Johnny Stage, Glamorama – før udgivelsen.
Torsdag den 3. november kommer et særegent album på gaden. Albummet hedder Glamorama, hvilket også er navnet, som albummets kunstnere går under. Kunstnerne er guitarist Johnny Stage (Sort Sol, Martin Hall m.fl.) og sangerinde/skuespiller Lotte Arnsbjerg (bl.a.”Strisser på Samsø”), der ikke blot musikalsk, men også privat danner par.
Diskant har forud for debuten taget en snak med Johnny Stage for at gå lidt mere i dybden med udgivelsen, konceptet og samarbejdet.
Diskant.dk: Hvordan opstod konceptet bag Glamorama-albummet?
Johnny Stage: Albummet blev til i Spanien i sommeren 2003, Lotte og jeg har et sted i Sydspanien, hvor vi holder meget af at komme for at slappe af og arbejde. Vi havde snakket lidt om at lave en produktion sammen, og en af dagene hørte vi så et rygte om, at Bryan Ferry skulle spille en hemmelig koncert i Malaga. Vi er begge dedikerede fans og måtte derind. Malaga er en meget “filmisk” by, den minder mest om kulisserne til film fra 30erne, 40erne og 50erne, helt perfekte rammer for en sådan koncert. Med på guitar var Chris Spedding, som har været mere eller mindre fast guitarist for Ferry i 25 år, en ældre herre, der af udseende godt kunne minde om figuren Ib Sylvester i filmen Cirkus Casablanca. Da koncerten var slut, var både Lotte og jeg helt oppe og svæve, vi fik pludselig ideen om at have Spedding med på vores plade. Samme år i oktober lavede jeg et interview til GAFFA med min oprindelige store guitar-helt Marco Pirroni fra det hedengangne Adam & the Ants. Marco betød for mig, hvad Hendrix og Clapton betød for andre, og var en af grundene til, at jeg heller ikke passede skolen, men derimod guitaren… Da interviewet var slut, sagde han: ”Hvis der er andet, eller noget du mangler, må du jo bare sige til”. ”Så skulle det da lige være at spille på mit album”, svarede jeg kækt. Og det takkede han ja til. På den måde kom pladen ligesom i gang… Og vi gik i gang med at invitere flere kunstnere, som havde gjort indtryk på Lotte og jeg. Vi skrev musikken, Lotte skrev teksterne, men vi sendte derefter numrene ud til de kunstnere, der ville være med, som fik lov til at sætte deres personlige præg på albummet.
Diskant.dk: Er det en slags dogme-produktion?
Johnny Stage: Ja, man kan godt kalde det for dogme, men igen, man laver jo egentlig plader på den måde i dag. Med det mener jeg, at en eller få musikere spiller samtidig, sjældent et helt band. Her har vi bare dyrket den ting i form af, at ingen af de medvirkende vidste, hvem den næste var, eller i det hele taget hvor nummeret havnede. De fleste af de medvirkende har ikke mødt hinanden før eller siden og kommer vidt forskellige steder fra.
Diskant.dk: Hvad var udvælgelseskriteriet for de kunstnere, I inviterede?
Johnny Stage: Det var noget, der kom lige så stille i produktionen. Undervejs i skabelsen af hvert nummer opstod der ideér til instrumentering. På nummeret ”Brændte billeder”, som er en duet med Dario Campeotto, synes vi, at det både skulle smage af jazz, rock og klassisk. Vi havde for eksempel brug for en autentisk guitar-sound, lidt 50er-agtig, derfor inviterede vi Lars Blach, som var meget aktiv i netop det årti og havde spillet med både Liva Weel, Bent Fabric og Lulu Ziegler. Samtidig skulle det også have et stænk af 60ernes grande-pop á la The Walker Brothers i den rytmiske del, så det var oplagt at bruge Morten Friis fra Safri Duo til det, da han er en brillant trommeslager og som uddannet klassisk musiker har en helt anderledes tilgang til trommer end en traditionel rock-trommeslager. Nummeret rummer også det mere Sort Solske, det har jeg naturligvis selv lagt. Og cirka på den måde er de medvirkende blevet udvalgt.
Diskant.dk: Mister man ikke nemt den røde tråd på et album, der produceres på den måde?
Johnny Stage: Nej, for den har vi lagt fra starten af. For mig at se er den røde tråd først og fremmest, at der er tale om dansksproget musik. Desuden er der flest guitarister blandt de inviterede musikere, så det er en rockplade, men med en særlig stil og lyd, som nok er meget teatralsk. Vi ville gerne have teatret ind i musikken og musikken ind i teatret.
Diskant.dk: Lotte er nok bedst kendt som skuespiller, blandt andet fra Strisser på Samsø, hvor hun spillede præsten. Du siger, at I ville sammenbringe musikken og teateret. Hvad kunne Lotte bringe med?
Johnny Stage: Indlevelse, en ting som faktisk de færreste sangere mestrer. Tit, når sangere skal indsynges i studiet, foregår det med teksterne foran en, selv når det er en tekst, sangeren selv har skrevet. Det er et koncept, jeg aldrig helt har forstået, for hvor bliver indlevelsen så af? Det synes jeg tit er hovedet på sømmet, når jeg arbejder med vokalister… og der lige mangler det sidste.. Det handler alt for ofte om, at de står og læser i teksten og glemmer at synge. Når man spiller teater, har man ikke teksterne med på scenen – og skuespillerne skal kunne langt længere tekster end 2 vers og 1 omkvæd… Jeg synes, at Lotte med sin baggrund formår at synge, så det rører.
Diskant.dk: Selv er du kendt fra den musikalske scene, blandt andet Sort Sol og Martin Hall. Hvordan skinner dine tidligere musikalske erfaringer igennem på Glamorama?
Johnny Stage: Jamen, jeg har nok forsøgt at blande de genrer, jeg ellers arbejder med, både det rytmiske og det klassiske. Udtrykket ligger meget i guitaren, som er mit instrument, og som der er rigtig meget af, uden at det virker som en traditionel anmasende guitar-plade. Desuden repræsenterer de medvirkende musikere en stor og vigtig del af mit musikalske univers.
Diskant.dk: I gennemlytningen af Glamorama falder tankerne på en lang række danske kunstnere, såsom Dodo and the Dodo’s, OneTwo, Sorten Muld og Anne Linnet i 80erne. Hvad har I ladet jer inspirere af?
Johnny Stage: Nu er dine associationer ikke lige dem, vi lyttede mest på… Vi er begge inspireret af musik som Roxy Music, Bryan Ferry, Scott Walker, Sex Pistols, Adam & the Ants, Gene Vincent, Arvo Pärt, Arne Nordheim, og – for at nævne en dansk – Furekåben.
Diskant.dk: Hvis man lytter jeres album igennem, falder man over, at der er et ’hidden track’ – og det endda albummets eneste engelske nummer. Hvilket nummer er det – og hvad er betydningen af det på albummet?
Johnny Stage: Det har vist sig at virke med et hemmeligt track som så ikke var så hemmeligt alligevel, da flere fandt ud af det ret hurtigt… Nummeret hedder “Chance meeting” og er fra Roxy Musics første album, et nummer Lotte og jeg indspillede lige, da vi havde mødt hinanden tilbage i 2001, måske en slags musikalsk kærligheds-erklæring? Lidt ekstra information er, at Safri Duo medvirker som Safri Duo på nummeret, hvilket de rent faktisk ikke måtte for deres pladeselskab, der var bange for, at duoen skulle gå ud over deres succesrige rammer.
Diskant.dk: Hvilke forventninger har du (og Lotte) til udgivelsen? Og skal I på tour med den… er det praktisk muligt?
Johnny Stage: Vi regner med at ramme dem, der går og savner musik med indhold, der bliver simpelthen lavet for meget dårlig dansk musik – I ved selv, hvem I er..! Det er bestemt ikke umuligt, at vi tager ud og spiller med pladen, men det bliver nok ikke 19 mand plus os selv på scenen, men jeg vil ikke udelukke, at der vil være overraskelser i ærmet.
