Fremragende doomy dødsmetal fra Finland
Swallow The Sun’s andet album starter ganske afdæmpet med en lidt monoton semi-akustisk guitar og en stille og ren vokal, men godt halvandet minut inde i nummeret bryder helvedet løs, og bandet viser sit virkelige ansigt. Man står ansigt til ansigt med en tung og melodisk doomy dødsmetal, der minder om det bedste af det, der udkom i slutfirserne og start/midt-halvfemserne. En genre undertegnede stort set ikke har lyttet til siden Edge Of Sanity-frontmanden, Dan Swanö, forlod sit svenske band i 1997.
Det stemningsmættede åbningsnummer, ”The Giant”, veksler fornemt mellem ren vokal, primalskrig og en imponerende growl. Nummeret varer tolv minutter, og man kører op og ned og rundt og rundt i både tempo og intensitet, uden dog af den grund på noget tidspunkt at miste orienteringen. Tunge guitarer, keyboards i baggrunden og finske Mikko Kotamäkis skiftevis sang og mægtige growl præger nummeret, der giver en mod på meget mere af samme skuffe… Helt af samme skuffe er resten af albummet nu ikke – den rene vokal bliver heldigvis lagt delvist tilbage i skuffen, og frem er dukket en growl så ond, at det er en ren fryd at lytte til. Lyt bare til ”Descending Winters” hvor doom-genren forlades for en stund, og tempoet skrues i vejret med hjælp fra en dobbeltpedal og et klassisk guitarriff.
På albummets første single, ”Forgive Her”, der faktisk har indtaget en position som nummer fire på den finske singlehitliste, er tempoet skruet helt i bund, og Kotamäki growler sig på fantastisk vis vej igennem de ni minutter sangen varer. Sørgmodigt og dystert som når doom er bedst. På efterfølgeren til ”Forgive Her”, ”Fragile”, er den rene stemme atter hevet frem, men kun for jævnligt at blive sønderrevet af growl.
Albummets 8 numre, der strækker sig over imponerende 65 minutter, veksler perfekt mellem den langsomme og sørgmodige doom og den mere klassiske dødsmetal, og kunne man lide Edge Of Sanity eller My Dying Bride i midthalvfemserne, skal man ikke snyde sig selv for dette lille vidunder af en Cd.
Som nævnt har undertegnede holdt et længerevarende frivilligt eksil fra dødsmetalgenren, og om den høje karakter skyldes begejstringens glæde ved at have genopdaget en, for mit vedkommende, for længst glemt genre, ved jeg ikke, men fedt det er det sgu.
