Tilbage til rødderne
Efter sin mesterlige solodebut fra 2000, Heartbreaker, har Ryan Adams’ karriere været noget svingende. Han blev udråbt til at være den nye bannerfører for den alternative country, men sådan er det måske ikke helt gået. Han har nok været bannerfører, men måske ikke så meget på grund af musikken som hans ekstravagante livsstil og til tider noget særprægede liveoptrædender. Efter opfølgeren Gold har Ryan Adams’ præstationer været noget svingende og helt galt gik det med albummet Rock N Roll, hvor han forsøgte sig med traditionel rock. Det virkede ikke af den simple grund, at Ryan Adams simpelthen er bedst når han er inde og snuse til countrymusikken, med hjerte og smerte og alt hvad der ellers følger med. Derfor er det også glædeligt at Ryan Adams med dobbeltalbummet Cold Roses vender delvist tilbage til bandtiden med Whiskeytown og solodebuten Heartbreaker – mere country, mindre rock n roll.
Albummet åbner med den forrygende flotte og dejligt stille coutryrocker ”Magnolia Mountain”, der med Cindy Cashholders steel guitar allerede fra starten af albummet lover om nye og bedre tider for de Ryan Adams-fans, der har savnet ham fra tiden i Whiskeytown. Helt så country som Whiskeytown bliver det dog kun på albummets bedste nummer, det lige-ud-af-landevejen ”Let It Ride”. Et helt klassisk country-nummer der ukompliceret bare rocker derudaf – man kan næsten dufte halmen… Ja selv teksten er ren country:
”Moving like the fog on the Cumberland River
I was Leaving on her Delta Queen
And I wasn’t ready to go
I’m never ready to go
27 years of nothing but failueres
And promises that I couldn’t keep
Oh lord”
Bedre end det nummer bliver det ikke. Et nummer undertegnede efterhånden har hørt utallige gange og stadig bliver lige glad af.
Andre numre, der træder frem blandt mængden er ”Sweet Illusions”, countrynummeret ”Cherry Lane”, det svævende ”Easy Plateau” og det stille og klagende titelnummer ”Cold Roses”. Rent tekstmæssigt kredser Ryan Adams som sædvanligt primært om den ulykkelige kærlighed. Ikke mindst på et af albummets bedste numre med den forrygende titel ”How Does You Keep Love Alive”. Ja hvordan gør man det?
”What does it mean
What does it mean
What does et mean to be so sad
When someone you love
Someone you love is supposed to make you happy”
Svaret må man søge et andet sted end hos Ryan Adams
Albummet lider af, at det er så langt som det er – der er lidt for meget fyld og 6-7 af numrene kunne nemt være blevet barberet væk – fx det bluesinspirerede ”Beautiful Sorta”, der egentligt er et okay nummer, men som bare ikke passer ind i helheden. Der er nu langt flere gode numre end dårlige på ”Cold Roses” og med Ryan Adams har man efterhånden vænnet sig til, at der er et par svipsere imellem.
Når alt kommer til alt, er Ryan Adams tilbage i sadlen. Han udgiver endnu to albums i år (Jacksonville City Nights og 29 er sat til at udkomme i henholdsvis sommeren og efteråret) og hvis han fortsætter ud af den støvede landevej han med Cold Roses har bevæget sig ind på – gerne helt derud hvor støvet aldrig lægger sig – vil denne anmelder klappe begejstret i sine små hænder.
