Man skal ikke love sig selv at man skal findes for altid
Det handler om at være almindelig og stå ved sin egen almindelighed. Diskant mødte Jonas Breum, Coolsvilles forsanger, til en snak om digte og inderlighed, om at forstå og turde det naive udtryk. Og ikke mindst om at få alle livets dele til at gå op i en højere enhed.
Han spørger, om vi ikke skal vælge et bord, hvor der er mindre opmærksomhed. Og her starter mit møde med Jonas Breum, absolut ikke som et møde ved en fejl, men som noget småt og fortroligt. Vi rykker ind i et hjørne af cafeen med slidte grønne møbler og et dæmpet soundtrack. Det passer godt til den Jonas, som jeg igennem den næste time kommer en anelse mere ind på livet af, den private, inderlige musiker med fødderne godt placeret på jorden og øje for det banale og naive.
Og vi tager også afsæt i den private Jonas. Hans five minutes of fame startede helt tilbage i 1997, men af en helt anden grund end musikken. I 1997 udkom digtsamlingen ”Manuskript uden titel” skrevet af en meget ung og meget – ifølge Jonas selv – regnvejrsagtig Jonas. Jeg spørger ham, hvordan overgangen fra digte til musik har været.
”For mig var der supernaturligt, der var egentlig ikke så langt. Jeg har altid spillet musik, men i gymnasiet fik jeg et flip, hvor det hele skulle være sort og regnvejr og lange frakker og ikke mindst Michael Strunge. Jeg skrev mange digte dengang, man kan vel sige, at jeg havde noget på hjerte, som skulle ud – og i modsætning til mange andre sendte jeg dem ind til et forlag, som sagde ja til at udgive dem. Jeg ved ikke, om jeg kalde det en katastrofe nu, men jeg ser helt klart tilbage på den med en slags ironisk distance.”
Vi snakker om, at sangskrivning langt hen af vejen er knyttet til det lyriske. Jonas fortæller, at han siden digtdebuten ikke har kunnet skrive digte, men at det ikke generer ham.
”Jeg er meget tilfreds med, at det er musikken, det handler om nu. Men litterært er der en verden til forskel. For mig er den gode tekst enkel, virkelig virkelig enkel. Før i tiden havde jeg en lidt prætentiøs forestilling om, at en sangtekst skulle være et digt på den måde, at det skulle have en form for litterær værdi. Jeg tror godt, man kan sige, at det bare var en slags snobbet indbildning, jeg selv havde. Nu har jeg det nærmere sådan, at jo mere konkret og naivt, jeg kan gøre det, jo bedre. Tekster skal kunne stå og snakke, når man læser dem. Helt groft sagt tror jeg, man kan sige, at det er forskellen på Souvenirs og Nikolaj Nørlund. Souvenirs er så konkrete.”Jeg Troed’ Du Var Hos Mikael” er den sang, der altid vil stå som det hyperkonkrete for mig, den har virkelig været noget forbilledagtigt. Modsat har jeg en oplevelse af, at når jeg hører ting inden for den indviklede indierockgenre, som Nikolaj Nørlund har været forgangsmand for, så er det svært at forstå, at jeg har været så vild med det, for jeg ved jo slet ikke, hvad det betyder.”
Jeg spørger lidt grinende, om han forstår sine egne digte. Det fører til en snak om at have lukket bogen og sat den på hylden. Jonas har stort set ikke læst et af sine digte siden udgivelsen.
”Jeg har faktisk prøvet et par gange inden for de seneste par måneder at læse et enkelt digt, men jeg får en underlig smag i munden, fordi jeg så er nødt til på en eller anden måde at forbinde det med mig selv – og det kan jeg virkelig ikke. Mine digte er superhøjtidelige og superalvorlige, og jeg vil ikke sige, at de er katastrofale, for dengang de udkom, var der mange, der meldte ud, at de kunne bruge dem – og for mig var det også vigtigt at få dem skrevet – dengang. Jeg ved ikke, om det er modigt eller bare dumt, men det er godt, jeg gjorde det.”
Hvor i mødet mellem kunst og virkelighed befinder Jonas Breum sig så nu?
”Det er fedt, du stiller lige det spørgsmål, for det er noget, jeg tænker rigtig meget over,” starter han.
Der er en meget intuitiv glæde ved Jonas, det virker som om, at han hele tiden opdager verden. Når han har sagt noget, spørger han mig, om jeg kan følge det, hele tiden denne nysgerrighed, en afsøgen af verden omkring ham. Og når jeg har sagt noget, støtter han mine ord.
”Jeg trækker helt sikkert meget på mit eget liv i mine ting, men samtidig kan man ikke sige, at jeg skriver biografisk. Jeg tror, regnestykket er noget i retning af, at jeg går i mit liv og har nogle oplevelser og følelser – og det, der kommer ud i musikken er en form for afreaktion eller efterdynninger af en eller anden energi, jeg har haft i mit liv. Mine sange bliver altid til som reaktion på et humør eller en stemning. Det er sjældent, jeg sætter mig ned og læser en bog eller en avisartikel og så skriver en kommentar på det. Teksterne bliver tit til på en næsten romantisk, følsom, oprevet måde, men alligevel er historierne tit langt fra mit liv, så det er mere i energien i mit liv, at sangene opstår.”
Og der er meget energi at tage af. Ved siden af arbejdet med Coolsville prøver Jonas Breum at få familieliv og studie til at hænge sammen. Han er lige blevet far og har siden efteråret 2004 læst Dansk ved Københavns Universitet. Jeg spørger ham, hvordan han får det hele til at gå op i en højere enhed.
” Det er svært at få til at hænge sammen tidsmæssigt, men udover det, så befrugter det hinanden. Studiemæssigt er jeg nok en slags randeksistens. Jeg tror, at jeg er den type studerende, der var plads til i 60erne, 70erne og måske senere endda, hvor man sådan kan gå og smage på det, som man vil og tage de eksamener, man vil, men ikke nødvendigvis gennemføre hurtigt eller med noget højt ambitionsniveau. Og dem er der ikke ret mange af tilbage på universitetet, folk går ret hurtigt igennem, men jeg har så valgt at gøre det på min måde og bruge studiet som inspiration til mine egne ting.”
I det hele taget virker Jonas som et menneske, der tager sig tid. Han er meget til stede, som vi sidder der over for hinanden, meget deltagende. Vi bevæger os igen ind på det konkret musikalske, da vi tager fat på snakken om det nye album, som Coolsville skal i gang med at lægge grunden til. Jeg lader Jonas fortælle.
”Lige nu står vi på tærsklen til at lave de første demoer. Mit udgangspunkt, selvom det er farligt at snakke om det allerede nu, er at nå mere ind til kernen af sangene. Vores første plade var meget en bandplade på godt og ondt. Den består af nogle sange, som er blevet til i løbet af de sidste 2-3 år, som vi har spillet meget live og i øvelokalet, hvilket også har gjort albummet meget liveagtigt. Ikke fordi det ikke var meningen, men det skal være noget andet nu. Jeg kunne godt tænke mig at komme mere ind til en kerne i sangene, så det bliver helt sikkert et andet udtryk. Jeg kunne godt tænke mig at komme tættere ind på, hvad sangene er på næste udgivelse, uden at vi nødvendigvis skal være så kvartetagtige omkring det. Vi vil gerne hive de elementer frem i sangene, der skal bruges – og ikke nødvendigvis spille trommer på det hele og guitar på det hele og ikke engang nødvendigvis selv spille på det hele, men bare have fokus på sangene og teksterne.”
Og igen er der tiden. Jonas og resten af Coolsvilles medlemmer vil gerne have tid til det nye album.
”Vores debutalbum havde en meget stram tidsmæssig ramme. Vi blev signet af Sony BMG i december 2004 og producerede allerede albummet fra januar til maj. Det var en meget hurtig proces, men nu regner vi helt sikkert med, at der skal være en længere produktion på den nye. Det er jo nemt at være bagklog, men det gik måske en anelse for hurtigt med ”Langtfra Landet”. Der var nogle ting, som vi ikke kunne overskue den gang, da vi sad i studiet og indspillede pladen, eksempelvis hele den grafiske side, som vi gerne ville have været mere indover. Denne gang regner vi med at være med hele vejen, så vi får et mere helhedspræget udtryk, som man også finder det på vores EPer fra før, vi blev signet.”
Hvor langt rækker drømmene? spørger jeg i naturlig forlængelse – og bliver igen mødt af den fornuftige, let indadvendte jyde. Vi rammer næsten klicheerne omkring jantelov, men med Jonas er det noget andet. Det virker ikke som om, at han er bange for at være mere end de andre, men blot at han har set, at man kan være noget i det små, at man kan blive noget med tiden.
”Vi drømmer da, men lige nu tager vi bare et skridt af gangen. Min eneste ambition for tiden er at få nogle af de gode sange, vi har skrevet siden pladen, ned i nogle versioner, der tjener sangene rigtig godt og så komme ud og vise sangene. Og så tror jeg, at jeg vil vente med at have drømme om succes og bare tage det et skridt af gangen. Jeg tror i øvrigt også, at det er meget godt ikke at love sig selv, at man skal findes for altid, men bare sige, at her, hvor vi er lige nu, er der nogle små opgaver, der er spændende, så kan vi altid se, om de vokser.”
Det er nu et halvt år siden, at Coolsville debuterede. Siden da har der været tour i Danmark. Diverse interviews og promovering. Salg af CDer. Og Coolsville kom på sin vis på det helt rigtige tidspunkt midt i den dansksprogede bølge. Vi snakker om, hvad der gør, at Coolsville skiller sig ud af mængden. Jonas tager igen fat på teksterne og tiden.
”Jeg tror vores styrke ligger i kompleksitet i tekstudtrykket, der gør, at det tager lidt længere tid for folk at komme ind til, hvad Coolsville er. Vi har ikke haft sådan et ’one-hit-wonder’, som for ekspempel Johhny Deluxe eller Juncker, ikke negativt sagt, for det fedt, at folk får et hit og et publikum, men det har vi ikke fået endnu, fordi det tager lidt længere tid at vænne sig til vores univers. Men det ser jeg kun som en god ting, for det er måske noget, der giver det holdbarhed. Måske kan man sige, at vi er mere langtidsholdbare, men det er også lidt af en selvhævdelse, så kan man bedre sige, at der er en mere langsigtet udvikling med vores band. Jeg føler stadig, at vi kun står på 15% af vores potentiale.”
Vi griner lidt af, hvordan Jonas sætter procenttal på Coolsvilles potentiale – og i bund og grund nok også af, at han sætter det så lavt, som han gør, for der må være sket en del med bandet siden starten. Jeg spørger Jonas, hvordan han kan mærke, at Coolsville er blevet ældre som band?
”Jeg tror meget, at det handler om udtrykket. I starten troede vi, der skulle flere virkemidler til. Jeg troede, der skulle flere originale akkorder til, flere sjældne ord, flere sjældne historier, hvor jeg nu prøver at blive så almindelig som mulig. Da vi startede, havde vi en hel bred vifte af virkemidler, nu ved jeg hvad, der er mit personligt – og det forfølger jeg, mens jeg stille lægger alt det andet bag mig. Man kan godt sige, at jeg har fået selvtillid nok til at tro på, at min version af virkeligheden er skæv nok i sig selv. Det er selvtilliden til at være, den man er og ikke hele tiden skulle fremhæve, hvor anderledes eller forskellig man er fra alle andre. Så jeg tror, at det måske handler om en hvilen i sig selv.”
Det slog mig straks, da Jonas Breum var ankommet. Denne hvilen i sig selv, den ternede skjorte, som det ikke lader til, at Jonas viger fra, selvom den kommer i mange variationer. Det rolige væsen med den indtrængende og nysgerrige stemme. Som han sidder der med sin ternede skjorte og lidt pjuskede hår ser Jonas ikke meget rockstaragtig ud. Det leder til en snak om Coolsvilles image. Jeg spiller bolden op ved at spørge, hvorfor det hele skal være så pænt.
”Har vi et pænt image?” spørger Jonas meget undrende. ”Det må du lige uddybe lidt, er det sådan lidt Beatlesagtigt?”.
Jeg nævner pladecoveret, Jonas’s optræden i skovmandsskjorte, det jyske. Det pæne og velafpudsede. Og som typer virker Coolsvilles medlemmer også meget venlige, både på cover og live. Og navnet, associationen til en lille amerikansk by, hvor alt er så pænt på overfladen. Jonas svarer hurtigt og instinktivt.
”Vi har helt sikkert ikke et guldbajer-ud-og-kneppe-en-masse-damer-i-weekenden-image. Men for mig er kanten jo altid nemmere at få øje på end for andre. Jeg synes, at denne slemme-drenge-garage-attitude er lidt uinteressant for mig, jeg vil hellere sidde i mit kontortøj og være intellektuel. Men for andre kan jeg måske godt se det pæne, vi spiller jo rimelig rocket popmusik og har nogle steder en lidt jysk intution. Og når du nævner den amerikanske by, dén kan jeg godt se for mig, hvis det er det, du mener men pæn, så synes jeg egentlig, det er ret fedt – almindeligheden, ikke at forveksle med landsbyidyllen”.
Jeg graver lidt mere i det ved at gribe ud efter et eksempel og nævner ”Øv Sikke Noget”, der åbner debutalbummet. Her synger Jonas: ”Øv sikke noget / jeg var sikker på jeg havde forstået / Sikke noget / vel har jeg ej”. Har han aldrig lyst til at bande og synge: ”Gu’ har jeg røv”?
”Jeg er slet ikke enig i, at det er så finpudset. Jeg synes, der er en helt anden kerne i det, men den er ikke så direkte som sådan noget ”Fuck Dig”. Men jeg synes, hvis vi lige tager netop ”Øv Sikke Noget”, så er der en ret uforsonlig tone over det nummer. Og den barnagtighed, der ligger i det udsagn; ”Vel har jeg ej”, den synes jeg er meget coolere end den der 7. klasses retorik. Måske skal man lidt længere om bag ved nummeret for at se det, men jeg lover dig, at kanten er der. Der er en helt anden slags ondskab i vores tekster, hvis man går ind i dem, på overfladen er de nok meget pæne. Men personligt kan jeg meget bedre lægge mig selv i en tekst, der er lidt barnlig og med barnagtige udsagn i stedet for mere motherfucker-agtige udtryk. Kan du følge det?”
Jonas ser spørgende på mig, og jeg nikker. Jeg forstår det udmærket, og hans ord giver sangen nyt liv. Han fortsætter: ”At jeg er tiltrukket af det meget naive handler også om, at naivitet tit rummer en blind vinkel for en selv, som for andre er så let at komme udenom og så se, hvilke konflikter, der ligger bag en sådan naiv overflade.”
Jeg tænker lidt over, hvilke konflikter der gemmer sig bag Jonas’s naive facade. Almindeligheden trives i Coolsvilles sange, men på en måde, som gør det hele forunderligt og nyt. Og almindeligheden trives i mødet med Jonas, som sætter et andet perspektiv ned over det hele. Barnligheden på comeback fristes man til at sige. Som vi tager afsked med knus på gaden, ser jeg ham forsvinde ud i det pulserende byliv. Jonas Breum. Forsanger i Coolsville. Og helt almindelig.
