En skandinavisk fornemmelse for country
Stemningen er et diset morgengry, hvor luften er frisk og man kan tænke klart. Bandet er svensk, og de spiller en følsom alternativ country med harmonika, piano og banjo m.m. uden dog at albummet kommer til at stritte i alle mulige retninger. Selvom det er bandets debutplade fremstår det både helstøbt og gennemarbejdet. Åbneren ”For All the Marples” er et melankoliens mesterværk, der burde kunne finde vej til æteren. Et luftigt piano slår nænsomt rytmen an, mens violinens tema tilfører nummeret storhed. Nummeret indeholder linien ”This is where our hearts collide”, som også har givet albummet sit navn. Men det til trods er det kendetegnende for alle sangene, at de ikke indeholder musikalske sammenstød af nogen art. Instrumenteringen er stille som en rislende bæk, og Olof Gidlöfs stemme flyder med uden modstand, som skulle han oprøre vandene, hvis ikke stemmelejet hele tiden holdt sig mellem stille gråd og hvisken.
På numrene ”Stiches” og ”Firefly” skabes en god dynamik mellem Gidlöf og Andreas Hedstrøms backing vokal og i blandt andet førstnævnte nummer ledsages melodien af en trompet, som leder tankerne i retning af et orkester som Calexico, uden dog at have Calexicos eksplosivitet. Albummets sidste nummer ”Heart Tremor” er endnu et højdepunkt ledet af en indlevende harmonika, hvor guitaren spiller den samme rytme, som også startede albummets første nummer. Gidlöf synger i omkvædet:
”I left my heart unguarded for a minute or two
and now I’m back where I started with a feeling untrue”
Og nærmest umærkeligt er vi tilbage ved albummets start. Således besidder albummet en cyklisk bevægelse, hvor de enkelte melodier stiger og falder i kraft, når et instrument tilsættes eller trækkes fra, som var det vinden, der spillede over vandspejlet på den føromtalte bæk og kalder til eftertænksomhed.
Albummets ubesværethed bliver også et problem i længden. De svagere melodilinier som i ”Fathers and Sons” og ”Halo”, som pudsigt nok er albummets første singleudspil, bliver for kedsommelige efter ret få gennemlytninger. Derfor begynder man at savne et større spektrum særligt i vokalen, der sine steder bliver for sky og pibende. Det ændrer dog ikke indtrykket af et imponerende smukt debutalbum, som fortjener syv meget store marmorstatuer.
