København en sen fredag aften på Nørrebro. I de dunkle lokaler i underetagen på indie stedet Stengade 30 ventede en stadigt voksende skare af forventningsfulde mennesker. Med håndgribelig glæde og øl i hånden så man kun smilende ansigter, der vidste, hvad der ventede forude: støj, vidunderligt smuk støj.
Men inden støjen skulle indtage scenen, gav opvarmningsduoen Maskinpark deres besyv med. Det var ikke meget, de to havde at rutte med, en guitar, en bas, et keybord og så menneskets naturlige instrument, stemmen. Parret formåede til tider at skabe nogle bedrøvende lydbilleder, der perlede takket være de melodiske indslag fra keybordet. Desværre tiltrak den kvindelige forsangers falske og monotone vokal sig den meste opmærksomhed, så de fleste af sangene føltes mere som en splint under neglen. Maskinpark havde et par gode sange med i posen bl.a et, der lød som en blanding af Tiger Tunes og en wienervals med indbygget stortromme. Men det meste af tiden spillede duoen løs som et par høns uden hoveder og uden et formål.
Anderledes var det med aftenens hovednavn Speaker Bite Me. Bandet har spillet sammen i mere end 10 år og været fast inventar på den danske rockscene lige siden deres første udgivelser under navnet Murmur. Sonic Youth og Joy Division er blevet nævnt som inspirationskilderne flere gange. Men Speaker Bite Me har formået at tage støjrocken og gøre den til deres egen ved at tilsætte en god del dansk melankoli, lidt feminin og flirtende vrede og til sidst overdrysse numrene med storladne, eksplosive energiudladninger fra den uundværlige og allestedsnærværende guitar. Denne aften fik publikum selv syn for sagen, mens alle kvartettens medlemmer kom til deres ret.
Lokalet var proppet til randen med det, man bestemt kan kalde Speaker-kendere. Aftenen igennem blev der nikket med og jublet efterhånden, som bandet kom igennem lidt nyt, lidt gammelt, lidt blåt og lidt lånt. I diskokuglens skær indtog de fire musikere scenen, der var badet i blåt og rødt lys afhængig af den enkelte sangs stemning. Og de lagde hårdt ud med ”Lights and Buildings” fra albummet Four Days In September. Guitarstøjen skyllede ind over publikum, der henrykte vuggede med, mens en hedebølge skyllede ind over dem. For det var unægteligt en hed aften, der ventede forude.
Der er et kraftigt flirtende og erotisk element i Speaker Bite Me’s musik, som gør bandet i stand til at forføre med deres lyd og det var netop dette, de gjorde i de sene aftentimer. Meget af tiltrækningskraften ligger i den ofte kærtegnende vokal, som henholdsvis Martin Ryum og Signe Høirup Wille-Jørgensen står for. Men også bandets melodiøse, drømmende lydbilleder omfavner og river lytteren med. Fra deres andet album If Love Is Missing It Must Be Iimposed fik vi bl.a. serveret en gammel kending som ”Uh-ah”, der med et nærmest orgasmisk crescendo får varmen til at brede sig i kinderne, mens kroppen æggende bevæger sig med til den fængslende rytme. Anderledes var det med ”Lesson One” fra debutalbummet Inner Speed. Den aggressive guitar og den bastante tromme fik folk til hoppe begejstret op og ned, mens de mumlede med på de hårde ord om livets kendsgerninger.
Da Speaker Bite Me sidst spillede i København i januar måned 2005 anede man at, der var nyt materiale på vej fra bandet, hvis sidstudgivne album er førnævnte Four Days In September fra 2001. Og det fik publikum en smagsprøve på med mindst tre nye numre. Det er en blanding af det materiale, vi kender og en ny mere lys og munter lyd. Der er latter og glæde, en legesyg drilskhed, der understreges af det nyligt adopterede instrument, orglet!!
Dette blev demonstreret i et unavngivet nummer, hvor lyden af et orgel blev til en klokkekimen, der sammen med en tamburin skabte en lyd, der førte tankerne hen på det orientalske og japanske. Det nyopdagede instrument blev også brugt i et covernummer af Pink Floyds ”Wish You Were Here”, som i Speaker Bite Me versionen er blevet omdøbt til ”Grasshopper”, der er en up-beat glædespreder, der hælder over i det psykedeliske, som sangen folder sig ud.
Da de gik af scenen efter halvanden time og 13 numre, havde Speaker Bite Me leveret et solidt sæt. Bandet besidder en samhørighed, der kun kommer af lang tids samarbejde. De kender hinandens styrker og svagheder, så alle i bandet spiller op til hinanden og fremprovokerer et resultat, der kan gøre selv den mest hårdkogte kritiker blød i knæerne. Denne aften på Stengade 30 fik publikum, hvad de kom efter og lidt til. Speaker Bite Me spillede med en intensitet og glæde, der pirrede sanserne og nysgerrigheden efter mere af samme skuffe. Som der bliver sunget i en af deres tekster ”I forget myself”, og det gør man i Speaker Bite Me’s voldsomme univers.
