Der var godt fyldt op på Rust denne torsdag aften, og efter at Nicolai Funch havde varmet op, gik Mads Langer og band på scenen som aftenens hovednavn. Inde på hans hjemmeside står der, at musikken er en blanding mellem John Mayer, Ryan Adams og Jeff Buckley, men undertegnede har mere end svært ved at se det rigtige i den sammenligning – i hvert fald denne aften.
I de første par minutter stod bandet som silhuetter i mørket oppe på scenen, mens musikken primært båret frem af guitar og vokal bevægede sig stille af sted. Som et lys fra en klar himmel blev scenen oplyst, og trommerne blev taget i brug og sangen rockede godt derudaf. Nummeret skulle senere vise sig at være et af aftenens klart bedste. Indledningen på næste nummer var også ganske udmærket. Det blev sparket i gang af en march-rytme af bassen og trommerne. ”Loveletter” hed nummeret, og da omkvædet kom, stod det klart, at det i hvert fald ikke er på grund af det lyriske, at Mads Langer skulle minde om Ryan Adams eller Jeff Buckley. For med følgende tekst går Mads Langer næppe over i historien som rockpoet – ikke foreløbigt i hvert fald:
This is my loveletter to you
I hope you say yes, yes I do
I wan’t to stay with you
Nummeret i sig selv var faktisk et ganske godt popnummer med en dejlig anderledes rytme.
21-årige Mads Langers materiale er skiftevis rocket, poppet og gennemgående melodiøst, men udover de to ovenfor nævnte numre var der endog meget langt mellem snapsene. Det meste var pop/rock af den skuffe de fleste bands kan finde ud af at åbne – og lukke igen efter at have rodet lidt i den. I stedet for de tre ovennævnte inspirationskilder vil jeg nævne The Delays, Kashmir og Tom McRae. The Delays for deres melodier, Kashmir for intensiteten og Tom McRae for intimiteten og dem alle for Mads Langers stemme. Han når desværre aldrig de tre ret højt op over anklerne.
Helt afskrive Mads Langer skal man bestemt ikke, og senere i år udgiver Copenhagen Records da også hans debut. Hvad det så bliver for en størrelse må tiden vise.
