”-rim, aldrig bliver corny eller popsentimentale. Det er fængende lyrik tilsat simple, men svingende metalstrofer, der klarer den svære kunst at være larmende uden at være støj. Med de flydende keyboardflader, små dragende pianostykker, den gyngende bas, og de insisterende guitarriffs og –soli, væver gruppen et mørkt og kraftigt lydtæppe, der er den perfekte bund for Holmes rå, men alligevel delikate vokal.
Man bør takke bandets lydmand (og lydfolkene på The Rock generelt) for den dejlige sound, der i modsætning til større spillesteder (eller andre undergrundsvenues som f.eks. Stengade 30 eller Loppen) gengav noget nær en perfekt live-lyd. Eneste anke er, at Edmondsons bas lå lige lovlig langt fremme i feltet, hvilket desværre gik ud over numre som Mystify og Over the Madness, hvor keyboardets og guitarens spinkle melodier næsten druknede i de dybe toner. En del af numrenes guitarsoli havde ligeledes en tendens til at blive overdøvet af bassen, men måske skyldtes dette snarer at Mackintosh var en smule for lav. Bassen kom dog til sin ret i det supergroovy No Celebration, der virkelig sparkede røv live – et nummer der må siges at være et af gruppens bedste til dato.
Hvis man ser bort fra små petitesser, som f.eks. at Holmes vokal i verset til For All You Leave Behind var en smule off-key, og at keyboardet i Redshift havde en underlig klang (eftersom de elektroniske loops var play back, må det have været undertegnede der har hørt forkert, eller bare akustikken på stedet som har forvrænget lyden), så var det alt i alt en fornem præstation, og når bandet virkelig lettede som i det fænomenale So Much is Lost eller de to scenepunktummer One Second og Say Just Words, så svævede de virkelig!
Det var ikke en koncert, der rev benene væk under mig og efterlod mig måbende af begejstring, men det var i sandhed en solid omgang gotik, tilsat tungmetal af den bedste skuffe. Når man dertil lægger de to fornemme indsatser fra hhv. Society One og Orphaned Land (de to bands var noget af det bedste og mest effektive opvarmning jeg længe har set), så kan man ikke andet end takke The Rock og disse metalliske forkæmpere for en glimrende koncert og en ordentlig én på opleveren!
Setliste:
Don’t Belong
Grey
True Belief
Erased
Redshift
Mystify
So much is lost
Symbol of Life
Accept the pain
No Celebration
For all you leave behind
As I die
Shine
Shadowkings
Close your eyes
One Second
—
Forever After
Over the Madness
Say just words
