Diskant.dk har mødt legenden Paul DiAnno, der var forsanger på de to første Iron Maiden plader.
Den langhårede rocker med lyserøde sygekassebriller, der eskorterede os ned til Paul DiAnnos skurvogn, var DiAnnos barndomsven og manager. Han forklarede, at bandet først lige var blevet samlet efter seks ugers tour pause. De havde kørt hele natten, og derfor skulle vi regne med, at DiAnno var noget udkørt.
Trætheden var dog ikke til at mærke under koncerten, og på trods af et gab i ny og næ var det en snaksalig rocklegende, der ventede i skurvognen til en nice chat om livet efter Iron Maiden, punkforbillederne og terror i London.
DiAnno på tour
Diskants udsendte gratulerer for en formidabel koncert. Men var der ikke et par steder, hvor I gik lidt fejl af hinanden?
”Jo for helvede. Det hele har været lidt hektisk, og det var første gang vi spillede med denne her line-up. Vi har været nødt til at lave nogle udskiftninger, og det var første gang overhovedet, at jeg har spillet sammen med trommeslageren og bassisten på scenen. Men det skal nok blive godt. Jeg skal selv lige have spillet mig varm efter tour-pausen.”
Fire års turneren er mejslet ind i DiAnnos hærgede ansigt, og han ligner en, der lever lige på grænsen:
”Vi har spillet overalt i Sydamerika og kulminationen var da vi spillede foran 100.000 mennesker til revolutionen i Venezuella, det var fuldstændigt sindsygt. Politiet prøvede at banke folk på plads, og det hele var ved at koge over. Myndighederne i Sydamerika opererer langt mere brutalt end vi er vant til i Europa og USA, og det inspirerede mig til sangen ”Brazil Police Team”, som kommer med på mit næste album.”
Begejstringen lyser ud af ham. Mens han knapper en øl op, fortæller han videre om tourlivet.
”I Serbien spillede vi sammen med Sepultura og Soulfly. Iron Maiden har den vildeste fanklub i Serbien, som kalder sig Eagles of Serbia. De kendte alle de gamle Maiden sange, og Max Cavalera (Tidl. forsanger fra Sepultura, nu Soulfly) kom op på scenen og sang med på de gamle Maiden numre. Der var her jeg lærte brødrene Cavalera fra Sepultura at kende, og vi er siden blevet rigtigt gode venner, og vi hænger meget ud i Brasilien. Igor og Max Cavalera kommer ikke så godt ud af det med hinanden. Det er synd, men det prøver jeg at holde mig udenfor, for de er begge to nogle fine fyre.”
Iron Maiden spøgelset
DiAnno har været bosiddende i Brasilien siden 1996, hvor han har fået opbygget en stor fanskare. Men skal udvandringen til Brasilien ses som en flugt fra hans fortid i Iron Maiden? Tiden er kommet til det evindelige spørgsmål, som måske mere end noget andet har præget hans livsforløb. Men DiAnno forklarer helt afslappet om bruddet med Iron Maiden, som efterhånden ligger 23 år tilbage i tiden:
”Jeg kan godt lide de andre medlemmer fra Iron Maiden, og vi snakker stadig sammen ind imellem. Jeg valgte selv at forlade bandet, fordi bandet bevægede sig i en retning, der var alt for teatralsk til mig, alt det lort med det okkulte og djævletilbedelse var ikke for mig. Desuden er Bruce Dickinson en langt bedre sanger end jeg er.
Jeg har to favoritnumre med det nye Iron Maiden. Det ene er ”Hallowed be thy Name”(fra ”The Number of the Beast” albummet,1982) og det er andet er ”Fear of the Dark”(titelnummeret fra 1992 albummet). Men Bruce er teater, jeg er punk.”
I det hele taget har DiAnno ikke så meget tilovers for start-firsernes nye bølge af heavy metal.
”Det meste af det var noget lort. Men jeg synes Judas Priest var meget fedt. Jeg har to albums med dem, ”Sad Wings of Destiny”(1976) og ”Ram it Down”(1988). ”Ram it Down” var et vildt album. Men så igen, Rob Halford (forsanger i Judas Priest) var en fucking homo. Det var allerede dengang for meget med alle de tekster om fyre i læder. Nah! Men jeg kan til gengæld godt lide nogle af de nye metalbands som f.eks. System of a down og Linkin Park.”
Men bliver han ikke træt af at spille de samme gamle Iron Maiden sange? Selvom DiAnno har udgivet to albums i hver af soloprojekterne Killers og Battlezone, er firs procent af sangene fra den netop afsluttede koncert var fra de gamle Iron Maiden albums. Føler han ikke, at han kommer til at stå i skyggen af sine gamle bandmedlemmer? Når han presses lidt forsvinder lidt af ydmygheden i forhold Iron Maiden:
”Vi har solgt over 25 mio. albums i Sydamerika. Det er mere end Iron Maiden. Når vi spiller de gamle sange kan vi mærke en utrolig energi fra publikum, som smitter af på os. Så længe vores fans vil høre de gamle sange, så spiller vi dem.”
Punkforbillederne fra London
Di Anno immigrerede som knægt til Londons East side sammen med sine italienske forældre. Han beretter med en vis stolthed om en hård opvækst og sine egne forbilleder:
”Jeg plejede at snige mig ud til punkkoncerterne fra jeg var 15 år, og når jeg kom hjem bankede min mor mig sønder sammen, hvorefter det samme gentog sig ugen efter. Jeg tror jeg har set Ramones spille 50 gange. Ramones er de største, men jeg lyttede til alle de store punkbands fra dengang, The Exploited, 999, The Damned og den slags. Faktisk har jeg lige sagt ja til at arbejde sammen med Marky Ramone (en af de få overlevende fra The Ramones). Vi skal spille til et stort show i Moskva – Det er 40 sange på to timer. Max Cavalera og Soulfly skal også spille til koncerten”
Han sukker med et smil. Ramones var netop kendt for deres hurtige ”tyggegummi”-punk, hvor gennemsnitslængden på et nummer ikke overstiger to-tre minutter.
Under koncerten proklamerede DiAnno død over Osama Bin Laden og terrororganisationen Al Queda – et ikke helt ualmindeligt synspunkt. Men det er tydeligvis noget, som han føler stærkt omkring.
”Jeg har to voksne børn, som lever i England, og min datter var fanget i London under terror-bombningen i år. Misforstå mig ikke! Jeg synes det er synd for afghanerne, palæstinensere osv. Men de skal ikke fucking bombe min by og mine børn. Så bliver de min fjende.”
I den forbindelse spørger jeg efter et politisk budskab i hans sange.
”Nah, der er ikke rigtigt et direkte politisk budskab. Jeg prøver at få det ind lidt mere subtilt. Det skal jo bare være rock’n’roll.”
Med et gigantisk gab afslutter den 49-årige familiefar et underholdende interview. Han virker dog ikke som om, at han er ved at være færdig med rock’n’roll-livet. To dage efter interviewet fortsætter touren med en koncert på ”The Rock” i København. Han fortæller desuden, at han har indspillet tre numre til et kommende album med Killers.
Udenfor skurvognen giver DiAnno os alt, hvad et drevent rock-ikon kan trække frem af attitude og posering i en kort fotosession til fordel for diskants fotograf.
Her bliver der også mulighed for at sludre lidt med tour-bandets glimrende 32-årige guitarspiller Stefan:
”Jeg er blevet hyret af Di Anno, fordi vi har den samme promoter. Desuden kender jeg de andre gennem forskellige andre bands, som jeg spiller i. Jeg fik en af de gamle Iron Maiden Lp’er af min storebror, da jeg var 7 år gammel og begyndte med det samme at lære sangene. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle stå på scenen sammen med sangeren. Jeg var også med på turne i Sydamerika, hvor vi blev mødt med horder af fans. Det var virkelig en bizar oplevelse at signere Iron Maiden albums, der var næsten ligeså gamle som jeg selv var.
Første gang jeg møder ham skal han sove i min lejlighed. Jeg prøvede at forklare ham, hvor vildt det var at møde sit idol i sin egen lejlighed, men hans eneste kommentar var:
” Ja ja, stik mig en fucking øl.””
Mens vi står og snakker, kommer bandets nye bassist forbi og viser sin Iron Maiden tattoo, der løber henover hele ryggen. DiAnno havde i den grad fået samlet et dedikeret hold omkring sig, og han virkede på ingen måder hjemsøgt af sin fortid i Iron Maiden – tværtimod.
