âMin plade, det er ligesom sĂ„dan en mikrochip, de fĂ„r ned sammen med kartoffelmosen, der infiltrerer dem og omprogrammerer dem til at blive fornuftige, unge mennesker med selvstĂŠndige attituderâ.
I starten af denne mĂ„ned udkom danske I Am Bonesâ debutalbum âWrong Numbers Are never Busyâ. Diskant udrĂ„bte straks albummet som en af Ă„ret bedste danske rockplader, og albummet modtog ogsĂ„ fremragende anmeldelser i landets andre musikmedier. Gruppens absolutte primus motor er Ă„rhusianske Johannes Gammelby, der har en fortid i stĂžjrockbandet Strumm. Siden Ă„r 2000 har Johannes indspillet demoer i sit eget sovevĂŠrelse, og det er bl.a. blevet til to selvudgivne epâer. Et egentligt studiealbum har dog ladet vente pĂ„ sig, men er nu endelig pĂ„ gaden. Diskant har mĂždt en aldeles veloplagt Johannes Gammelby til en snak om det nye studieproducerede album, men undervejs i samtalen falder snakken i stedet pĂ„ den gode popsang, tossede piger og det forbandede indie-crowd.
Diskant: Kan du sÊtte lidt ord pÄ dit nye album?
Gammelby: Jeg havde som udgangspunkt, at genskabe mine hjemmedemoer, jeg ville hĂžre, hvordan de lĂžd i et lidt stĂžrre format, hvor der var en lidt bedre produktion pĂ„, eller hvor man havde lagt lidt mere tankevirksomhed i det. Mit kreative output var bare at lave noget aggressiv popmusik, noget meget forskelligartet popmusik, for altsĂ„, jeg elsker gode melodier, det er det bedste i hele verden. Men jeg kan ogsĂ„ lide rigtig smadret heavy, og sĂ„ ville jeg prĂžve at blande tingene lidt sammen. Det er den gode gamle blanding â udgangspunktet var bare at lave noget med en helvedes knald pĂ„.
Diskant: De to epâer er jo optaget i dit eget hjem under meget spartanske forhold, hvordan var overgangen fra at optage i din egen lejlighed til pludselig at stĂ„ i et rigtigt studie med det rette udstyr?
Gammelby: Jeg synes ikke, det var det helt store problem. Da vi var derude (i studiet, red.), sĂ„ virkede det bare naturligt, og jeg havde fuldstĂŠndig overblik over hele forlĂžbet, hvornĂ„r de enkelte stykker skulle komme osv. Men om jeg synes det er federe at optage i studie eller ej? Det tror jeg faktisk, jeg synes. Det er meget nemmere bare at sidde derhjemme og optage, fordi man er meget mere tilbĂžjelig til at tilgive smĂ„fejl â det er der overhovedet ikke plads til i et studie, derfor var der lidt mere behov for at vĂŠre disciplineret og fokuseret, og det bidrog Piet og Gaute til, nĂ„r jeg selv var klar til at gĂ„ i panik.
Diskant: SĂ„ det at du havde erfarne folk som Piet Breinholm Bendtsen (18th Dye, Rhonda Harris) og Gaute Niemann (Spleen United) med, var en stor hjĂŠlp?
Gammelby: Det var helt uvurderligt. Efter den fÞrste Þver var jeg gÄet lidt i panik, vi havde lavet en lille optagelse af hvordan det lÞd, og jeg syntes bare det lÞd forfÊrdeligt. Men Piet har jo vÊret igennem sÄdan noget tusind gange fÞr, sÄ han beroligede mig og sagde, vi bare skulle have det hyggeligt og spise noget god mad og drikke noget rÞdvin. SÄ vi optog et nummer af gangen og fokuserede 100 procent pÄ det, og sÄ endte det med at blive, som jeg gerne ville have det.
Diskant: NÄr man lytter til albummet, er det isÊr inspirationen fra Pavement, der skinner igennem.
Gammelby: AltsĂ„, jeg var jo vild med det for nogle Ă„r siden, men jeg synes egentlig det er sĂ„dan lidt dampet af. Vi var godt nok lige ude at spille her forleden dag, hvor vi satte Wovee Zowee-pladen (Pavementâs tredje album, red.) pĂ„.
Diskant: Men det er ikke sÄdan, at det ligger i baghovedet, at din musik skal lyde som Pavement?
Gammelby: Nej, overhovedet ikke. I baghovedet ligger der nu, at jeg gerne vil gĂžre tingene mere stramt og mere aggressivt, for jeg er begyndt at hĂžre en del heavy og sĂ„dan noget. Jeg tror, at det er fordi jeg er en forholdsvis inkompetent musiker. NĂ„r man ikke er ret god til at spille pĂ„ sine instrumenter, og fordi man rammer lidt ved siden af, sĂ„ tĂŠnker folk straks: âhov, det er Pavement-inspireretâ. Men det er egentlig bare fordi, man er dĂ„rlig.
Diskant: Albummet bestĂ„r af ĂžrehĂŠngere fra start til slut â hvor bevidst er du om den gode melodi i din musik?
Gammelby: Det er alfa omega, simpelthen. Jeg kan have nok sÄ mange gode riffs og det ene og det andet, men hvis der ikke er en eller anden ordentlig vokalmelodi indover, sÄ kan jeg ikke holde ud at hÞre pÄ det.
Diskant: NĂ„r du rammer et catchy omkvĂŠd, som du bl.a. gĂžr pĂ„ âGet With The Programâ, âBuilding Hospitalsâ og âThe Ostrich Approachâ, kan du sĂ„ mĂŠrke en forskel?
Gammelby: Ja, det tror jeg egentlig godt jeg kan, sĂ„ ved jeg godt, hov, der var et eller andet. Jeg kan mĂŠrke, nĂ„r et eller andet er godt. SĂ„ fĂ„r jeg en flimren for mine Ăžjne, sĂ„ tager det lige et splitsekund, hvor jeg mister fokus â en slags kortslutning. Jeg tror, det er min underbevidsthed, der bestemmer det â det flimrer for Ăžjnene, og sĂ„ er det godt, og sĂ„ skal det optages.
Men nu lige de sange du nĂŠvner der. âThe Ostrich Approachâ blev lavet pĂ„ en halv time en eller anden eftermiddag. Jeg sad bare og legede med guitaren, og sĂ„ skrev jeg vokalmelodien pĂ„ guitaren. Jeg komponerer tit vokalmelodier pĂ„ guitaren, pĂ„ den mĂ„de har man lidt mere kontrol over, hvad der foregĂ„r. Det er tit guitaren er udgangspunkt for en god melodi, pĂ„ den mĂ„de jeg skriver sange pĂ„ i hvert fald.
Diskant: PĂ„ Morningsideâs (I Am Bonesâ pladeselskab, red.) hjemmeside beskrives din musik som anti-indie â hvad menes der med det, for nĂ„r du er en ung rockmusiker, der ikke laver typisk hitliste-musik, sĂ„ er det vel indie?
Gammelby: Det er netop det. Anti-indie er vel en modpol til indie – nĂ„r noget spejles, er det, der er i spejlet, jo magen til objektet foran spejlet. Jeg ved godt, det jeg laver er âindieâ, men vi skal have hĂŠldt noget nyt i det begreb. Nuvel, udgangspunktet var ikke at lave indie⊠jeg var sĂ„ pisse, pisse, pisse trĂŠt af den der indie-mentalitet. Jeg synes, det er sĂ„ indskrĂŠnket, jeg fĂ„r kuldegysninger af at tĂŠnke pĂ„ de unge mennesker, der dyrker at bare gĂ„ rundt og have det trist, og gĂžr det til en identitet. Og deres dumme hĂ„r ned i Ăžjnene. Alt det de tager afstand fra, det er nĂžjagtig, det de er. De prĂžver at bryste sig med en eller anden helt vild stĂŠrk selvstĂŠndig identitet, men det gĂžr man da ikke ved at gruppere sig, og sĂ„ stĂ„ og kramme og klamre sig til hinanden, eller have det samme tĂžj pĂ„ og hĂžre det samme musik. Og tude over de samme ting. Jeg synes bare, det er irriterende. SĂ„ derfor var udgangspunktet: anti-indie. Fuck hele den der bĂžlge, nu skal vi satme have noget sovs og kartofler, sĂžmmet i bund med noget rock. Det er derfor Dolph, han har en stor stjerne hos mig. Albummet er mĂ„ske en opsang med et Ăžnske om selvstĂŠndig stillingtagen.
Johannes Gammelby rakker indie-kulturen ned med et glimt i Ăžjet, men fortsĂŠtter alligevel:
– Min plade, det er ligesom sĂ„dan en mikrochip, de fĂ„r ned sammen med kartoffelmosen, der infiltrerer dem og omprogrammerer dem til at blive fornuftige, unge mennesker med selvstĂŠndige attituder. SĂ„ kan de lĂŠre det.
Diskant: Hvad hentyder titlen âWrong Numbers Are Never Busyâ til. Er det kĂŠrligheden â at man aldrig kan fĂ„ fat i den, man skal have fat i?
Gammelby: Nemlig, lige prĂŠcis. Jeg tror, det udsprang, af en samtale jeg havde med en kammerat engang vedrĂžrende min evne til at forelske mig i kvindfolk. Jeg vĂŠlger altid dem somâŠ
Diskant: Som ikke tager telefonen?
Gammelby: Nej, Jeg vÊlger altid dem, som tager telefonen. Grunden til at de tager telefonen, det er fordi de er singler, og sÄ er de til at fÄ fat i. SÄ viser det sig, at de er tossede mange af dem. Min nuvÊrende kÊreste hun er jordens dejligste pige, men jeg har sgu godt nok vÊret igennem nogle stykker, der har vÊret nogle forkerte numre. Tossede piger, de er aldrig optagede, det vil sige; jeg har adgang til de tossede piger, det vil sige; mine amourÞse forviklinger involverer tit tossede piger. Og der er ogsÄ mange af teksterne pÄ pladen, hvor jeg synes, her fÄr den ex-kÊreste fandeme lige én over nakken, og her fÄr den anden.
Diskant: Og sĂ„ skal de have alkohol og valium, sĂ„ de ikke smutter, som du synger i âThe Ostrich Approachâ?
Gammelby: Nej, det er faktisk min nuvÊrende kÊreste, (han griner). eg kan godt lide at sÊtte mig selv i centrum i min lyrik, og sÄ fremstÄ pisse Ändssvag. Det stammer fra mig og Torstens (Torsten B. Larsen fra Larsen & Furious Jane, red) omgangstone, tror jeg, hvor vi bare sviner hinanden til, og hvor det gÊlder om at ramme den anden mest muligt, men kÊrligt ment selvfÞlgelig. Det synes jeg tit forplanter sig mine sange; at svine andre sÄ meget til, at man selv fremstÄr som den allerstÞrste idiot.
Diskant: FÞler du dig til rette pÄ den danske musikscene?
Gammelby: Jeg fÞler mÄske nok, at jeg i live-sammenhÊng, ikke har akkumuleret nok erfaring til at have ret stor selvtillid, men sÄdan rent sangskrivningsmÊssigt, sÄ fÞler jeg, at jeg har noget at byde pÄ, som jeg er stolt af.
Diskant: I din pressemeddelelse skriver du, at det har vĂŠret missionen fra start at lave simpel, no nonsense, aggressiv pop, og sĂ„ se hvor langt man kan nĂ„ pĂ„ 2 œ minut. Hvor langt kan man nĂ„?
Gammelby: Man kan nĂ„ alting, efter 2 œ minut synes jeg, det gĂ„r i tomgang. Hvorfor ikke bare sige, 2 œ minut, det er sĂ„ lang tid, som ens hjerne er i stand at have opmĂŠrksomheden fanget pĂ„ et eller andet. Det er den optimale lĂŠngde. Jeg gider simpelthen ikke bruge tid pĂ„ sange, der bare bliver ved og ved. Hvis man prĂžver at redefinere popsangen og krydrer det med forskellige elementer, sĂ„ har man altsĂ„ fat i et eller andet. Jeg synes, de sange der fungerer bedst pĂ„ pladen, det er dem, hvor jeg bruger standard âpop-sprogâ, men sĂ„ blander ordene lidt, og fĂ„r sat det sammen pĂ„ nye mĂ„der, sĂ„ man igen fĂ„r populariseret popsangen, for det er virkelig et dejligt medium. Man kan nĂ„ langt pĂ„ 2 œ minut.
Alligevel er Johannes Gammelby ikke helt tilfreds med resultatet:
Gammelby: Jeg synes, det er lidt for inkohÊrent og lidt for udknaldet nogle steder. Jeg kunne godt have tÊnkt mig, at vi havde haft mere tid til at mixe den. Jeg kan dog godt se, at der er en styrke ved, at den er sÄ alsidig som den er. Jeg skal bare lige have den pÄ afstand, sÄ vender jeg sikkert tilbage til den om et par Är, og synes den er totalt genial (griner igen).
Til sidst i interviewet kommer vi ind pÄ den letpÄvirkelige ungdom endnu engang.
Gammelby: Mig og Gaute (Niemann, red) sad faktisk og snakkede om vores motivation for at spille musik. Man har selvfÞlgelig et behov for at udtrykke sig og alle de der standard ting, men vi blev enige om, at en af Ärsagerne var at fÄ lov til at prÊge det ufuldendte, ungdommelige sind. SÄdan nogle smÄrÞdder, ligesom en selv da man var lille. Jeg kan huske, jeg gik rundt med min walkman og hÞrte Faith No More og Nirvana, og jeg syntes bare det var verdens bedste musik, og det Êndrede hele mit liv. Hvis man kunne fÄ lov til at komme ind i lyttebÞfferne pÄ sÄdan en lille purk, og pÄvirke ham pÄ samme mÄde, sÄ ville det vÊre helt fantastisk. Det er det ultimative kompliment man kan fÄ, slutter Johannes.