Med en stemme som en engel
Lad det være sagt med det samme, dette er en CD man enten vil elske eller hade. Ikke så meget på grund af melodierne, som er ganske harmløse. Det, der vil dele vandene er Antonys lyse og følsomme vibrato. Enten kan man lide den eller også kan man ikke. Allerede på albummets første linie i nummeret Hope There’s Someone hvor han synger: ”Hope there’s someone who’ll take care of me when I die”, ved man om dette er noget man vil bruge mere tid på eller lægge langt væk og aldrig tage frem igen. Jeg var solgt første gang jeg hørte Antonys stemme og hører uden tvivl til den første gruppe.
”I am a Bird Now” er den androgyne Antonys andet album. Det første album udkom i år 2000 og ud over, at de nye sange er flottere opbygget, er der ikke sket det helt store.
Det er stadig kammerpop og sangene er bygget op omkring Antonys piano og stemme, hvor der er gjort plads til violin, cello, saxofon og guitar. Det mest særprægede ved Antony and the Johnsons er hans stemme, der minder om en blanding mellem Nina Simone, Bryan Ferry og Little Jimmy Scott – men som mest af alt er Antonys helt egen.
Med på CDen er en af Antonys ligesindede, Rufus Wainwright, der synger leadvocal på den smukke ”What Can I Do”, særlingen Devendra Banhart, der viser at han også kan synge vibrato, Boy George der synger duet med Antony på ”You Are My Sister” og Lou Reed, der indleder et af numrene med oplæsningen af et digt og derefter stiller sin elektriske guitar til rådighed. Det er fire store og markante navne der gæster CDen, men der er alligevel ingen tvivl om hvem der er stjernen på denne CD – her er det Antony der er stjernen!
Med ”I am a Bird Now” har Antony and the Johnsens lavet et dæmpet, personligt og til tider sørgmodigt album, der på grund af Antonys stemme kommer helt ind under huden på lytteren. Kan man lide de to seneste albums med Rufus Wainwright er Antony and the Johnsons helt sikkert et lyt værd.
