The Other Side of Texas
Hører man til den del af menneskeheden, der frygter at staten Texas udelukkende er befolket af fundamentalistiske, yderligtgående højreradikale med hænderne godt fedtet ind i blod og olie, kan American Analog Set helt sikkert være medvirkende til at nuancere billedet en hel del. Det Austin-baserede indie-popband har – med enkelte udskiftninger i besætningen – eksisteret i 10 år og har lige så længe været eksponent for akustisk, nedtonet og melankolsk pop af en vægtig kaliber. ‘Set Free’ er AmAnSets 6. album, og hertil kommer en skov af singler og EP’er. Den udstrakte brug af whiskers, akustisk guitar så fin som dugfyldte edderkoppespind på en sommermorgen, Andrew Kennys hviskende vokal, velintegrerede korarrangementer samt varmt vibrerende droner er karakteristika for kvintettens behageligt tilbagelænede og stærkt melodiøse lydverden. Som basis har man et moderne rock set-up med guitar, keyboard, bas og trommer – herudover er melodica, glockenspiel og xylofon yndet instrumentering hos disse mere end almindeligt musikalske amerikanere. Som på de umiddelbare forgængere, ‘Know by Heart’ (2001) og ‘Promise of Love’ (2003), står vellyden på ‘Set Free’ klar til at springe direkte ind i ørerne. Lytteren præsenteres endnu engang for alternativ akustisk pop af den smittende og uimodståelig slags – dynamikken er høj hos bandet, der ofte lader lydfladerne fylde ud med droner, som det er tilfældet på den medrivende ‘Cool Kids Keep’. Andre gange sænkes tempoet, og det giver plads til et repertoire af ‘sjælere’ – for nu at bruge et godt gammeldaws gennempryglet udtryk, der dog i en helt bogstavelig forstand giver fin mening i forhold til store dele af AmAnSets lyd. For det er til tider så umådeligt smukt, at man føler sig båret afsted til en langt nådigere verden. Kendere af bandet vil fx huske ‘We’re Computerizing and We Just Don’t Need You Anymore’ fra det brilliante ‘Know by Heart’-album som et eksempel på denne åndeløse stemning, som bandet er så eminent dygtige til at skabe. ‘She’s Half’ fra ‘Set Free’ er af samme åre, hvor man kan føle sig helt og aldeles omsluttet af udmalet tristesse og skønhed på samme tid. Selvom der nok skal være dem, der vil finde bandet generelt halvkedeligt og monotont, så er dén lyd, som AmAnSet efterhånden har dyrket og forfinet til et ganske personligt udtryk, slet ikke så ensidig. Sikkert øje for variation og det høje melodiske niveau sørger for, at man aldrig keder sig i bandets selskab.
Undertegnede har fx hørt den basalt set ret simple sang ‘Play Hurt’ et sted mellem 20 og 30 gange, men den vil slet ikke holde op med at være frisk og påtrængende – og dette er også generelt gældende for albummet som helhed. ‘(Theme From) Everything Ends’ er en stille instrumental traver uden nogen form for overraskelseselement: Rytmesektionen er nede i cruise-gear, og de akustiske guitaranslag er mere end beherskede. Herover svæver en ensom melodica, og selvom det næsten kunne lyde ynkeligt, så er det faktisk vældigt flot, og man skal vel nærmest være gjort i hærdet stål for ikke at lade sig charmere. Igen er melodi og stemning i højsædet.
Man kan sige, at det vældigt melodiske og generelt luftige udtryk fungerer som køretøj for den allestedsnærværende melankoli og det stilfærdige sortsyn, som synes at være AmAnSets udgangspunkt. Sangene er svære at blive trætte af og har et misundelsesværdigt tidløst skær over sig. Heller ikke humor er fremmed for bandet, der har inkluderet en cover-version af Codeines ‘JR’ – man kan vel nærmest tale om moderne texansk folklore. En anden stilfærdig munterhed er titlen på afslutningsnummeret: ‘Fuck This…I’m Leaving’. Men selv når humor og ironi forekommer, leveres det på samme måde som stort set alt andet fra AmAnSet: Tyst, nedtonet og lettere distanceret. Skal man absolut pege på en svaghed ved bandet, så er det måske denne distancering; vokalens insisteren på ikke at intonere og sætte sig igennem kan af og til lyde som mangel på engagement i det lyriske lag. Jeg tror dog ikke, at dette på nogen måde er tilsigtet – snarere er det vel et spørgsmål om stil(istik). Nogen stor skramme er det da heller ikke, for dét som Andrew Kennys bløde stemme kan, dét kan den rigtig godt – og den er som skabt til AmAnSets lyd.
Holder man i forvejen af American Analog Set, skal man naturligvis ud og investere i ‘Set Free’. Er man til tidlig Stereolab, Yo La Tengo, Elliott Smith, Belle & Sebastian eller bare til den mere melodiøse del af den alternative rock og pop, bør man tjekke ‘Set Free’ eller andre udgivelser fra dette fine, akustiske dronepop-band. American Analog Set er et meget iørefaldende og langtidsholdbart bekendtskab på hvert eneste album, og denne gang er ingen undtagelse. Jeg mener ikke, at ‘Set Free’ er helt på højde med ‘Know by Heart’ – som jeg anser for et gedigent mesterværk – men man går ikke på nogen måde galt i byen med ‘Set Free’. Heller ikke selvom albummet er ‘straight out of Texas’.
