Fra opvaskemusik til tænkepop
Når man beder danske Diefenbach om at sætte ord på deres egen musik, tøver de først, hvorpå forslagene bliver mange.
Kenneth: ”Jeg plejer at sige til familiefesten når min tante spørger, hvad det er for noget musik vi laver, at det er guitar, bas, trommer og keyboard – nogle gange larmer det og nogle gange er det helt stille. Og så med god melodi ovenpå. Forhåbentlig er det tråden, at der altid er en god melodi.”
Allan: ”Melodisk pop/rock.”
Kenneth: ”Udfordrende pop, kunne man kalde det. Det håber vi i hvert fald. Tænkepop.” Kenneth ler, – ”Hey den var ny!”
Støjpop. – Kan det godtages?
Kenneth: ”Det er også i orden.”
I juni udgav danske Diefenbach sit tredje studiealbum ’Set & Drift’, og for øjeblikket er alt sat ind på promovering af pladen live, Europa rundt. I 40 graders varme møder jeg bandet under den spanske festival Benicássim på kanten af en lyseblå swimmingpool. Kenneth Sarup og Allan Mattsson har taget plads i parasollens svalende skygge, mens resten af bandet (Nicolaj Strøjer, Stefan Gejsing og Lasse Lyngbo) hopper i poolen. Det er søndag eftermiddag, festivalens sidste. Et par timer senere skal Diefenbach spille for et sikkert nyt publikum.
Hvad betyder det for jer at spille hernede i solen?
Kenneth: ”Det er da helt fantastisk at komme herned og være på samme plakat som de her fantastiske bands, og så i de her omgivelser. Jeg har som du siger ingen anelse om, om folk har hørt os eller ej, eller om de gider troppe op i 80 graders varme. Vi tager det bare som en stor oplevelse.”
Hvis man har oplevet Diefenbach live, vil man vide, at legelysten er stor. Selv det helt nye materiale får ofte en lidt alternativ lyd på scenen.
Er det glæden ved at spille live?
Allan: ”Vi har fokuseret på at lave en fed cd i studiet, for at få den perfekte lyd frem. Og vi er godt klar over at det er noget helt andet når man spiller live. Man er nødt til at bruge nogle andre tricks.”
Kenneth: ”Som du selv siger, er det jo glæden ved at ”fyre den af!” Det bliver automatisk lidt mere rocket; live er det mere spontant, hvor man får lov til at lege lidt mere. Efterhånden som vi har spillet en del shows med den nye plade, har hvert nummer fået sin søsterversion live, som vi omarrangerer lidt – det er det, der gør det sjovt at spille live.”
Men ’Set & Drift’ er først og fremmest et gennemført studiealbum, hvis mange lag og klangflader afslører en intens tid i studiet og bag mixerpulten.
Hvad kan man kreditere Morten Bue og Tom Elmhirst for, der henholdsvis har produceret og mixet pladen?
Kenneth: ”Morten Bue har vi lavet alle vores ting med, fra den første demo. Han er ligesom den 6. Diefenbach, når vi er i studiet. Han er diplomaten i midten, der sørger for at tingene rent faktisk sker. Vi har meget respekt for ham musikalsk, og han er god at spille bold med. Da vi skulle vælge en producer til vores første store internationale plade, var vi ikke i tvivl om, at det gerne måtte være ham igen. Med hensyn til Tom var det en fuldstændig X-faktor for os. Det var pladeselskabet (Wall of Sound, red.), der fandt frem til ham. Så det var første gang vi var ude af mixer-processen, hvor vi bare har givet det fra os. Vi har selvfølgelig lavet nogle rå-mix hvor vi har tænkt, at det her er strukturen. Arrangementerne har vi også lavet på forhånd. Men han har skruet op og ned for de ting, som han syntes var fede.”
Kenneth fortsætter: ”Pladen blev mixet mange gange. ”Glorious” fx var forbi 4-5 gange. Så vi har været meget med. Men vi er godt klar over at han er Mr. Lyd – det er ham der ved, hvordan man får tingene til at lyde fedt. Men det har været sjovt at gi’ det løs på den måde.”
Ligeledes med den afdæmpede ”The Police”.
Kenneth: ”Først var den akustisk, og da vi så indspillede 1.version var den meget hård og ”Metallica-agtig”. Men det var ikke helt rigtigt.”
Allan growler illustrerende, og tilføjer: ”Det er tit at sangen tager over og får sit eget lille liv, og man bliver nødt til at følge den.”
Diefenbach er tydeligvis influeret af støjrockens koryfæer og nævner selv bl.a. bands som My Bloody Valentine og Dinosaur Jr. (der som bekendt er genforenet – og gav koncert på Benicássim.)
Ser I støjen som en integreret del af musikken, eller er det noget I ’lægger på’?
Allan: ”Vi bruger det som en effekt. Når du sidder i studiet, kan du med nogle sange høre, at der ligesom mangler et eller andet. En sang som ”The Rocket” fx skulle bare være larmende, hvor vi går fuldstændig amok med distortion pedalerne. Det finder vi meget naturligt. Og med ”The Police” skærer vi alt væk af den slags.”
Kenneth: ”Jeg håber ikke, at vi allerede nu er låst fast. Jeg tager det personligt som en palet; at bruge støjen i en overrumplende sammenhæng. Så klart er det en effekt.”
Tilbage i 2001 udkom Diefenbachs debutplade, den selvbetitlede ’Diefenbach’, der hovedsageligt var instrumental. Siden kom ’Run Trip Fall’ (2003), hvor Allan og Kenneth havde tilføjet sporadisk vokal. På ’Set & Drift’ er vokalen gennemgående i centrum i lydbilledet.
Hvordan er stemmen og vokalharmonierne mellem jer to vokset frem?
Allan: ”Legelyst. Det er en meget stor del af Diefenbach egentlig. Da vi mødtes, var vi meget enige om bare at spille lidt instrumentalt. Vi havde ikke noget sanganlæg eller udstyr til det. Men vi leger altid, og det var også derfor vi snublede over det.”
Kenneth: ”Der var ikke nogen af os der havde den store ambition om at være frontmand. På ’Run Trip Fall’ havde vi lidt mere tid i studiet, hvor vi tænkte, lad os prøve at synge. Så blev det godt! Og på den nye plade tænkte vi, lad os prøve noget helt nyt. Lad os lave nogle sange, som man rent faktisk kan spille på en akustisk guitar.” Kenneth tilføjer lidt efter: ”…Og Beatles ligger i modermælken.”
’Set & Drift’ virker lettere tilgængelig for lytteren med stemmernes udadvendte og indbydende udtryk. Vil I mene, at en instrumentalplade som jeres debut er mere indadvendt til sammenligning?
Allan: ”Ja helt klart, det er jo forskellige måder at lave musik på. Jeg kalder det for ”opvaskemusik” eller ”lektiemusik”. Jeg kan godt lide selv at sætte sådan noget instrumentalmusik på, hvis jeg skal lave noget, hvor jeg skal bruge hjernen. I stedet for ’Set & Drift’, som er meget ’in your face’. Man bruger de plader på forskellig måde.”
Kenneth: Vokalen gør jo, at det lynhurtigt bliver personligt. Det at synge er det værste i verden. Der er ikke nogen der tør synge højt juleaften, det er enormt personligt af en eller anden årsag. Så derfor, når der er nogen der gør det, aftvinger det nærmest at man lytter, og man påstår ligesom at man har noget at sige, når man tager en mikrofon og siger et eller andet højt ud gennem højttaleren.
Idet stemmen bruges mere, aftvinger det automatisk en større bevidsthed om tekstskrivningen. Hvem af jer skriver teksterne?
Kenneth: ”Det er meget det vi selv synger, vi selv har skrevet. Hvis vi har en halv sang der mangler et vers, giver vi den videre. Men helt klart er det Allan, der er kommet med de fleste råskitser.”
Allan: ”Jeg tror måske jeg er den, der interesserer mig mest for det – jeg kan virkelig være ond ved mig selv, og tage ting om og om igen. På ’Run Trip Fall’ var det meget huhej. Men jeg er ret glad for de abstrakte tekster. Med ’Set & Drift’ har vi for mit synspunkt startet ud med at, du skal have en mening. – Ikke at vi gider snakke om den”.
Allan griner, men samtidig rammer han en vigtig pointe i forhold til bandet, hvis navn er taget fra filmen ’Fargo’s mystiske personlighed Reiley Diefenbach.
Jeres lyrik virker i høj grad abstrakt i forhold til indholdet. ’Jeg’ og ’Du’ bliver aldrig helt defineret. Skal det holdes i det ukonkrete?
Kenneth: ”Det skal være åbent.”
Allan: ”Jeg kan godt lide sådan nogle tekster, der giver brede muligheder. Det er meget op til lytteren. Derefter skal folk have den oplevelse, at wow, hvad betyder det her? Det er fedt på den måde at lade nogle linier være åbne.”
Kenneth: ”Det er på den måde, vi selv kan lide at lytte til musik. Vi har også snakket om det tusinde gange med film, der har dobbelte meninger. Er han død eller er han ikke død? Det er det mest interessante. Og det samme med tekster. Men det kan sagtens være baseret på noget helt konkret, det er det også nogle gange.”
Allan: ”Jeg har det nogle gange ligesom et billede i en tegnefilm, af én der bliver skudt med et maskingevær – og han bliver overhovedet ikke ramt. Men udenom ham er der en masse skudhuller, som ligesom tegner figuren. Så vi skyder rundt om selve emnet.”
Det er et slående træk ved Diefenbach, at ’skyde rundt om emnet’ og lade noget være usagt. Selv coveret til ’Set & Drift’, der er designet af grafikeren Tom Hingston, undgår selve emnet og objektet, idet kameralinsen fokuserer på hjørnerne og rammerne af gamle klassiske malerier, i stedet for selve indholdet. Samtidig giver det indtryk af en hemmelig beskuer, idet blitzen ses genspejlet i maleriet.
Kenneth: ”Vi blev enige om at tage moderne digitalbilleder med blitz, af gamle oliemalerier, for igen at få den her lidt fusionsagtige ting vi har. Igen, for at komme tilbage til maskingeværsbilledet. Ikke at give dem det hele – ’Hvad handler det om?’ Det er det samme med sproget og sætninger, der kan sætte noget i gang, og det synes jeg er i fin tråd med musikken.”
Allan: ”Hentydninger, hentydninger, hentydninger. Hold da op, vi er et konceptband!”
Kenneth: ”Det er mystik – vi skal til at gå med masker.”
Hvis ikke mystisk, så har Diefenbachs lyd dog noget særligt, udansk over sig. Hvis man har fulgt bare en lille smule med i den københavnske musik og live-scene de seneste par år, vil man dog vide, at samarbejdet er blomstrende musikerne imellem. Medlemmerne fra Diefenbach har hver især arbejdet med navne som Martin Ryum, Figurines, Moogie Johnson og Under Byen.
Kenneth: ”Vi ser jo hinandens koncerter, så der er en masse inspiration. Det er vildt fedt at høre god dansk musik, man bliver helt nationalistisk, fordi der er så meget godt.”
Allan: ”Jeg synes vi er blevet meget bedre til at samarbejde, der er sket en masse ting, og der er en sund konkurrence kørende.”
Kenneth: ”Det er så harmonisk alt sammen! – lidt kedeligt, ik. Vi skal lave en Liam Gallagher, og sige at Gnags er forfærdelige! …Det synes jeg ikke engang.”
Hvordan skal Diefenbach udvikle sig i forhold til ’produceret lyd’, ’støj’ og ’vokal’? Kan I mærke hvor I bevæger jer hen?
Kenneth: ”Vi har slet ikke skrevet nye sange nu, som Diefenbach, siden pladen blev færdig, fordi der har været så travlt med at øve op til touren. Så det er meget denne plade det gælder om; at gøre den live. Men man er jo hele tiden personligt inde i en proces og interesseret i noget andet og nyt.”
Allan: ”Jeg har ofte tænkt på, hvilken vinkel vi kan tage, men jeg ved også samtidigt, at det kan jeg ikke rigtig bruge til noget, for der er fem mennesker i bandet, som helt sikkert kommer til at inspirere mig i processen.”
Allan: ”Vi er nødt til at afbryde interviewet nu, for der er en nøgen mand i poolen.”
Og rigtigt nok, en stor skaldet mand får bølgerne til at gå højt, imens lydprøverne på den store scene larmer i baggrunden. De andre fra Diefenbach er rykket nærmere og chiller i solen.
I min meget dybe research er jeg kommet frem til, at der er en hjerneforsker i bandet?
Kenneth: ”Ja, han står lige derovre i bar mave, Nicolaj.”
Allan: ”Han har helt sikkert sin afgørende plads i Diefenbach. Han er tænkerne.”
Kenneth: ”Han er meget analytisk. Der kommer altid sådan nogle argumenter med at vi alle sammen ’føler’ det her – synes og føler. Så kan han komme med en halvvidenskabelig forklaring på, hvorfor det her riff faktisk er bedre end et andet.”
Så det er måden at skrive den gode manipulerende popmusik?
Kenneth: ”Det er måden i hvert fald at være én hjerneforsker ud af fem. Det er meget godt… ik’ Nicolaj!”
